Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
19
1372. Forhandlinger i Tunsberg med Hanſeſtæderne.

dette, og at de ſelv havde medgivet dem Fuldmagtsbreve dertil, ſvarede Kongerne, at de ej havde givet Raadsherrerne Fuldmagt til at indgaa ſaa ſtore Forpligtelſer, og at disſe Raadsherrer vare deres „ſande Forrædere“. Dette, mente Raadmendene, kom ej Stæderne ved, da disſe jo ikke kunde holde ſig til andet end de dem forelagte Breve med Kongernes Segl, ja Kongerne havde jo desuden ved Overeenskomſten i Søderkøping, da de i Stedet for Baagahuus overlod Stæderne Borgbolm, factiſk godkjendt Forpligtelſerne. Ogſaa dette, ſvarede Kongerne, havde de kun gjort nødtvungne, fordi Grev Henrik af Holſten var gaaet i Borgen for Kong Magnus[1]. Men om end Kong Magnus’s Hænder vare bundne, indvendte Raadmendene, ſaa havde dog Haakon fuld Raadighed over ſit Rige, og han var ſelv gaaet i Borgen for ſin Fader. Kongerne fremſatte nu ogſaa ſine Klagepunkter, af hvilke den fornemſte var den, at Stæderne, ſom de ſagde, var Skyld i, at de havde miſtet ſit Rige Sverige, ſaaſom de havde ſkaffet Hertugen af Mecklenburg baade Skibe, Levnetsmidler og andre Nødvendigheder. Raadmendene ſvarede hertil kun, at Stæderne vare uſkyldige deri. Paa denne Maade hengik flere Dage med gjenſidige Klagemaal, da ingen af Parterne vilde være den førſte til at rykke ud med ſin egentlige Henſigt og Mening. Endelig ſøgte Kong Magnus den 22de September at bringe en Afgjørelſe iſtand og ſpurte Raadmendene, hvad da Stædernes egentlige Fordring var. Hertil ſvaredes: Skadeserſtatning og Stadfeſtelſe ſamt Forbedring af deres Privilegier. Kunde Kongerne ikke nu ſtrax betale den hele Sum, ſom Erſtatningen kom til at udgjøre, ſaa var man tilfreds med, at de nu kun betalte noget, og derpaa det øvrige afdragsviis, eller og i dets Sted forbedrede Privilegierne. Kongerne forlangte nu at høre disſe Privilegier oplæſte. Dette ſkete to Gange, for dem ſelv og deres Raad, men nogen Afſkrift deraf vilde Raadmendene af visſe Grunde, ſom det heder, endnu ikke meddele, derimod vilde de ſkriftligt indgive de Artikler, ſom de ønſkede bekræftede og forbedrede. Nu fremſatte Kongerne paa ſin.Side fire Punkter, nemlig, at den paa begge Sider lidte Skade kunde gaa op mod hinanden; at Stæderne erklærede, hvad Tjeneſte og Underſtøttelſe de vilde yde Kongerne for Privilegiernes Stadfeſtelſe; at der ſkete dem billig Erſtatning, fordi Stæderne havde benyttet og udøvet Privilegier og Friheder uden at være bekræftede deri af Kong Haakon og mod hans Vilje, og endelig at de ſelv, ſom de forbeholdt ſig, kunde nyde ſin Ret mod dem, der under Stilſtanden havde fornærmet dem og deres Mend.

  1. Dette er noget dunkelt, idetmindſte ſaaledes ſom det anføres hos Suhm; man ſkulde næſten tro, at Grev Henrik i Kongens Navn havde beſeglet Overeenskomſten eller uopfordret gaaet i Borgen for ham, (paa ſamme Tid, ſom Geſandterne egenmegtigt handlede om Giftermaalet mellem hans Syſter og Kong Haakon) for derved desmere at tvinge ham til at godkjende Tractaten.