Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
42
Haakon Magnusſøn.

været. Hvad der fortælles om Ulykkestilfeldet paa Søen, ſom Magnus ifølge denne Beretning ſkulde have overſtaaet, ſtemmer beſynderligt nøje med den islandſke Fortælling, og det er maaſkee endog muligt, naar det kommer til Stykket, at dennes Tillæg om, at Magnus var hellig, kunde ſtaa i nogen Sammenhæng med den Tro, at han ſkulde være bleven optagen i et Kloſter og der have endt ſine Dage. Herom faar man vel tenke, hvad man vil: vi have ikke villet undlade at meddele et Uddrag af dette beſynderlige Product, fordi det dog altid indeholder Oplysninger, der, hvor daarlige de end i ſig ſelv ere, ved en ſaadan Mangel af udførlige hiſtoriſke Beretninger, ſom den, der herſker med Henſyn til Kong Magnus’s Hiſtorie, dog ikke ere at foragte.

4. Kirkelige Tildragelſer. Ny Pavetiende paabudt.


Om de kirkelige Forhold og Tildragelſerne inden Kirkens Omraade i de førſte Aar efter Fredens Gjenoprettelſe vides ikke meget andet, end hvad der ſtod i Forbindelſe med de pavelige Pengefordringer og Indkrævninger. Allerede Pave Urbanus den 5te havde, ſom det i det Foregaaende er omtalt, i 1363 paalagt en ny Treaarstiende og udnævnt Guido af Croix til ſin Nuncius og Overindſamler for Norden. Mod Slutningen af hans Levetid døde Guido[1], og han beſkikkede nu i hans Sted den forrige Nuncius, Henrik Biſcop, der imidlertid var bleven Biſkop i Slesvig[2]. Han havde endnu ikke tiltraadt ſin Sendelſe, da Urban døde og Gregorius den 11te blev Pave; men Gregorius bekræftede ham i hans Hverv og overdrog ham tillige at inddrive alle de Fordringer, det pavelige Kammer paa nogen Maade kunde have til Gode i Danmark, Sverige og Norge, idet han tilbagekaldte enhver af de hidtil fungerende Nuncier og Collectorer paa en Maade, der næſten ſynes at tilkjendegive Misfornøjelſe med deres Ferd, ſom om de ikke med tilbørlig Redelighed eller tilſtrækkelig Kraft havde udført ſit Hverv. Biſkop Henrik fik meget udſtrakt Fuldmagt til at handle paa Paveſtolens Vegne, ſagſøge de Gjenſtridige med Anvendelſe af de kirkelige Tvangsmidler, indgaa Forliig o. ſ. v., men det blev udtrykkeligt paalagt ham ikke at give Nogenſomhelſt Henſtand paa længere Tid end to Aar[3]. Faa

  1. Guido omtales nemlig ſom død i Pavebrev af 29de Marts 1372, og det er ſaaledes tydeligt, at hans Død var Aarſagen i Biſkop Henriks Beſtikkelſe.
  2. Denne Beſkikkelſe, dateret 7de Mai 1371, der tillige i Originalexpeditionen indeholder den, ſom Pave Urban havde givet Biſkop Henrik, findes i Regest. Gregor. XI. Secr. de Curia ann. I. fol. 182.
  3. Reg. Gregor. XI. Bullæ Camerales ann. I. fol. 33. Underligt nok, er Skri-