Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
36
Haakon Magnusſøn.

have tvende ſaa overlegne liſtige og henſynsløſe Medbejlere at kappes med ſom Albrecht af Mecklenburg og Valdemar af Danmark. Endog en Mand med Kong Sverres Talent og Udholdenhed vilde her have haft Vanſkelighed ved at holde Stand. En og Anden vil maaſkee indvende, at Margrete Valdemarsdatter, ſkjønt kun en Kvinde, ſenere formaaede at jevne Vanſkelighederne og gjøre ſig de ſtridige Gemytter underdanige. Det kan heller ikke negtes, at hun i Handlekraft og Statsklogſkab viſtnok ſtod langt over Magnus. Men man maa erindre, at hun ei traadte frem og greb ind, førend en Reaction var indtraadt, og da de ſamme ſvenſke Stormend, der engang havde været ſaa ivrige i at faa Magnus forjaget, nu vare ligeſaa ivrige i at gjøre ſit Verk om igjen, og at de ſandſynligviis, om Magnus da havde levet, paa ſamme Maade vilde have henvendt ſig til ham. Det er forøvrigt en Kjendsgjerning, ſom man altid maa have for Øje, naar man bedømmer Magnus’s Charakter og Virkſomhed, at det Antal af hans Underſaatter, der holdt af ham, langt overvejede det, ſom var ham fjendtligt, og at dette fjendtlige Parti derhos var det ſletteſte og meſt upatriotiſke, men at han har haft det ſæregne Uheld, at hans Liv og Levnet egentlig kun har været ſkildret for Efterverdenen i det hadefulde Lys, hvori dette Mindretal, der blev det ſejrende, fandt for godt at fremſtille det, medens de Yttringer til hans Roos, ſom hørtes fra Fleerheden, og man kan ſige fra Kjernen af begge Nationer, ere blevne forglemte eller lidet paaagtede. Thi Magnus’s Liv og Regjering er, ſom vi allerede forhen have nævnt, fornemmeligen bleven fremſtillet og bedømt efter de Skildringer, der forefindes deels i den rimede ſvenſke Krønike, ſom forfattedes et Par Generationer efter hans Tid, og ſom kun gjengiver det ham fjendtlige Stormandspartis hadſke Domme, deels i den noget ſenere levende uppſalſke Geiſtlige Erik Olafsſøns (Erici Olai) ſvenſke Krønike, der for det meſte er bygget paa Riimkrøniken, men desforuden har benyttet og tildeels misforſtaaet de Udladelſer om Kongens og Dronning Blanches foregivne Fejl, der findes i St. Birgittas „Aabenbarelſer“, hvilke igjen, hvad dette angaar, kun grunde ſig paa de Skildringer, ſom hendes egne Frænder og Venner, der næſten ſamtlige hørte til Kongens Fjender, ſendte hende under hendes langvarige Ophold i Rom. De eldre, ſvenſke Krøniker, der dog heller ikke ere ſamtidige, meddele i ſine korte Notitſer kun meget lidet og afholde ſig fra at give nogen beſtemt Dom om Kongens Charakter eller Dygtighed. Men vi have ſeet, at Almuen i Uppland, efterat have ſmagt Mecklenburgernes og Stormendenes Herrevælde i nogle Aar, ønſkede Magnus igjen paa Tronen og kaldte ham ſin „ærlige og gode Herre“; vi ville ſee, hvorledes der ſtrax i Begyndelſen af det følgende Aarhundrede klagedes over ſamme