Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
18
Haakon Magnusſøn og Magnus Eriksſøn.

en endelig Fred, men det taler fordeelagtigt for Kongernes Henſyn paa Rigets Bedſte, at de ikke kjøbte denne Fred og Stædernes Tilſagn om Underſtøttelſe i den danſke Succesſionsſag ved nogen utilbørlig Eftergivenhed og ſkyndſomme Indrømmelſer, men eftertrykkeligt fremſatte ſine Anker over Stædernes Ferd og forſvarede hvert enkelt Punkt til det Yderſte. Efter Beſtemmelſen paa Hanſedagen ved Midſommertid 1371 ſkulde den næſte Dagthingning mellem Stædernes Geſandter og Kong Haakon holdes ved Valdborgsmesſetider, altſaa 1ſte Mai, i det følgende Aar, paa Baagahuus eller et andet Sted[1]. Men denne Sammenkomſt blev udſat, viſtnok paa Grund af Kongernes Reiſe til Throndhjem og Bergen, eller overhoved fordi Fredsſlutningen med Sverige og Kong Magnus’s Befrielſe flyede Kong Haakon mangt og meget andet at varetage og udrette, ſom ej kunde opſettes. Herom ſynes man allerede om Høſten 1371 at have næret underrettet i Tydſkland, thi paa Hanſedagen i Stralſund den 27de October, da Kong Valdemar omſider beſeglede Fredstractaten, blev det blandt andet ogſaa beſluttet, at naar Dagen var berammet mellem Kong Haakon og Stæderne, ſkulde man lade alle disſe det vide i Tide, for at de kunde ſende ſine Bud[2]. Dagen beſtemtes, ſom man erfarer, endelig til den 8de September 1372, og Samlingsſtedet til Tunsberg. Her indfandt der ſig til den Tid Raadmend fra Lübeck, Stralſund, Roſtock, Wismar og Kampen for at dagthinge med Kongerne, der ligeledes mødte med deres Raad, af hvilke Hr. Hallvard Jonsſøn Næpa, Hr. Haakon Eivindsſøn og Gaute Eriksſøn udtrykkeligt nævnes[3]. Raadmendene begyndte igjen med at fremſette de gamle Fordringer paa Erſtatning for deres Udleg og Tab i Krigen med Kong Valdemar 1361 og 1362, ſaavelſom om Godtgjørelſe for alle de Fornærmelſer, der havde været Stæderne tilføjede ved de kongelige Ombudsmend under Fred og Trygd. De lod oplæſe, hvad derom havde været fremſat paa Baagahuus 1370. Kongerne ſvarede ſom før, at de ej anſaa ſig forpligtede til at yde nogen Erſtatning. Raadmendene lode da Forbundsbrevene af 1361, ſom de fremdeles paaberaabte ſig, oplæſe for Kongerne og Raadet, men Kongerne erklærede begge, at disſe Forbundsbreve vare gjorte uden deres Vidende og Samtykke, og at de derfor ikke anſaa ſig bundne ved dem. Paa Raadmendenes Indvending, at det dog havde været deres fornemſte Raadgivere, der i deres og Rigernes Navn havde indgaaet alt

  1. See foregaaende Bind, S. 834.
  2. Suhm, XIII. S. 691.
  3. Forhandlingerne ved dette Møde ere efter Recessus Hansæ udtogsviis meddelte hos Suhm S. 701, fgg. De nævnte Raadsherrer findes anført ſom Vidner i Kongernes Erklæring ang. Hermann v. Oſenbrügge’s Pengeudbetaling i Fru Herdiſes Navn, (ſee nedenfor).