Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
29
1373. Raadsmøde i Bergen.

ker ſig kun til, at der atter blev raadſlaaet om de henſigtsmesſigſte Foranſtaltninger til at hindre Fjordekjøb og al anden ulovlig Handel til Kjøbſtædernes Skade, thi det ſiges i en ſildigere Forordning om dette Emne udtrykkeligt, at Forbud derimod udſtedtes af begge Konger efter Samraad med Erkebiſkopen og hine øvrige anſeede Mend, og dette Forbud haves netop i en Forordning, ſom begge Konger tilſammen udſtedte i den paafølgende Marts Maaned[1]. Men denne Sag, ſaa meget den end ſynes at have ligget Kongerne og Høvdingerne paa Hjertet, kan dog umuligt have været Hovedſagen, hvorfor ſaa mange Stormend fra alle Landets Kanter ſamledes. De egentlige Forhandlingsemner maa have været vigtigere Anliggender, hvis Afgjørelſe vare mere trængende, navnlig førſt og fremſt det fremtidige Forhold til Danmark (hvorom nedenfor), ſamt dernæſt det endnu ikke ordnede Forhold til Hanſeaterne og de Klagemaal, man fremdeles havde at føre over Tydſkernes Ferd i Norge, ſaavelſom ogſaa Midlerne til at udrede Kong Magnus’s Løſeſum, eller maaſkee endog til at føre en ny Krig, hvis den nærværende, allerede ufuldkomne Fredstilſtand, der mere var at kalde en Vaabenhvile, ſkulde ophøre.

De tydſke Kjøbmends Overmod og Voldſomhed kunde viſtnok foraarſage alvorlig Bekymring; thi de overtraadte uden Sky endog de Befalinger, deres egne Stæders Raadmend havde givet dem fra Hanſedagen til Forebyggelſe af nye Stridigheder. Ikke engang Kongernes Nærværelſe var iſtand til at holde dem i Sum„ og hvis det, ſom ſlet ikke er uſandſynligt, netop var en af Henſigterne med Kongernes lange Reſidens i Bergen at hindre deres Overgreb, ſaa ſer man nokſom heraf, at de allerede vare voxede dem over Hovedet. Uagtet de for Lovovertrædelſer ſkulde ſvare for norſk Ret og efter norſk Lov, vægrede de ſig dog altid derved, men afgjorde Sagerne ſig ſelv imellem ved ſelvvalgte Dommere, eller rettere Voldgiftsmend, og faſtſatte Forliig og Bøder,

  1. N. gl. Love III. 184. Denne Forordning er her dateret fra Bergen Fredag for Gregorii Dag i Kong Haakons 9de Aar, hvilket ſaaledes ſkulde være 8de Marts 1364. Men da Kong Magnus og Haakon i hele Begyndelſen af 1364 vare i Sverige, iagttagende K. Albrechts og Oprørernes Bevægelſer, er det umuligt, at Forordningen kan være udſtedt i dette Aar; endmindre i de følgende mat 1365—1371, da Kong Magnus var fangen; den kan ej være udſtedt i 1372, da Kongerne endnu ſidſt i Februar vare i Oslo, og.i April i Nidaroos, ſamt førſt derfra kom til Bergen: 1373 kan det heller ikke være, da K. Haakon den 18de Marts var i Lider; altſaa maa det være 1374, og Afſkriveren (den eneſte Afſkrift, vi have, er meget ny og ſlet) maa have ſkrevet 9de (IX) for 19de (XIX): en ikke uſedvanlig Fejtagelſe. Det er i en Forordning af 19de Aug. 1384, at der udtrykkeligt ſiges,at Kongerne Magnus og Haakon „med Erkebiſkopens, andre Biſkopers, lærde Mends, Ridderes og andre deres Mends Raad“ havde aflagt og forbudet Fjordekjøb. (Norges gl. Love III. S. 223).