Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
31
1374. Kongerne i Bergen.

Sommerhall og hørte begge Parters Beviisligheder. Erlend fremlagde en eldre Lagmandsdom, bekræftet af Kong Haakon, der tilkjendte ham Halvdelen af det Gods, hvormed Ingemund ſad inde, og paa Grund heraf erklærede nu ogſaa Dommerne, at Lagmandens Dom og Kongens Stadfeſtelſe ſkulde ſtaa ved Magt, indtil Kongen ſelv med ſit Raad nærmere underſøgte Sagen og fandt andet at være rettere efter Loven, eller udnævnte ſæregne Dommere til at behandle Sagen. Om denne Underſøgelſe og endelige Afgjørelſe fandt Sted, vides ikke med Vished, men der kan neppe være nogen Tvivl derom. Forøvrigt afgiver denne Dom atter et Exempel paa de uendelige Domme, hvilket det i hiin Tid var ſaa almindeligt at give, der nemlig gjorde Rets-Udſlaget afhængigt af nye Beviisligheder og ſaaledes forlængede iſtedetfor at tilendebringe den uvisſe Retstilſtand.

Det allerede ovenfor omtalte Forbud mod Fjordekjøb, ſom begge Konger ſidenefter, i Marts 1374, udgav i Forening fra Bergen, er merkelig deraf, at det ogſaa gaar ud paa overhoved at ſette en Skranke for den Lyſt til at fare om paa Handel, ſom fremdeles herſkede hos Folket, og ſom paa denne Tid maa have taget en betænkelig Overhaand, maaſkee paa Grund deraf, at Tydſkernes Handel endnu ikke var kommen ret i Gang igjen ſiden Krigen, og det ſaaledes bedre end ellers lønnede ſig for de indfødte Handelskarle at reiſe omkring. „Vi have“, heder det i de indledende Ord, „ideligen hørt Klagemaal af Rigets Raad og de fleſte af vore gode Mend ſaavelſom af hele Almuen over, at hele Landet legges øde, fordi de gode Mend, der ville holde ſine Bool oppe i Herederne og dyrke Ager og Eng, kunne ingen Tjeneſtefolk faa, da alle de tinge Mend, der opfødes, ville legge ſig paa Kjøbmandſkab, og derved forderves alt Riget og Landfolket“. Klagemaalet var viſtnok udtalt oftere før, men ikke ſaa ſterkt ſom nu, hvor maaſkee ogſaa Affolkningen ſiden Mandedøden og de følgende Sotter gjorde Savnet af arbeidsføre Mend føleligere. Tilſtanden har ganſke viſt været foruroligende, men Middelet, ſom anvendtes til at afhjelpe den, var ogſaa temmelig deſpotiſk: der beſtemtes, at Ingen maatte blive Kjøbmand, ſom ikke ejede mindſt 15 forngilde Mkr. (5 Mkr. brendt Sølv), ſom han ikke havde laant, til Capital; blev Nogen befunden at handle med mindre Capital ved Hjelp af Laan, da ſkulde hver eneſte Pening, han havde hos ſig, være forbrudt til Kongens Kasſe. Spørsmaalet er kun, hvorledes ſaadant ſkulde kunne beviſes uden hadefulde og nærgaaende Underſøgelſer. Forbudet mod Fjordekjøb gjentog Straffen af Brevebrud ſaavelſom Forbrydelſen af Varerne for hver den, der handlede andenſteds, end hvor der fra gammel Tid havde været Kjøbſtevne og Takmark. At Kong Mag-