Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
21
1372. Forhandlinger i Tunsberg med Hanſeſtæderne. Stilſtanden forlænges.

legier; 3) de fordrede Erſtatning for den Skade og de Fornærmelſer m. m., ſom Stæderne havde tilføjet dem og Deres, o. ſ. v.; 4) de fordrede Ret over Borgerne i Roſtock og Wismar, der ikke havde holdt den nysſluttede Stilſtand, hvilket kunde beviſes ved mange Exempler; 5) de vilde have Stæderne paamindede om, at disſe havde krænket Stilſtanden ved at befrie de ſvenſke Herrer Benedict— Philipsſøn og Karl Ulfsſøn (ſ. ovfr.); 6) ligeledes havde Borgere af Stæderne under Stilſtanden drebt nogle af Kongernes Mend og kaſtet dem overbord, og Gjerningsmendene havde ej givet nogen Bod, men vare af ſine Egne med Magt blevne førte fra Riget; 7) Erſtatning fordredes, fordi Stæderne mangeſteds i Riget havde nedhugget Skove og brendt Borgernes Huſe; 8) Stæderne ſkulde paalegge ſine Kjøbmend, at de ikke maatte føre daarlige eller bedærvede Tøjer, opblandet Meel, eller anden ſaadan forfalſket Kjøbmandsvare til Norge, men alene gode, rene og egte Varer; 9) Kongerne ønſkede laant en Sum af 8000 Mk. brendt og tilbød ſig at ſtille Baagahuus Slot ſom Sikkerhed; 10) den i Baagahuus ſluttede Stilſtand ſkulde imidlertid fremdeles ſtaa ved Magt.

Da man ſaaledes denne Gang ikke kom videre, og der nu paa begge Sider ſkulde overlegges nøje over disſe Artikler, var der for Øjeblikket intet andet tilbage end at forlænge Stilſtanden. Dette ſkete den 30te September[1] paa Tunsbergshuus. Raadmendene, dertil befuldmegtigede af Stæderne, udgav ſit foreløbige Brev om Stilſtandens Forlængelſe paa to Aar. I denne Tid ſkulde Kongernes Underſaatter frit og med fuld Sikkerhed kunne handle og beſørge ſine Forretninger i Stæderne, ſamt der nyde alle ſine Friheder. De mecklenburgſke Stæder Roſtock og Wismar maatte i denne Tid ikke gjøre Kongerne eller deres Underſaatter nogen Skade, eller hjelpe ſine Herrer, de mecklenburgſke Hertuger, imod Kongerne, enten med Folk, Skibe eller Andet, dog ſkulde Hertugerne for egne Penge kunne leje Folk og kjøbe Levnetsmidler i hine Byer, ligeſom ogſaa disſe ſkulde kunne hjelpe Hertugerne, om Kongerne angreb dem i deres eget Land, uden at Tilſtanden derfor ſkulde anſees ſom brudt. Enhver af alle de forenede Stæder, der antog Stilſtandsforlengelſen, ſkulde have fremſendt ſit Brev derom til Oslo inden St. Hansdag, og naar alle Brevene vare fremkomne, ſkulde nærværende foreløbige Brev være uden Kraft; ogſaa kunde den ene Stad gaa i Borgen for den anden. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Kongerne paa ſin Side maa have givet et Gjenbrev, hvori de midlertidigt bekræftede Stæderne i Nydelſen af enkelte Privilegier, men dette Brev har hidtil ikke været opdaget.

Ved Siden af disſe Forhandlinger, vedkommende Rigets Forhold

  1. Suhm, XIII. S. 706.