Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
20
Haakon Magnusſøn og Magnus Eriksſøn.

Herpaa vilde Raadmendene, ſom venteligt var, ikke indlade ſig, og tilſidſt forlangte Kongerne derfor kun, at de, efter ſit Tilbud, ſkulde indgive ſine Fordringspoſter ſkriftligt, for at de ſelv ſiden kunde raadſlaa derom med deres Raad, paa ſin Side ſkulde ogſaa de overgive dem ſine Modfordringer, for at de kunde forelægges Stæderne.

Denne Udvexling af Indlegg ſkete tre Dage derefter (25de September) i St. Laurentii Kirke i Tunsberg. Stædernes Artikler vare disſe: 1) at hvilkeſomhelſt af Stædernes Folk, der leed Skibbrud i Kongernes Lande, maatte bjerge Vrag og Gods ved ſig ſelv og Andre, og at de Omkomnes Gods ved de kongelige Ombudsmends Foranſtaltning ſkulde bevares og tilſtilles Arvingerne inden halvandet Aars Forløb. 2) De, der ranede ſaadant Gods til Lands eller Vands, ſkulde være utlæge i Kongernes Lande og forfølges af dem og deres Mend, indtil de havde givet lovlig Erſtatning. 3) Da Tuſkhandel, paa Norſk kaldet varningskifti, fra gammel Tid af havde været gængſe i Norge, ſkulde Kongerne ſtadfeſte dens Lovlighed, ſaa at Stædernes Borgere overalt i Norge, baade i Byer og ved Markeder paa Landet, kunde bytte baade ſtort og ſmaat Gods mod andre Valer, ſaa og ſelge ſine uldne og linnede Klæder alenviis, og efter gammel Vegt og Maal. 4) Kongerne og deres Raad ſkulde bekræfte alle de Privilegier, Friheder o. ſ. v., ſom de tilſammen eller hver enkelt havde faaet af dem ſelv, deres Forfedre og Formend, og Stædernes Borgere, Kjøbmend og Sendebud ſkulde kunne opholde ſig i Fred og Trygd overalt i deres Riger og Lande. Alt dette ønſkede de maatte blive alle Stæderne meddeelt, og at enhver af dem kunde faa ſine Privilegier ſtadfeſtede. 5) Men iſær forlangte de Erſtatning for Udgifter og Skade, ſom Stæderne havde lidt for Kongernes Skyld, efter hvad Kongerne ſkriftligt havde lovet, og tillige for den Skade, Kongerne og deres Mend havde tilføjet dem under Freden og Trygden. Af disſe Artikler er der ingen, ſom der egentlig er noget at ſige paa, uden den tredie, men denne gaar ogſaa ligefrem ud paa at omſtyrte Grundvolden for alle de Betingelſer, under hvilke det tillodes de tydſke Kjøbmend at handle i Norge, nemlig den, at de ej maatte beſkjeftige ſig med Landhandel og Smaahandel, hvilken kun ſkulde være i de indenlandſke Handelsmends Hænder, medens Tydſkerne alene ſkulde ſelge ſine Skarer i ſtore Partier og indſkrænke ſin Virkſomhed til Stæderne. — Uden enkeltviis at beſvare disſe Artikler afgave ogſaa Kongerne ſine, af følgende Indhold: 1) de ønſkede Udſkrift af alle de Bevilgninger og Privilegier, ſom Kjøbmendene og Stæderne havde faaet af dem og deres Forfedre, ſaa at deres Klerk, ſom de desangaaende agtede at ſende til Lübeck, kunde afſkrive hvert enkelt Brev; 2) de ønſkede at vide, hvad Hjelp og Tjeneſte Stæderne vilde yde til Gjengjeld for ſaadanne Privi-