Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
37
1374. Kong Magnus’a Død og Eftermæle.

Herrevelde ſom „Tyranners forvorpne Regimente“[1], og endelig er det en merkelig Omſtændighed, at der fra Norge ikke findes et eneſte dadlende Ord udtalt om ham, medens vi tvertimod have ſeet, at de islandſke Annaler, der viſtnok iſær udtrykke Folkemeningen i Norge, ſaamegetmere ſom Øen ſelv ikke kunde roſe ſig af ſynderlig Lykke under hans Regjering, yttre, at han efter ſin Død anſaaes for hellig, og en anden islandſk Optegnelſe, nedſkreven ikke mere end 13 Aar efter hans Død, kalder ham „den gode“[2]. At hine partiſke og ufordeelagtige Fremſtillinger blev de, der iſær lagdes til Grund for nyere hiſtoriſke Forfatteres Arbeider, var for ſaa vidt naturligt, ſom de var de eneſte, der indeholdt noget rigere hiſtoriſk Stof og meddeelte en ſammenhængende Fortælling, medens derimod de nysnævnte mere umiddelbare Udtryk af hans Samtids og de fleſte af hans Underſaatters Dom om ham tildeels vare ubekjendte. Man kan altſaa i Korthed ſige, at de uſkaanſomme og ufordeelagtige Domme om Kong Magnus mere tilhøre en ſildigere Tidsalder, og blandt hans Samtid kun en enkelt forholdsviis lidet talrig, men mægtig Klasſe, der følte ſine Fordringer og uberettigede Tiltag truede ved hans Foranſtaltninger; og at derimod den ſkaanſomme eller endog fordeelagtige Bedømmelſe af hans Ferd tilhører hans Samtid og udtrykker den Mening om ham, der herſkede i hele Norge og hos den ſtørſte Fleerhed af hans ſvenſke Underſaatter. Gjelder altſaa her, ſom ellers, det Udſagn, at Samtidens Bedømmelſe af en Mand i det Hele taget er rigtig, da har Samtidens Stemme„ der overvejende erklærer ſig til Bedſte for Kong Magnus, derved ogſaa givet ham et Vidnesbyrd, ſom udviſker de fleſte af de Pletter, hvilke en ubillig og partiſk Efterſlegt har ſat paa hans Minde.

Det er allerede forhen nævnt, at ſaavel Kong Magnus, ſom Dronning Blanche havde beſtemt at ville begraves ved Vadſtena Kloſter, og til det Øjemed ſkjenket en overvettes ſtor Pengeſum[3]. Denne Beſtemmelſe blev neppe efterfulgt. Da Dronning Blanche døde, var Vadſtena Kloſter langtfra ſaaledes iſtand, at det kunde modtage Liig til Begravelſe, og vi have ogſaa ſeet, at hun efter en næſten ſamtidig Beretning ſkulde være begraven i Danmark; dette er nu viſtnok neppe rigtigt, da hun ſnarere blev begraven i Tunsberg, men man ſeer dog ſaa meget deraf, at hun ikke antages at være begraven i Vadſtena. Heller ikke ved Magnus’s Død var Vadſtena Kloſter kommet ret iſtand. At Magnus’s Liig under den nærværende Krigs- eller uſikkre Freds-Tilſtand ſkulde være ført derhen i hans og hans Søns Fjenders Omraade, er lidet troligt, og der er ogſaa en — viſtnok ikke

  1. Klage fra Linkøpings Domkapitel.
  2. See Flatøbogen I. S. 28. Fornaldar sögur Norðrlanda II. S. 14. 15. Han kaldes ſaaledes ikke mindre end tre Gange.
  3. S. foregaaende Bind, S. 478.