Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
32
Haakon Magnusſøn og Magnus Eriksſøn.

nus deeltog i Udſtedelſen af disſe Forbud, kom naturligviis deraf, at det ogſaa vedkom Indbyggerne i hans Landsdeel[1].

Det er hiint ſidſte Forbud mod Fjordekjøb, hvorom Erkebiſkopen, flere Biſkoper, Prælater og verdslige Herrer ſkulle have raadſlaaet. Og dette kan muligtviis gjerne ogſaa nære ſkeet kort forud for Udſtedelſen, idet nemlig flere af de forſamlede Herrer, iſær de, der havde længſt Vej, formodentlig blev hos Kongerne hele Vinteren 1373—74. En af dem var formodentlig Erkebiſkop Thrond, der ſiden begav ſig til Øſtlandet, hvor vi den 9de October 1374 finde ham i Tunsberg, udgivende et Indulgensbrev for St. Laurentii Kirke der i Staden[2]. Omtrent paa ſamme Tid, ſom Erkebiſkopen drog øſtover, maaſkee endog i Følge med ham, var det vel, at Kong Haakon begav ſig til Ryfylke, hvor vi, ſom det allerede er nævnt, finde ham i Karmtſund den 21de Juli 1374. Formodentlig havde han da enten været paa Kongsgaarden Agvaldsnes og i Stavanger, eller ſkulde begive ſig derhen; man veed ikke mere om, hvad han forøvrigt tog ſig for i hele dette Aar. Man erfarer ellers af islandſke Annaler, at der ved denne Tid ſkete et Hirdſtjore-Skifte paa Island. Hirdmanden Thorgaut Jonsſøn, der ſiden 1371 havde været Hirdſtjore paa Øen, og om hvem der fortælles, at han lod en Manddraber, der havde ſøgt Tilflugt i Thingeyre Kloſterkirke, tage ud af denne og levende begrave, efterat han var bleven overbeviiſt om at have begaaet Mordet paa en ſkammelig Maade, blev maaſkee paa Grund heraf eller og maaſkee alene fordi Kong Magnus nu atter indtraadte i ſin Ret til at beherſke Island, tilbagekaldt enten i 1373 eller 1374, og i hans Sted udnævntes en Andres Sveinsſøn, ſaavidt man kan ſee islandſk af Herkomſt, der kom ud til Øen ſtrax efter og forblev i længere Tid i Embedet[3].

  1. I en af de faa daarlige Afſkrifter, man har af denne Forordning, er den ſærſkilt henvendt til Indbyggerne i Bergen. Dette kan alene være kommet deraf, at Afſkriveren har haft et ſærſkilt til Bergen henvendt Exemplar for ſig; thi det er tydeligt nok, at Forordningen er af almindeligt Indhold. Formodentlig har der af denne, ſom ſaamange, været udſtedt flere Exemplarer, ſærſkilt henvendte til de forſkjellige Landſkaber eller Stæder; i en Afſkrift er ogſaa Ordene „i Bergen“ udeladte.
  2. Dipl. Norv. I. 429.
  3. Islandſke Annaler Udgaven S. 324. Her er ellers et af disſe Steder, hvor man ſkulde tro, at Udgiverne med Flid havde ſøgt at gjøre det umuligt for Læſerne at udfinde det rette Aar. Saaledes omtales Anders Sveinsſøns Ankomſt til Island 2 Gange, baade under 1373 og 1371, og paa det førſte Sted henføres den ogſaa til 1372, paa det ſidſte til 1373 og 1374, medens Thorgaut Jonsſøns Afreiſe fra Island førſt omtales under 1373, og det dog ſiden under 1374 meddeles, hvorledes han lod hiin Misdæder henrette. Men formodentlig henhører dette ſidſte til 1371 eller 1372, da Erkebiſkop Thronds Udnævnelſe til Erkebiſkop, ſom fandt Sted ſidſt i 1371, omtales for ſamme