Magt mod Russerne for at tage dem til Fange, fordi de ikke vilde gaa over til hans Lære, lod ogsaa mange af dem døbe, indtog Orechov og efterlod en Besetning der, men saasnart han var dragen hjem over Havet, erobrede Novgoroderne Staden tilbage og dræbte Besetningen. Desuagtet, heder det videre, kom han Aaret efter tilbage med en Krigshær for at angribe Orechov, vendte sig, da den var forsvaret af en russisk Hær, til Koporje, og flygtede siden derfra over Havet, men mistede en Deel af sin Hær ved en sterk Storm i Mundingen af Narva; siden den Tid havde Guds Vrede hjemsøgt Sverige med Hungersnød, Pest og indbyrdes Fejde. „Og mig arme Synder“, heder det derpaa, „har Gud for mine mange Synders Skyld berøvet Forstanden, og jeg har siddet fangen i mit Slot et Aar, fastsmeddet til Veggen ved en Jærnkjede. Siden kom min Søn Haakon[1] fra Norge til mig og tog mig ud af Slottet, og da han betragtede mig og saa, hvorledes jeg var bleven mørk af Farve og udtæret, mine Øjne indfaldne, mine Hænder og Fødder afmagrede, Huden og Aarerne fasttørrede til Benene, og at jeg næsten ikke kunde faa Stemmen frem, saa at min Røst lignede en svag Biesurren, og alle, som saa mig, feldte Taarer: da faldt han af Bedrøvelse til Jorden, sørgede og græd over mig. Han førte mig derpaa til sit Land Norge, og jeg gik atter ombord paa et Fartøj. Men paany opstod der en heftig Storm, saaat man ej kunde see vore Skibe og Sejl blandt Bølgerne, og saa druknede alle mine Folk, men jeg selv blev frelst efterat have svømmet om paa Kjølen i tre Dage og tre Nætter; og Gud førte mig med Vinden til Floden Polnaja tætved den hellige Frelsers Kloster[2], og de derværende Munke løftede mig op og bare mig ind i Klostret, hvor jeg tog Munkedragten og af dem blev indviet til Munkeliv og Klosterdragt. Alt dette haver Gud ladet mig times for min Hovmodighed og mine Indbildninger om mig selv, og min Svigagtighed, thi der findes ingen i Verden saa hovmodig, ondskabsfuld og fyndig, som jeg, og derfor har Ulykken rammet mig. Jeg har i Mangt og Meget overtraadt Korskysningen, og øvet Vold mod det russiske Rige, men Gud har ydmyget mig og ladet mig døje usigeligt ondt. Og nu befaler jeg Eder, mine Brødre og Børn og hele Sveriges Rige, at I ej skulle elske Svig og Usandhed og denne Verdens forgængelige Tant, thi alt forsvinder som en Røg og en Drøm og farer forbi som en Skygge. Øver ikke Vold mod Russernes Land, overfalder det ikke, og overtreder ikke Korskysningen, paa det at I ej skulle gaa til Grunde. Men den, som overfalder Rusland og overtreder Korskysningen, han har imod sig
