Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
39
1374. Kong Magnus’s Død og Eftermæle.

Sammenhæng, som nu ikke lader sig godt oplyse, siden Hr. Orm Eysteinssøns Bo, som vi have seet, var disse samme Kirker, eller de fleste af dem, tre Aargange skyldige. Thi vel kan dette, og maa det for en Deel have været Tilfeldet paa Grund af, at han havde Privat-Ejendomme inden Syslen, men det synes ogsaa at have maattet staa i Forbindelse med den Myndighed, han fra 1355 af som Kong Magnus’s Drottsete udøvede, om han maaskee kan have været forlenet med Baagahuus Slot og Syslen, og at dette maaskee kan have paadraget ham Forpligtelser, som ellers paahvilede Kongerne selv.

Der findes i enkelte Haandskrifter af de gamle novgorodske Annaler under Navn af „Kong Magnus’s Testament“ eller „Haandskrivelse“ en Advarsel til de Svenske om at opføre sig vel og fornemmelig holde Fred med Russerne, affattet i Kong Magnus’s eget Navn, og, hvad der er det forunderligste, efter hiint Uheld paa Søen 1374, der blev hans Død, men fra hvilket han, som det her foregives, skal være bleven frelst og omsider være kommen til et russiskt Kloster, hvori han som angergiven Synder lod sig optage, og hvorfra han da senere paa sin Sotteseng skulde have ladet Skrivelsen udgaa til sine svenske Undersaatter, i hvilken han til yderligere Advarsel skildrer sine egne Misgreb med de mørkeste Farver. Skrivelsen begynder saaledes[1]: „Jeg, den syndige Magnus Sveakonge, som i den hellige Daab har faaet Navnet Gregorius, men som snart vandrer heden til et andet Liv, byder herved mine Brødre, mine Børn og hele Sven Land at leve i Fred og Kjærlighed, afholde sig fra Svig og Usandhed, Overdaadighed, Drukkenskab og falskt Spil, ikke at forurette Nogen eller bruge Vold mod Nogen, ikke overtrede Korskysningen, og ikke gaa over til Russernes Land, førend Fred bliver sluttet og Korset kysset, da vi deraf ikke have nogen legemlig Fordeel, men Sjælen fortabes“. Derpaa gjennemgaaes i Korthed de Svenskes tidligere Krigsforetagender mod Rusland for at vise, at de kun havde Skade deraf. Byrge Jarl, siges der, trængte frem til Neva med en Krigshær, men blev slagen paa Flugten af Fyrst Alexander Jaroslavitsch; siden gjorde Marskalken (Marsken Thorgils Knutssøn) et Tog til Neva og anlagde en Stad ved Ochta, hvor han efterlod en sterk Besetning[2]; derefter var der Ufred med Russerne i 40 Aar, indtil der sluttedes Fred med Storfyrst Jurje Danilovitsch paa 40 Aar, med beseglede Breve; men uden at agte dette drog Magnus 30 Aar derefter med hele Sveriges

  1. De novgorodske Ann. Suomi f. 1848, S.101-104, jfr. fr. B. S. 524, 525.
  2. Byrge Jarl kaldes her „Knæs og Befalingsmand Belgerd“: Thorgils Knutssøn, ligesom allerede i de novg. Annaler ved 1300, „Maskalka“ (d. e. Marskalk, Marsk) samt Kongens „Broder“, det vil sige „Frænde“. Der sigtes til Anleggelsen og Erobringen af Borgen Landskrone ved Neva og Ochta 1300 og 1301.