legier; 3) de fordrede Erstatning for den Skade og de Fornærmelser m. m., som Stæderne havde tilføjet dem og Deres, o. s. v.; 4) de fordrede Ret over Borgerne i Rostock og Wismar, der ikke havde holdt den nyssluttede Stilstand, hvilket kunde bevises ved mange Exempler; 5) de vilde have Stæderne paamindede om, at disse havde krænket Stilstanden ved at befrie de svenske Herrer Benedict– Philipssøn og Karl Ulfssøn (s. ovfr.); 6) ligeledes havde Borgere af Stæderne under Stilstanden drebt nogle af Kongernes Mend og kastet dem overbord, og Gjerningsmendene havde ej givet nogen Bod, men vare af sine Egne med Magt blevne førte fra Riget; 7) Erstatning fordredes, fordi Stæderne mangesteds i Riget havde nedhugget Skove og brendt Borgernes Huse; 8) Stæderne skulde paalegge sine Kjøbmend, at de ikke maatte føre daarlige eller bedærvede Tøjer, opblandet Meel, eller anden saadan forfalsket Kjøbmandsvare til Norge, men alene gode, rene og egte Varer; 9) Kongerne ønskede laant en Sum af 8000 Mk. brendt og tilbød sig at stille Baagahuus Slot som Sikkerhed; 10) den i Baagahuus sluttede Stilstand skulde imidlertid fremdeles staa ved Magt.
Da man saaledes denne Gang ikke kom videre, og der nu paa begge Sider skulde overlegges nøje over disse Artikler, var der for Øjeblikket intet andet tilbage end at forlænge Stilstanden. Dette skete den 30te September[1] paa Tunsbergshuus. Raadmendene, dertil befuldmegtigede af Stæderne, udgav sit foreløbige Brev om Stilstandens Forlængelse paa to Aar. I denne Tid skulde Kongernes Undersaatter frit og med fuld Sikkerhed kunne handle og besørge sine Forretninger i Stæderne, samt der nyde alle sine Friheder. De mecklenburgske Stæder Rostock og Wismar maatte i denne Tid ikke gjøre Kongerne eller deres Undersaatter nogen Skade, eller hjelpe sine Herrer, de mecklenburgske Hertuger, imod Kongerne, enten med Folk, Skibe eller Andet, dog skulde Hertugerne for egne Penge kunne leje Folk og kjøbe Levnetsmidler i hine Byer, ligesom ogsaa disse skulde kunne hjelpe Hertugerne, om Kongerne angreb dem i deres eget Land, uden at Tilstanden derfor skulde ansees som brudt. Enhver af alle de forenede Stæder, der antog Stilstandsforlengelsen, skulde have fremsendt sit Brev derom til Oslo inden St. Hansdag, og naar alle Brevene vare fremkomne, skulde nærværende foreløbige Brev være uden Kraft; ogsaa kunde den ene Stad gaa i Borgen for den anden. Det forstaar sig af sig selv, at Kongerne paa sin Side maa have givet et Gjenbrev, hvori de midlertidigt bekræftede Stæderne i Nydelsen af enkelte Privilegier, men dette Brev har hidtil ikke været opdaget.
Ved Siden af disse Forhandlinger, vedkommende Rigets Forhold
- ↑ Suhm, XIII. S. 706.
