til Stæderne overhoved, bleve ogsaa særskilte, tildeels private Anliggender, der kunde medføre Forviklinger, bragte paa Bane. Saaledes erfarer man, at der var Spørsmaal om nogle Penge, som den lübeckske Raadmand Hermann v. Osenbrügge, en af de befuldmegtigede Gesandter, i sin Tid skulde have udbetalt Biskop Gottstalk paa den for ni Aar siden afdøde Fru Herdiis Thorvaldsdatters Regning. Den 24de September udgav begge Konger tilsammen sin Erklæring, medbeseglet af de tre ovennævnte tilstedeværende Raadsherrer Hr. Hallvard Jonssøn (Fehirden i Oslo, Hr. Haakon Eivindssøn, og Gaute Erikssøn, om, at Hermann v. Osenbrügge i deres Paahør høitideligen erklærede, at han aldrig havde udbetalt flere Penge i Fru Herdises Navn eller paa hendes Vegne til Biskop Gottskalk end fem lübeckske Guldgylden, hvilke han udredede for en af hendes Tjenere. Formodentlig har man troet, at Summen var større, og krævet Raadmanden til Ansvar for den[1]. Da Fru Herdiis var død, førend Broder Gottskalk endnu var bleven Biskop, maa denne Udbetaling være skeet, medens denne endnu stod i Kong Magnus’s Tjeneste som hans Capellan og Secretær, og formodentlig under et Ophold i Lübeck paa Kong Magnus’s Vegne.
Gesandterne afgjorde ogsaa sig selv imellem enkelte Anliggender af det Slags, der ellers plejede at afgjøres hjemme paa Hansedagene, saa at man egentlig kan sige, at der nu holdtes en Hansedag i Tunsberg[2]. Man vedtog, at der skulde holdes Dagthingning i Lübeck næste St. Hansdag for at raadslaa nærmere om, hvad der nu var forhandlet. Endvidere behandlede man nogle Andragender fra Kjøbmendene i Bergen, der vise, at disse fremdeles stod paa en meget spendt Fod med Nordmendene. De klagede nemlig over, at nogle af de tydske Kjøbmend i Staden havde giftet sig og tilføjet dem stor Skade, hvilket med andre Ord vil sige, at disse, ved at bosette sig og erhverve Indfødsret i Landet, strax betragtedes, som om de vare traadte i et fjendtligt Forhold til dem, og som om deres hele Virksomhed var fordærvelig for Stæderne. For det Tilfelde, at de selv atter maatte forlade Byen, bad de om at faa vide, hvorledes de skulde komme bort uden Skade for Handelen, og hvorledes man skulde forholde sig mod dem, der imod Stædernes Forskrift bleve tilbage; var det nødvendigt at drage bort, saa bad de om, at ikke Englænderne og de Flamske maatte settes istand til at befare Bergen i deres Sted, hvilket vilde være Kjøbmendene til den største Skade. Altsaa var man dog altid forberedt paa et lignende Brud, som det, der havde fundet Sted i 1368: saa usikkre maa Tydskerne have følt sig i Staden. Endelig forlangte Ber-
