Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
45
1371—1374. Pavelige Pengekrav.

om Erkebiſkopen virkelig maatte ſtevnes, inden han gav Slip paa det fordrede Løsøre, vides ikke, da man kun kjender til Biſkop Henriks Virkſomhed i Sverige under denne Sendelſe. Han gik her ſtrengt til Verks imod Biſkop Gottſkalk af Linkøping, idet han i Februar 1373, da han opholdt ſig i Stockholm, erklærede Gottſkalk og hans Capitel forfaldne under Excommunications Straf, fordi de ikke i rette Tid havde betalt Treaarstienden, og befuldmegtigede derhos ſin Capellan til at inddrive hos dem ej alene denne Tiende, men ogſaa andre Gjeldsfordringer, hvoriblandt 200 Mkr. brendt, ſom de endnu ſkyldte i Kraft af den i ſin Tid for Kongens Laan indgaaede Caution[1]. Ogſaa umiddelbart til Kong Magnus ſelv henvendte Biſkop Henrik ſig, ſom vi have ſeet, om Indfrielſen af dette Laan, ved en Skrivelſe fra Stockholm af 14de September 1373[2], og beſynderligt nok angaves det her endnu, uagtet de flere Udbetalinger, der havde fundet Sted, til 15000 Guldgylden.

Men imidlertid havde ogſaa Pave Gregorius ved Bulle af 13de Januar 1373 paalagt en ny Tiende af geiſtlige Indtægter, ſom rigtignok ikke ſkulde ſtrekke ſig videre end eet Aar. Den ſkulde, heder det, anvendes til Gjenerhvervelſe og Forſvaret af Kirkens Landſkaber, hvortil Paveſtolens egne Midler ikke forſlog ligeoverfor de endnu tiloversblevne Fjender[3]. Tienden, ſom han, forſikkrede han, kun høiſt nødigt paalagde, ſkulde regnes for et Aar fra Bullens Udſtedelſesdag og indbetales i to Terminer, Halvdelen næſte Allehelgensdag, og Halvdelen den paafølgende Paaſke[4]. Den egentlige Inddrivning paalagdes Biſkoperne og de af dem udnævnte Collectorer. Men Pengene, ſom indkom, ſkulde udbetales til Elias af Vodron, Cantor i Saintes, pavelig Nuncius, der ved ſin Skrivelſe af 20de Januar fik det udtrykkelige Hverv at foreſtaa Indſamlingen af denne Eetaarstiende i Tydſkland, Ungarn, Bøhmen, Polen, Sverige, Danmark og andre Lande[5]. Hvad der blev gjort for at inddrive denne Tiende i Norge, vides ikke, da Efterretningerne om deslige Sager fra disſe Tider ere yderſt ſparſomme. At Biſkoperne ej torde ſidde Pavens Bud overhørige, og at der ſaaledes vel altid indkom en Deel fra Norge, maa man antage, men det er nok muligt, at det kom meget ſeent frem. Endnu engang, og det efter Kong Magnus’s Død,

  1. Celſe, Bull. S. 133. 134.
  2. Sammeſteds, S. 135.
  3. Under Gregor den 11te fuldførtes nemlig Pacificationen af det urolige Romagna, ſee bl. a. Theiner, Codex diplomat. Domin. S. Sedis T. II. S. VI. VII.
  4. Regest. Gregor. XI. Scr. de Cur. ann. 3 fol. 11—13.
  5. Sammeſteds, fol. 13. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotenoten henviser til.]