Sommerhall og hørte begge Parters Beviisligheder. Erlend fremlagde en eldre Lagmandsdom, bekræftet af Kong Haakon, der tilkjendte ham Halvdelen af det Gods, hvormed Ingemund sad inde, og paa Grund heraf erklærede nu ogsaa Dommerne, at Lagmandens Dom og Kongens Stadfestelse skulde staa ved Magt, indtil Kongen selv med sit Raad nærmere undersøgte Sagen og fandt andet at være rettere efter Loven, eller udnævnte særegne Dommere til at behandle Sagen. Om denne Undersøgelse og endelige Afgjørelse fandt Sted, vides ikke med Vished, men der kan neppe være nogen Tvivl derom. Forøvrigt afgiver denne Dom atter et Exempel paa de uendelige Domme, hvilket det i hiin Tid var saa almindeligt at give, der nemlig gjorde Rets-Udslaget afhængigt af nye Beviisligheder og saaledes forlængede istedetfor at tilendebringe den uvisse Retstilstand.
Det allerede ovenfor omtalte Forbud mod Fjordekjøb, som begge Konger sidenefter, i Marts 1374, udgav i Forening fra Bergen, er merkelig deraf, at det ogsaa gaar ud paa overhoved at sette en Skranke for den Lyst til at fare om paa Handel, som fremdeles herskede hos Folket, og som paa denne Tid maa have taget en betænkelig Overhaand, maaskee paa Grund deraf, at Tydskernes Handel endnu ikke var kommen ret i Gang igjen siden Krigen, og det saaledes bedre end ellers lønnede sig for de indfødte Handelskarle at reise omkring. „Vi have“, heder det i de indledende Ord, „ideligen hørt Klagemaal af Rigets Raad og de fleste af vore gode Mend saavelsom af hele Almuen over, at hele Landet legges øde, fordi de gode Mend, der ville holde sine Bool oppe i Herederne og dyrke Ager og Eng, kunne ingen Tjenestefolk faa, da alle de tinge Mend, der opfødes, ville legge sig paa Kjøbmandskab, og derved forderves alt Riget og Landfolket“. Klagemaalet var vistnok udtalt oftere før, men ikke saa sterkt som nu, hvor maaskee ogsaa Affolkningen siden Mandedøden og de følgende Sotter gjorde Savnet af arbeidsføre Mend føleligere. Tilstanden har ganske vist været foruroligende, men Middelet, som anvendtes til at afhjelpe den, var ogsaa temmelig despotisk: der bestemtes, at Ingen maatte blive Kjøbmand, som ikke ejede mindst 15 forngilde Mkr. (5 Mkr. brendt Sølv), som han ikke havde laant, til Capital; blev Nogen befunden at handle med mindre Capital ved Hjelp af Laan, da skulde hver eneste Pening, han havde hos sig, være forbrudt til Kongens Kasse. Spørsmaalet er kun, hvorledes saadant skulde kunne bevises uden hadefulde og nærgaaende Undersøgelser. Forbudet mod Fjordekjøb gjentog Straffen af Brevebrud saavelsom Forbrydelsen af Varerne for hver den, der handlede andensteds, end hvor der fra gammel Tid havde været Kjøbstevne og Takmark. At Kong Mag-
