Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/68

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
20
Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn.

Herpaa vilde Raadmendene, som venteligt var, ikke indlade sig, og tilsidst forlangte Kongerne derfor kun, at de, efter sit Tilbud, skulde indgive sine Fordringsposter skriftligt, for at de selv siden kunde raadslaa derom med deres Raad, paa sin Side skulde ogsaa de overgive dem sine Modfordringer, for at de kunde forelægges Stæderne.

Denne Udvexling af Indlegg skete tre Dage derefter (25de September) i St. Laurentii Kirke i Tunsberg. Stædernes Artikler vare disse: 1) at hvilkesomhelst af Stædernes Folk, der leed Skibbrud i Kongernes Lande, maatte bjerge Vrag og Gods ved sig selv og Andre, og at de Omkomnes Gods ved de kongelige Ombudsmends Foranstaltning skulde bevares og tilstilles Arvingerne inden halvandet Aars Forløb. 2) De, der ranede saadant Gods til Lands eller Vands, skulde være utlæge i Kongernes Lande og forfølges af dem og deres Mend, indtil de havde givet lovlig Erstatning. 3) Da Tuskhandel, paa Norsk kaldet varningskifti, fra gammel Tid af havde været gængse i Norge, skulde Kongerne stadfeste dens Lovlighed, saa at Stædernes Borgere overalt i Norge, baade i Byer og ved Markeder paa Landet, kunde bytte baade stort og smaat Gods mod andre Valer, saa og selge sine uldne og linnede Klæder alenviis, og efter gammel Vegt og Maal. 4) Kongerne og deres Raad skulde bekræfte alle de Privilegier, Friheder o. s. v., som de tilsammen eller hver enkelt havde faaet af dem selv, deres Forfedre og Formend, og Stædernes Borgere, Kjøbmend og Sendebud skulde kunne opholde sig i Fred og Trygd overalt i deres Riger og Lande. Alt dette ønskede de maatte blive alle Stæderne meddeelt, og at enhver af dem kunde faa sine Privilegier stadfestede. 5) Men især forlangte de Erstatning for Udgifter og Skade, som Stæderne havde lidt for Kongernes Skyld, efter hvad Kongerne skriftligt havde lovet, og tillige for den Skade, Kongerne og deres Mend havde tilføjet dem under Freden og Trygden. Af disse Artikler er der ingen, som der egentlig er noget at sige paa, uden den tredie, men denne gaar ogsaa ligefrem ud paa at omstyrte Grundvolden for alle de Betingelser, under hvilke det tillodes de tydske Kjøbmend at handle i Norge, nemlig den, at de ej maatte beskjeftige sig med Landhandel og Smaahandel, hvilken kun skulde være i de indenlandske Handelsmends Hænder, medens Tydskerne alene skulde selge sine Skarer i store Partier og indskrænke sin Virksomhed til Stæderne. – Uden enkeltviis at besvare disse Artikler afgave ogsaa Kongerne sine, af følgende Indhold: 1) de ønskede Udskrift af alle de Bevilgninger og Privilegier, som Kjøbmendene og Stæderne havde faaet af dem og deres Forfedre, saa at deres Klerk, som de desangaaende agtede at sende til Lübeck, kunde afskrive hvert enkelt Brev; 2) de ønskede at vide, hvad Hjelp og Tjeneste Stæderne vilde yde til Gjengjeld for saadanne Privi-