Maaskee havde disse Foranstaltninger med Hensyn til Island fundet Sted paa samme Tid, som Kong Haakon, hvad vi allerede havde seet, sendte Sigurd Kolbeinssøn som sin Ombudsmand til Grønland. Da det saa sjelden omtales, at nogen kongelig Ombudsmand sendtes derhen, kunde man maaskee heri, at Kong Haakon sendte Sigurd i denne Egenskab, see et Tegn paa, at han søgte at tage sig af den fjerne, og nu vistnok mere og mere haardt betrængte Colonie. Vel er det muligt, at Sigurd fornemmelig var afsendt for at gjøre Indkjøb af de sjeldne og kostbare grønlandske Varer paa Kongens Vegne, men han har dog vel neppe faaet noget saadant Hverv uden tillige at have faaet Beskikkelse til at indkræve den kongelige Skat, og saaledes at være beklædt med en Sysselmands eller kongelig Ombudsmands sedvanlige Myndighed, især da han var kongelig Hirdmand. At han der benyttede Leiligheden til at kjøbe Arven efter den bergenske Bymand Baard Dees, der synes at være død paa Grønland, betragtedes af Kongen som en ulovlig Ferd fra hans Side, efter hvad vi allerede have seet.
Om Kong Haakon fra Ryfylke drog videre østover, eller vendte tilbage til Bergen, for siden at drage til Østlandet, vides ikke; det første er det sandsynligste, og det lader endog til, at han seenhøstes besøgte sin Svigerfader i Danmark. Vist er det kun, at han d. 11te Januar 1375 var paa Tunsbergshuus[1]. Men imidlertid var hans Fader Kong Magnus død ved et Ulykkestilfelde paa Søen d. 1ste December i Nærheden af Lyngholmen strax nordenfor Sletten, ved Indløbet til Bømlfjorden og Bergens-Leeden. De nærmere Omstændigheder derved angives noget forskjelligt. Et svensk Chronicon beretter, at hans Skib kom i Fare mellem Skærene ved Lyngholmen, og at han for at redde sig sprang saa uforsigtigt overbord, at han, uagtet hans Tjenere fik trukket ham op og bragt ham levende i Land, dog opgav Aanden under Krampetrekninger[2]. De
- ↑ Han lod da et Landsvistbrev besegle „i sin Nærværelse““. Dipl. N. VI.
- ↑ Dette fortælles, uden nogen Angivelse af Aarstal, i de visbyske Minoriters Annaler, Scr. R. D. I, 290, Scr. R. Sv. I. 45. De saakaldte Sigtuna-Annaler melde kun simpelthen, at han døde 1374 (Scr. R. Sv. I. 291; et andet Chron. sammesteds S. 58) setter hans Død til 1372 og tilføjer, at han døde i en Indsø (stagno, her menes dog vel nok „en Fjord“) i Norge. Riimkrøniken nævner Lyngholmen og Bømlfjord.
Aar, efterat det allerede for 1375 er meddeelt, at Biskop Oddgeir i Skaalholt kom til Island med Erkebiskopens Brev om Palliehjelpen. Thorgauts Død omtales siden under 1375. Forholder det sig rigtigt, da maa han være forskjellig fra den Thorgaut Jonssøn, der, fem det synes, i Egenskab af Sysselmand var tilstede ved en Delegang i Myrehvarvet (Røken Sogn) den 23de Juni 1383 (Dipl. N. III. 448).
