Rettigheder[1]. Muligt, at hiin Æsbjørn havde været fangen siden Krigen, muligt og, at han senere havde været greben. Ikke engang alle de Slotte, som Kong Haakon. eller Insurgenthæren paa Toget til Stockholm havde faaet i sin Magt, bleve overgivne umiddelbart efter Freden, thi ikke førend i Februar 1372 underrettede Tubbe Erikssøn, der havde holdt Ørebro besat, sine Herrer Kongerne Magnus og Haakon om, at han nu var „stilt fra Ørebro“, hvad enten han ifølge Fredsslutningen havde maattet fravige det, eller det var ham frataget med Magt. Han laa, skrev han, og ventede paa Svar, om Kongerne vilde have hans Tjeneste fremdeles og unde ham noget i den Deel af Vestergøtland, der nu hørte under Norge; han havde mange Folk om sig og kunde derfor ikke vente længe, men vilde dog ikke gribe til nogen anden af de Udveje, der stod ham aabne, førend han havde hørt deres Bestemmelse[2]. En af disse Udveje var formodentlig den at gaa i Mecklenburgernes Tjeneste. Denne Udvej kom han vel ikke til at velge, da han forblev Kongerne tro og, som det lader, ogsaa fik sit Ønske opfyldt[3]; men vi lære dog heraf, hvor vaklende flere af de fornemme Herrers Stilling maa have været – thi Tubbes Exempel kan ej have været enestaaende – og hvor megen Anledning dette maa have givet til idelige Sammenstød og Trætter, sandsynligviis og Fjendtligheder. Forresten seer man, at mange af de svenske Stormænd, der havde deeltaget i Opstanden mod Kong Albrecht, benyttede sig af Fredsslutningen til at vende tilbage under Albrechts Herredømme og fik sine inddragne Godser tilbage, blandt dem Erngisl Jarl, der nu atter indtog sin Plads i det svenske Raad og formodentlig opgav al Forbindelse med Norges Konger eller Fordringer paa Jarldømmet, hvilket ogsaa ej længe efter blev overdraget til en Anden.
Med Hansestæderne maatte det nu være Kong Haakon saa meget mere magtpaaliggende at være paa en venskabelig Fod, som den sidste Fredstractat mellem dem og Danmark gjorde det afhængigt af deres Samtykke, hvo der skulde blive Kong Valdemars Efterfølger paa Danmarks Trone. Der blev ogsaa, som nys nævnt, ivrigt underhandlet om
- ↑ Brev af 28de Mai 1373 i Dipl. N. III. 383. Her staar der, som sagt, vistnok kun ved Trykfejl eller Skrivfejl „„Kindahærad in Ostgocia“ istedetfor „K. in Vestgocia“, thi det er umuligt, at Kongerne endnu kunde have nogen Besiddelse i Østergøtland eller kalde det provincia nostra.
- ↑ Dipl. N. IV. 501. Ordene i Brevet „vilen j mik nokot vnna j Vestragötland tel Noreghes“ kunne neppe tages i anden Betydning, end som ovenfor anført. Idetmindste maa det betegne „den Deel af Vestergøtland, der nu skulde høre eller slutte sig til Norge“.
- ↑ Den 19de Juli 138i finde vi Tubbe Erikssøn som Heredshøvding i Vestbo Hered i Finnveden, som da neppe lød under Albrecht.
