Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
43
1371–1374. Pavelige Pengekrav.

Uger derefter bekjendtgjorde Paven, at da han til Bestridelse af Kammerets mangfoldige Udgifter nødsagedes til at anvende alle mulige honette Midler, fulgte han sin Forgængers Exempel og forbeholdt sig, saalænge han ej efter sit Godtbefindende maatte bestemme anderledes, Indtægterne af alle de geistlige Embeder eller Beneficier, der enten allerede vare, eller herefter maatte blive ledige ved Curien og saaledes vare hans umiddelbare Disposition forbeholdte, indtil de bleve besatte[1]. Disse Indtægter kunde vel ikke for Norges Vedkommende afgive saa meget, da der her forholdsviis ej blev saa mange Beneficier ledige ved Curien, men desto mere indbragte de i de øvrige romersk-katholske Lande, hvor Lykkesøgeriet og Provisionsvæsenet var mere gængse. Ved en ny Skrivelse af 27de November 1371 fik Biskop Henrik yderligere Instruction om at indkræve saavel Rumaskatten som den af Pave Urbanus paalagte Treaarstiende og en saakaldet Procuration eller Visitatsafgift, hvilken Paven nys synes at have fordret af Nordens Geistlige alene, men hvorom der forøvrigt ingen nærmere Oplysning forefindes; skulde han trænge til den nys (21de October) udnævnte Erkebiskop Thronds Bistand, da kunde han frit henvende sig til ham og benytte hans Raad, da han baade for Paven havde viist sig villig dertil, og denne desuden udtrykkeligt havde paalagt ham det[2]. Det samme Hverv overdroges for Syderøernes Vedkommende, der endnu bestandigt betragtedes som henhørende under Nidaroos Kirkeprovins, til Archidiaconen af Down i Irland, Jon Doncan, en fød Manboer[3]. Biskop Henrik maa omtrent paa denne Tid have begivet sig til Norden, da der findes en Skrivelse fra Paven til Kong Albrecht i Sverige, dateret den 13de Marts 1372, hvori Paven, som havde hørt, at Kongen lagde Kammerets Collertorer Hindringer i Vejen ved deres Indsamlinger i Sverige, bad ham nu at høre op dermed og heller at modtage Biskop Henrik vel og, om det behøvedes, meddele ham Lejdebrev[4]. Omtrent samtidigt dermed, kun lidet senere, fandt Paven sig nødsaget til at gjentage sin Tilbagekaldelse af alle de tidligere udnævnte Collectorer, saasom han havde bragt i Erfaring, at flere af dem,

    velsen herom af et tidligere Datum, end den egentlige Bekræftelse af Biskop Henriks Beskikkelse til Nuncius.

  1. Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. XV. fol. 85.
  2. Sammesteds, Secr. de Cur. ann. I. fol. 309.
  3. Chronia Regum Manniæ, Udg. af 1860. S. 182. Jon Doncan var ligesom Biskop Henrik allerede beskikket til Nuncius af Pave Urban, der i Jan. 1367 havde udnævnt ham, som da var Sogneprest til Camelin i Downs Biskopsdømme, til Archidiaconus sammesteds. Chron. r. M. S. S. 176.
  4. Celse, Bullar. S. 133.