Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
22
Haakon Magnusſen og Magnus Eriksſøn.

til Stæderne overhoved, bleve ogſaa ſærſkilte, tildeels private Anliggender, der kunde medføre Forviklinger, bragte paa Bane. Saaledes erfarer man, at der var Spørsmaal om nogle Penge, ſom den lübeckſke Raadmand Hermann v. Oſenbrügge, en af de befuldmegtigede Geſandter, i ſin Tid ſkulde have udbetalt Biſkop Gottſtalk paa den for ni Aar ſiden afdøde Fru Herdiis Thorvaldsdatters Regning. Den 24de September udgav begge Konger tilſammen ſin Erklæring, medbeſeglet af de tre ovennævnte tilſtedeværende Raadsherrer Hr. Hallvard Jonsſøn (Fehirden i Oslo, Hr. Haakon Eivindsſøn, og Gaute Eriksſøn, om, at Hermann v. Oſenbrügge i deres Paahør høitideligen erklærede, at han aldrig havde udbetalt flere Penge i Fru Herdiſes Navn eller paa hendes Vegne til Biſkop Gottſkalk end fem lübeckſke Guldgylden, hvilke han udredede for en af hendes Tjenere. Formodentlig har man troet, at Summen var ſtørre, og krævet Raadmanden til Anſvar for den[1]. Da Fru Herdiis var død, førend Broder Gottſkalk endnu var bleven Biſkop, maa denne Udbetaling være ſkeet, medens denne endnu ſtod i Kong Magnus’s Tjeneſte ſom hans Capellan og Secretær, og formodentlig under et Ophold i Lübeck paa Kong Magnus’s Vegne.

Geſandterne afgjorde ogſaa ſig ſelv imellem enkelte Anliggender af det Slags, der ellers plejede at afgjøres hjemme paa Hanſedagene, ſaa at man egentlig kan ſige, at der nu holdtes en Hanſedag i Tunsberg[2]. Man vedtog, at der ſkulde holdes Dagthingning i Lübeck næſte St. Hansdag for at raadſlaa nærmere om, hvad der nu var forhandlet. Endvidere behandlede man nogle Andragender fra Kjøbmendene i Bergen, der viſe, at disſe fremdeles ſtod paa en meget ſpendt Fod med Nordmendene. De klagede nemlig over, at nogle af de tydſke Kjøbmend i Staden havde giftet ſig og tilføjet dem ſtor Skade, hvilket med andre Ord vil ſige, at disſe, ved at boſette ſig og erhverve Indfødsret i Landet, ſtrax betragtedes, ſom om de vare traadte i et fjendtligt Forhold til dem, og ſom om deres hele Virkſomhed var fordærvelig for Stæderne. For det Tilfelde, at de ſelv atter maatte forlade Byen, bad de om at faa vide, hvorledes de ſkulde komme bort uden Skade for Handelen, og hvorledes man ſkulde forholde ſig mod dem, der imod Stædernes Forſkrift bleve tilbage; var det nødvendigt at drage bort, ſaa bad de om, at ikke Englænderne og de Flamſke maatte ſettes iſtand til at befare Bergen i deres Sted, hvilket vilde være Kjøbmendene til den ſtørſte Skade. Altſaa var man dog altid forberedt paa et lignende Brud, ſom det, der havde fundet Sted i 1368: ſaa uſikkre maa Tydſkerne have følt ſig i Staden. Endelig forlangte Ber-

  1. Brev i Bibliotheket paa Skokloſter i Sverige.
  2. Som ſaadan er ogſaa dette Mode opført i Recessus Hansæ.