Herrevelde som „Tyranners forvorpne Regimente“[1], og endelig er det en merkelig Omstændighed, at der fra Norge ikke findes et eneste dadlende Ord udtalt om ham, medens vi tvertimod have seet, at de islandske Annaler, der vistnok især udtrykke Folkemeningen i Norge, saamegetmere som Øen selv ikke kunde rose sig af synderlig Lykke under hans Regjering, yttre, at han efter sin Død ansaaes for hellig, og en anden islandsk Optegnelse, nedskreven ikke mere end 13 Aar efter hans Død, kalder ham „den gode“[2]. At hine partiske og ufordeelagtige Fremstillinger blev de, der især lagdes til Grund for nyere historiske Forfatteres Arbeider, var for saa vidt naturligt, som de var de eneste, der indeholdt noget rigere historisk Stof og meddeelte en sammenhængende Fortælling, medens derimod de nysnævnte mere umiddelbare Udtryk af hans Samtids og de fleste af hans Undersaatters Dom om ham tildeels vare ubekjendte. Man kan altsaa i Korthed sige, at de uskaansomme og ufordeelagtige Domme om Kong Magnus mere tilhøre en sildigere Tidsalder, og blandt hans Samtid kun en enkelt forholdsviis lidet talrig, men mægtig Klasse, der følte sine Fordringer og uberettigede Tiltag truede ved hans Foranstaltninger; og at derimod den skaansomme eller endog fordeelagtige Bedømmelse af hans Ferd tilhører hans Samtid og udtrykker den Mening om ham, der herskede i hele Norge og hos den største Fleerhed af hans svenske Undersaatter. Gjelder altsaa her, som ellers, det Udsagn, at Samtidens Bedømmelse af en Mand i det Hele taget er rigtig, da har Samtidens Stemme„ der overvejende erklærer sig til Bedste for Kong Magnus, derved ogsaa givet ham et Vidnesbyrd, som udvisker de fleste af de Pletter, hvilke en ubillig og partisk Efterslegt har sat paa hans Minde.
Det er allerede forhen nævnt, at saavel Kong Magnus, som Dronning Blanche havde bestemt at ville begraves ved Vadstena Kloster, og til det Øjemed skjenket en overvettes stor Pengesum[3]. Denne Bestemmelse blev neppe efterfulgt. Da Dronning Blanche døde, var Vadstena Kloster langtfra saaledes istand, at det kunde modtage Liig til Begravelse, og vi have ogsaa seet, at hun efter en næsten samtidig Beretning skulde være begraven i Danmark; dette er nu vistnok neppe rigtigt, da hun snarere blev begraven i Tunsberg, men man seer dog saa meget deraf, at hun ikke antages at være begraven i Vadstena. Heller ikke ved Magnus’s Død var Vadstena Kloster kommet ret istand. At Magnus’s Liig under den nærværende Krigs- eller usikkre Freds-Tilstand skulde være ført derhen i hans og hans Søns Fjenders Omraade, er lidet troligt, og der er ogsaa en – vistnok ikke
