Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
35
1374. Kong Magnus’s Død.


Saadant bedrøveligt Endeligt fik Kong Magnus, efter en lang og urolig Regjering, i ſit 59de Aar. De, der ved hans Tiltrædelſe til Regjeringen ſom fuldmyndig Konge betragtede Forholdene, ſaaledes ſom de alene viiſte ſig paa Overfladen, maatte priſe ham lykkelig ſom en af de mægtigſte blandt Europas Fyrſter paa den Tid. To Kongeriger lød jo under hans Sceptere, og dermed havde han forenet en ſtor Deel af det tredie; hans Herredømme ſtrakte ſig lige fra Ladoga til Veſterhavet, over Øer og Lande i dette lige til det yderſte Nordveſten, og lige fra Nordiishavet til Halvøens yderſte Spidſe ved Øſterſøen. For dem maatte det ſynes utænkeligt, at han ved ſin Død kun ſkulde have nogle faa Landſkaber tilbage af den hele Herlighed, og ſelv disſe egentlig kun i Fellesſkab med ſin Søn. Men for Enhver, der paa nær Hold iagttog alle Forhold og lærte dem nøjere at kjende, kunde den ulykkelige Vending, ſom hans politiſke Livsbane tog, ikke være overraſkende. Det maatte forlængſt have været dem indlyſende, at allerede Stormands-Veldet og Stormands-Selvraadigheden i Sverige alene var mere end nok til endog at kunne drive en kraftigere og forſtandigere Mand end Magnus til Fortvivlelſe, endſige at han ved Siden deraf ogſaa ſkulde kunne overtage at vedligeholde og befeſte en Union, der allerede i ſin Stiftelſe bar Spiren til ſin Opløsning i ſig. Kong Magnus arbeidede ſaa godt han kunde og med den bedſte Vilje mod Strømmen i begge Retninger, men Strømmen var ham for ſterk, og han maatte bukke under for den. Vi have ſeet ham modigt og ufortrødent gjøre idelige Forſøg paa at hevde Kronens og Folkets Ret lige over for de anmasſende Stormend. Vi have ſeet ham roosverdigt beſkjeftiget med at forbedre Lovgivningen, ideligen arbeidende paa at løsrive ſine Underſaatter fra et ydmygende Handelsaag, benyttende Leiligheden til at vinde en fordeelagtig Tilvext for det ene af ſine Riger, medens han derved ogſaa ſikkrede det en tryggere Grændſe, forſvarende ſine Riger mod raa Barbarers Angreb i Øſten, uophørligt reiſende fra det ene af Rigerne til det andet for ikke at forſømme noget af dem, og fornemmelig velgende ſin Reſidens paa Grændſen, hvorfra han paa een Gang kunde holde Øje med dem begge, og hvorved tillige Bevidſtheden om Unionens Tilværelſe maatte blive mere levende hos Indbyggerne i dem begge: kort, vi have ſeet ham udfolde en Virkſomhed, der legger for Dagen, at han baade klarligen var ſig ſine Pligter bevidſt, og havde den redeligſte Vilje til at opfylde dem. Under gunſtigere Forholde vilde han maaſkee endog have glimret ſom en udmerket Regent. Men her vare Forholdene ej alene det modſatte af gunſtige, men endog ſaa fortvivlede, at ſelv en langt mere begavet Fyrſte end han neppe vilde have kunnet overvinde dem, end mindre at Magnus, med ſine aabenbart kun tarvelige Evner, ſkulde kunne rede ſig ud af dem med Held, iſær da det tillige var ham beſkikket at