Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
17
1371—1374. Spendt Forhold med Sverige.

Rettigheder[1]. Muligt, at hiin Æsbjørn havde været fangen ſiden Krigen, muligt og, at han ſenere havde været greben. Ikke engang alle de Slotte, ſom Kong Haakon. eller Inſurgenthæren paa Toget til Stockholm havde faaet i ſin Magt, bleve overgivne umiddelbart efter Freden, thi ikke førend i Februar 1372 underrettede Tubbe Eriksſøn, der havde holdt Ørebro beſat, ſine Herrer Kongerne Magnus og Haakon om, at han nu var „ſtilt fra Ørebro“, hvad enten han ifølge Fredsſlutningen havde maattet fravige det, eller det var ham frataget med Magt. Han laa, ſkrev han, og ventede paa Svar, om Kongerne vilde have hans Tjeneſte fremdeles og unde ham noget i den Deel af Veſtergøtland, der nu hørte under Norge; han havde mange Folk om ſig og kunde derfor ikke vente længe, men vilde dog ikke gribe til nogen anden af de Udveje, der ſtod ham aabne, førend han havde hørt deres Beſtemmelſe[2]. En af disſe Udveje var formodentlig den at gaa i Mecklenburgernes Tjeneſte. Denne Udvej kom han vel ikke til at velge, da han forblev Kongerne tro og, ſom det lader, ogſaa fik ſit Ønſke opfyldt[3]; men vi lære dog heraf, hvor vaklende flere af de fornemme Herrers Stilling maa have været — thi Tubbes Exempel kan ej have været eneſtaaende — og hvor megen Anledning dette maa have givet til idelige Sammenſtød og Trætter, ſandſynligviis og Fjendtligheder. Forreſten ſeer man, at mange af de ſvenſke Stormænd, der havde deeltaget i Opſtanden mod Kong Albrecht, benyttede ſig af Fredsſlutningen til at vende tilbage under Albrechts Herredømme og fik ſine inddragne Godſer tilbage, blandt dem Erngiſl Jarl, der nu atter indtog ſin Plads i det ſvenſke Raad og formodentlig opgav al Forbindelſe med Norges Konger eller Fordringer paa Jarldømmet, hvilket ogſaa ej længe efter blev overdraget til en Anden.

Med Hanſeſtæderne maatte det nu være Kong Haakon ſaa meget mere magtpaaliggende at være paa en venſkabelig Fod, ſom den ſidſte Fredstractat mellem dem og Danmark gjorde det afhængigt af deres Samtykke, hvo der ſkulde blive Kong Valdemars Efterfølger paa Danmarks Trone. Der blev ogſaa, ſom nys nævnt, ivrigt underhandlet om

  1. Brev af 28de Mai 1373 i Dipl. N. III. 383. Her ſtaar der, ſom ſagt, viſtnok kun ved Trykfejl eller Skrivfejl „„Kindahærad in Ostgocia“ iſtedetfor „K. in Vestgocia“, thi det er umuligt, at Kongerne endnu kunde have nogen Beſiddelſe i Øſtergøtland eller kalde det provincia nostra.
  2. Dipl. N. IV. 501. Ordene i Brevet „vilen j mik nokot vnna j Vestragötland tel Noreghes“ kunne neppe tages i anden Betydning, end ſom ovenfor anført. Idetmindſte maa det betegne „den Deel af Veſtergøtland, der nu ſkulde høre eller ſlutte ſig til Norge“.
  3. Den 19de Juli 138i finde vi Tubbe Eriksſøn ſom Heredshøvding i Veſtbo Hered i Finnveden, ſom da neppe lød under Albrecht.