en endelig Fred, men det taler fordeelagtigt for Kongernes Hensyn paa Rigets Bedste, at de ikke kjøbte denne Fred og Stædernes Tilsagn om Understøttelse i den danske Successionssag ved nogen utilbørlig Eftergivenhed og skyndsomme Indrømmelser, men eftertrykkeligt fremsatte sine Anker over Stædernes Ferd og forsvarede hvert enkelt Punkt til det Yderste. Efter Bestemmelsen paa Hansedagen ved Midsommertid 1371 skulde den næste Dagthingning mellem Stædernes Gesandter og Kong Haakon holdes ved Valdborgsmessetider, altsaa 1ste Mai, i det følgende Aar, paa Baagahuus eller et andet Sted[1]. Men denne Sammenkomst blev udsat, vistnok paa Grund af Kongernes Reise til Throndhjem og Bergen, eller overhoved fordi Fredsslutningen med Sverige og Kong Magnus’s Befrielse flyede Kong Haakon mangt og meget andet at varetage og udrette, som ej kunde opsettes. Herom synes man allerede om Høsten 1371 at have næret underrettet i Tydskland, thi paa Hansedagen i Stralsund den 27de October, da Kong Valdemar omsider beseglede Fredstractaten, blev det blandt andet ogsaa besluttet, at naar Dagen var berammet mellem Kong Haakon og Stæderne, skulde man lade alle disse det vide i Tide, for at de kunde sende sine Bud[2]. Dagen bestemtes, som man erfarer, endelig til den 8de September 1372, og Samlingsstedet til Tunsberg. Her indfandt der sig til den Tid Raadmend fra Lübeck, Stralsund, Rostock, Wismar og Kampen for at dagthinge med Kongerne, der ligeledes mødte med deres Raad, af hvilke Hr. Hallvard Jonssøn Næpa, Hr. Haakon Eivindssøn og Gaute Erikssøn udtrykkeligt nævnes[3]. Raadmendene begyndte igjen med at fremsette de gamle Fordringer paa Erstatning for deres Udleg og Tab i Krigen med Kong Valdemar 1361 og 1362, saavelsom om Godtgjørelse for alle de Fornærmelser, der havde været Stæderne tilføjede ved de kongelige Ombudsmend under Fred og Trygd. De lod oplæse, hvad derom havde været fremsat paa Baagahuus 1370. Kongerne svarede som før, at de ej ansaa sig forpligtede til at yde nogen Erstatning. Raadmendene lode da Forbundsbrevene af 1361, som de fremdeles paaberaabte sig, oplæse for Kongerne og Raadet, men Kongerne erklærede begge, at disse Forbundsbreve vare gjorte uden deres Vidende og Samtykke, og at de derfor ikke ansaa sig bundne ved dem. Paa Raadmendenes Indvending, at det dog havde været deres fornemste Raadgivere, der i deres og Rigernes Navn havde indgaaet alt
- ↑ See foregaaende Bind, S. 834.
- ↑ Suhm, XIII. S. 691.
- ↑ Forhandlingerne ved dette Møde ere efter Recessus Hansæ udtogsviis meddelte hos Suhm S. 701, fgg. De nævnte Raadsherrer findes anført som Vidner i Kongernes Erklæring ang. Hermann v. Osenbrügge’s Pengeudbetaling i Fru Herdises Navn, (see nedenfor).
