have tvende saa overlegne listige og hensynsløse Medbejlere at kappes med som Albrecht af Mecklenburg og Valdemar af Danmark. Endog en Mand med Kong Sverres Talent og Udholdenhed vilde her have haft Vanskelighed ved at holde Stand. En og Anden vil maaskee indvende, at Margrete Valdemarsdatter, skjønt kun en Kvinde, senere formaaede at jevne Vanskelighederne og gjøre sig de stridige Gemytter underdanige. Det kan heller ikke negtes, at hun i Handlekraft og Statsklogskab vistnok stod langt over Magnus. Men man maa erindre, at hun ei traadte frem og greb ind, førend en Reaction var indtraadt, og da de samme svenske Stormend, der engang havde været saa ivrige i at faa Magnus forjaget, nu vare ligesaa ivrige i at gjøre sit Verk om igjen, og at de sandsynligviis, om Magnus da havde levet, paa samme Maade vilde have henvendt sig til ham. Det er forøvrigt en Kjendsgjerning, som man altid maa have for Øje, naar man bedømmer Magnus’s Charakter og Virksomhed, at det Antal af hans Undersaatter, der holdt af ham, langt overvejede det, som var ham fjendtligt, og at dette fjendtlige Parti derhos var det sletteste og mest upatriotiske, men at han har haft det særegne Uheld, at hans Liv og Levnet egentlig kun har været skildret for Efterverdenen i det hadefulde Lys, hvori dette Mindretal, der blev det sejrende, fandt for godt at fremstille det, medens de Yttringer til hans Roos, som hørtes fra Fleerheden, og man kan sige fra Kjernen af begge Nationer, ere blevne forglemte eller lidet paaagtede. Thi Magnus’s Liv og Regjering er, som vi allerede forhen have nævnt, fornemmeligen bleven fremstillet og bedømt efter de Skildringer, der forefindes deels i den rimede svenske Krønike, som forfattedes et Par Generationer efter hans Tid, og som kun gjengiver det ham fjendtlige Stormandspartis hadske Domme, deels i den noget senere levende uppsalske Geistlige Erik Olafssøns (Erici Olai) svenske Krønike, der for det meste er bygget paa Riimkrøniken, men desforuden har benyttet og tildeels misforstaaet de Udladelser om Kongens og Dronning Blanches foregivne Fejl, der findes i St. Birgittas „Aabenbarelser“, hvilke igjen, hvad dette angaar, kun grunde sig paa de Skildringer, som hendes egne Frænder og Venner, der næsten samtlige hørte til Kongens Fjender, sendte hende under hendes langvarige Ophold i Rom. De eldre, svenske Krøniker, der dog heller ikke ere samtidige, meddele i sine korte Notitser kun meget lidet og afholde sig fra at give nogen bestemt Dom om Kongens Charakter eller Dygtighed. Men vi have seet, at Almuen i Uppland, efterat have smagt Mecklenburgernes og Stormendenes Herrevælde i nogle Aar, ønskede Magnus igjen paa Tronen og kaldte ham sin „ærlige og gode Herre“; vi ville see, hvorledes der strax i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede klagedes over samme
