Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
33
1374. Kong Magnus’s Død.

Maaſkee havde disſe Foranſtaltninger med Henſyn til Island fundet Sted paa ſamme Tid, ſom Kong Haakon, hvad vi allerede havde ſeet, ſendte Sigurd Kolbeinsſøn ſom ſin Ombudsmand til Grønland. Da det ſaa ſjelden omtales, at nogen kongelig Ombudsmand ſendtes derhen, kunde man maaſkee heri, at Kong Haakon ſendte Sigurd i denne Egenſkab, ſee et Tegn paa, at han ſøgte at tage ſig af den fjerne, og nu viſtnok mere og mere haardt betrængte Colonie. Vel er det muligt, at Sigurd fornemmelig var afſendt for at gjøre Indkjøb af de ſjeldne og koſtbare grønlandſke Varer paa Kongens Vegne, men han har dog vel neppe faaet noget ſaadant Hverv uden tillige at have faaet Beſkikkelſe til at indkræve den kongelige Skat, og ſaaledes at være beklædt med en Sysſelmands eller kongelig Ombudsmands ſedvanlige Myndighed, iſær da han var kongelig Hirdmand. At han der benyttede Leiligheden til at kjøbe Arven efter den bergenſke Bymand Baard Dees, der ſynes at være død paa Grønland, betragtedes af Kongen ſom en ulovlig Ferd fra hans Side, efter hvad vi allerede have ſeet.

Om Kong Haakon fra Ryfylke drog videre øſtover, eller vendte tilbage til Bergen, for ſiden at drage til Øſtlandet, vides ikke; det førſte er det ſandſynligſte, og det lader endog til, at han ſeenhøſtes beſøgte ſin Svigerfader i Danmark. Viſt er det kun, at han d. 11te Januar 1375 var paa Tunsbergshuus[1]. Men imidlertid var hans Fader Kong Magnus død ved et Ulykkestilfelde paa Søen d. 1ſte December i Nærheden af Lyngholmen ſtrax nordenfor Sletten, ved Indløbet til Bømlfjorden og Bergens-Leeden. De nærmere Omſtændigheder derved angives noget forſkjelligt. Et ſvenſk Chronicon beretter, at hans Skib kom i Fare mellem Skærene ved Lyngholmen, og at han for at redde ſig ſprang ſaa uforſigtigt overbord, at han, uagtet hans Tjenere fik trukket ham op og bragt ham levende i Land, dog opgav Aanden under Krampetrekninger[2]. De

    Aar, efterat det allerede for 1375 er meddeelt, at Biſkop Oddgeir i Skaalholt kom til Island med Erkebiſkopens Brev om Palliehjelpen. Thorgauts Død omtales ſiden under 1375. Forholder det ſig rigtigt, da maa han være forſkjellig fra den Thorgaut Jonsſøn, der, fem det ſynes, i Egenſkab af Sysſelmand var tilſtede ved en Delegang i Myrehvarvet (Røken Sogn) den 23de Juni 1383 (Dipl. N. III. 448).

  1. Han lod da et Landsviſtbrev beſegle „i ſin Nærværelſe““. Dipl. N. VI.
  2. Dette fortælles, uden nogen Angivelſe af Aarstal, i de visbyſke Minoriters Annaler, Scr. R. D. I, 290, Scr. R. Sv. I. 45. De ſaakaldte Sigtuna-Annaler melde kun ſimpelthen, at han døde 1374 (Scr. R. Sv. I. 291; et andet Chron. ſammeſteds S. 58) ſetter hans Død til 1372 og tilføjer, at han døde i en Indſø (stagno, her menes dog vel nok „en Fjord“) i Norge. Riimkrøniken nævner Lyngholmen og Bømlfjord.