Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
41
1374. Kong Magnus’s Død og Eftermæle.

Gud, Ild og Vand, hvormed han har ſtraffet mig for min Ugudelighed, min Bedragerſkhed og Uſandferdighed, min Indbildſkhed og Hovmod, og min Voldſomhed, Ubarmhjertighed og alt det andet onde, jeg har begaaet. Alt dette har Gud ved ſit guddommelige Forſyn gjort til min Sjæls Frelſe“. At dette Brev ſtrax efter Kong Magnus’s Død er ſammenſat af en eller anden rusſiſk Geiſtlig, der i det Hele taget — enkelte Undtagelſer fraregnede — har været ret vel bekjendt med de Begivenheder, han berører, er øjenſynligt, ſaavelſom at hans Henſigt maa have været den, derved at afſkrekke de Svenſke, idetmindſte Grændſeboerne, fra at øve Fjendtlighod mod Rusſerne, iſær efterat der, ſom man maa antage, netop i Aaret 1374 var indgaaet en ny Fred eller længere Stilſtand mellem Rusland og Sverige. Men at Forfatteren ſelv for Alvor ſkulde have troet, at Kong Magnus endte ſine Dage i et rusſiſk Kloſter, er utenkeligt; han maatte dog vide bedre Beſkeed: han maatte idetmindſte vide, at om Magnus end havde overſtaaet Faren ved Lyngholmen, ſaa var han dog i alle Fald ikke kommet til noget rusſiſk Kloſter. Naar han alligevel foregiver dette, kan man neppe forklare det anderledes, end at han har troet at kunne benytte ſig af den Omſtændighed, at Magnus omkom i Norge, ſaa langt fra de yderſte Grændſer mod Rusland, til at indbilde de ſvenſke Grændſeboer noget ſaadant. Dog er det ikke umuligt, at der paa disſe Kanter virkelig herſkede nogen Uvished om, hvorvidt Kong Magnus var omkommen ved hiint Ulykkestilfelde eller ej. J de Tider kunde det nok vare længe, inden man erfarede den ſikkre Sandhed om en Tildragelſe, der havde fundet Sted i ſaa fjerne Egne, iſær da der nu endog var et ſpendt Forhold mellem Norge og Sverige, og Rygter eller Beretninger om Begivenheder i det veſtlige Norge derfor vel og maatte have ſtørre Vanſkelighed ved at arbeide ſig frem til Sverige og gjennem dette, indtil de naaede de yderſte Grændſeſtrøg i Øſten. Naar Forfatteren lader det være 40 Aar mellem Thorgils Knutsſøns rusſiſke Krig (1293—1300) indtil Freden i Orechovetz 1323, ſamt 30 Aar mellem denne og Kong Magnus’s Tog til Rusland i 1348, da tør det vel hende, at disſe Unøjagtigheder alene ere at ſkrive paa ſenere ſkjødesløſe Afſkriveres Regning, ſkjønt man ogſaa meget godt kan tænke ſig, at Forfatteren, uagtet vel bekjendt med Begivenhederne overhoved, ikke ſaa nøje erindrede Aarene. Skildringen af Sveriges ulykkelige Tilſtand under Magnus’s Regjering, hvorvel noget overdreven, ſtemmer nok ſaa godt med, hvad vi andenſtedsfra vide om Forholdene der. Beſkrivelſen over Kongens haarde Fangenſkab og elendige Udſeende, da han omſider blev befriet deraf, tør maaſkee paa det nærmeſte medføre Sandhed. Den viſer os her udtrykkeligt Haakon ganſke ſom den kjærlige Søn, vi ellers alene kunne ſlutte os til, at han maa have