Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
43
1371—1374. Pavelige Pengekrav.

Uger derefter bekjendtgjorde Paven, at da han til Beſtridelſe af Kammerets mangfoldige Udgifter nødſagedes til at anvende alle mulige honette Midler, fulgte han ſin Forgængers Exempel og forbeholdt ſig, ſaalænge han ej efter ſit Godtbefindende maatte beſtemme anderledes, Indtægterne af alle de geiſtlige Embeder eller Beneficier, der enten allerede vare, eller herefter maatte blive ledige ved Curien og ſaaledes vare hans umiddelbare Dispoſition forbeholdte, indtil de bleve beſatte[1]. Disſe Indtægter kunde vel ikke for Norges Vedkommende afgive ſaa meget, da der her forholdsviis ej blev ſaa mange Beneficier ledige ved Curien, men deſto mere indbragte de i de øvrige romerſk-katholſke Lande, hvor Lykkeſøgeriet og Proviſionsvæſenet var mere gængſe. Ved en ny Skrivelſe af 27de November 1371 fik Biſkop Henrik yderligere Inſtruction om at indkræve ſaavel Rumaſkatten ſom den af Pave Urbanus paalagte Treaarstiende og en ſaakaldet Procuration eller Viſitatsafgift, hvilken Paven nys ſynes at have fordret af Nordens Geiſtlige alene, men hvorom der forøvrigt ingen nærmere Oplysning forefindes; ſkulde han trænge til den nys (21de October) udnævnte Erkebiſkop Thronds Biſtand, da kunde han frit henvende ſig til ham og benytte hans Raad, da han baade for Paven havde viiſt ſig villig dertil, og denne desuden udtrykkeligt havde paalagt ham det[2]. Det ſamme Hverv overdroges for Syderøernes Vedkommende, der endnu beſtandigt betragtedes ſom henhørende under Nidaroos Kirkeprovins, til Archidiaconen af Down i Irland, Jon Doncan, en fød Manboer[3]. Biſkop Henrik maa omtrent paa denne Tid have begivet ſig til Norden, da der findes en Skrivelſe fra Paven til Kong Albrecht i Sverige, dateret den 13de Marts 1372, hvori Paven, ſom havde hørt, at Kongen lagde Kammerets Collertorer Hindringer i Vejen ved deres Indſamlinger i Sverige, bad ham nu at høre op dermed og heller at modtage Biſkop Henrik vel og, om det behøvedes, meddele ham Lejdebrev[4]. Omtrent ſamtidigt dermed, kun lidet ſenere, fandt Paven ſig nødſaget til at gjentage ſin Tilbagekaldelſe af alle de tidligere udnævnte Collectorer, ſaaſom han havde bragt i Erfaring, at flere af dem,

    velſen herom af et tidligere Datum, end den egentlige Bekræftelſe af Biſkop Henriks Beſkikkelſe til Nuncius.

  1. Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. XV. fol. 85.
  2. Sammeſteds, Secr. de Cur. ann. I. fol. 309.
  3. Chronia Regum Manniæ, Udg. af 1860. S. 182. Jon Doncan var ligeſom Biſkop Henrik allerede beſkikket til Nuncius af Pave Urban, der i Jan. 1367 havde udnævnt ham, ſom da var Sognepreſt til Camelin i Downs Biſkopsdømme, til Archidiaconus ſammeſteds. Chron. r. M. S. S. 176.
  4. Celſe, Bullar. S. 133.