Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
39
1374. Kong Magnus’s Død og Eftermæle.

Sammenhæng, ſom nu ikke lader ſig godt oplyſe, ſiden Hr. Orm Eyſteinsſøns Bo, ſom vi have ſeet, var disſe ſamme Kirker, eller de fleſte af dem, tre Aargange ſkyldige. Thi vel kan dette, og maa det for en Deel have været Tilfeldet paa Grund af, at han havde Privat-Ejendomme inden Syſlen, men det ſynes ogſaa at have maattet ſtaa i Forbindelſe med den Myndighed, han fra 1355 af ſom Kong Magnus’s Drottſete udøvede, om han maaſkee kan have været forlenet med Baagahuus Slot og Syſlen, og at dette maaſkee kan have paadraget ham Forpligtelſer, ſom ellers paahvilede Kongerne ſelv.

Der findes i enkelte Haandſkrifter af de gamle novgorodſke Annaler under Navn af „Kong Magnus’s Teſtament“ eller „Haandſkrivelſe“ en Advarſel til de Svenſke om at opføre ſig vel og fornemmelig holde Fred med Rusſerne, affattet i Kong Magnus’s eget Navn, og, hvad der er det forunderligſte, efter hiint Uheld paa Søen 1374, der blev hans Død, men fra hvilket han, ſom det her foregives, ſkal være bleven frelſt og omſider være kommen til et rusſiſkt Kloſter, hvori han ſom angergiven Synder lod ſig optage, og hvorfra han da ſenere paa ſin Sotteſeng ſkulde have ladet Skrivelſen udgaa til ſine ſvenſke Underſaatter, i hvilken han til yderligere Advarſel ſkildrer ſine egne Misgreb med de mørkeſte Farver. Skrivelſen begynder ſaaledes[1]: „Jeg, den ſyndige Magnus Sveakonge, ſom i den hellige Daab har faaet Navnet Gregorius, men ſom ſnart vandrer heden til et andet Liv, byder herved mine Brødre, mine Børn og hele Sven Land at leve i Fred og Kjærlighed, afholde ſig fra Svig og Uſandhed, Overdaadighed, Drukkenſkab og falſkt Spil, ikke at forurette Nogen eller bruge Vold mod Nogen, ikke overtrede Korskysningen, og ikke gaa over til Rusſernes Land, førend Fred bliver ſluttet og Korſet kysſet, da vi deraf ikke have nogen legemlig Fordeel, men Sjælen fortabes“. Derpaa gjennemgaaes i Korthed de Svenſkes tidligere Krigsforetagender mod Rusland for at viſe, at de kun havde Skade deraf. Byrge Jarl, ſiges der, trængte frem til Neva med en Krigshær, men blev ſlagen paa Flugten af Fyrſt Alexander Jaroſlavitſch; ſiden gjorde Marſkalken (Marſken Thorgils Knutsſøn) et Tog til Neva og anlagde en Stad ved Ochta, hvor han efterlod en ſterk Beſetning[2]; derefter var der Ufred med Rusſerne i 40 Aar, indtil der ſluttedes Fred med Storfyrſt Jurje Danilovitſch paa 40 Aar, med beſeglede Breve; men uden at agte dette drog Magnus 30 Aar derefter med hele Sveriges

  1. De novgorodſke Ann. Suomi f. 1848, S.101-104, jfr. fr. B. S. 524, 525.
  2. Byrge Jarl kaldes her „Knæs og Befalingsmand Belgerd“: Thorgils Knutsſøn, ligeſom allerede i de novg. Annaler ved 1300, „Maſkalka“ (d. e. Marſkalk, Marſk) ſamt Kongens „Broder“, det vil ſige „Frænde“. Der ſigtes til Anleggelſen og Erobringen af Borgen Landskrone ved Neva og Ochta 1300 og 1301.