Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
16
Haakon Magnusſøn og Magnus Eriksſøn.

tidligt maatte lede til Fjendtligheder. Endvidere var der vel ogſaa endnu ſiden ſidſte Krig mange ſærlige, deels offentlige, deels private Sager at afgjøre, ſom kunde lede til nye Forviklinger. Alene Beſtemmelſen om, at Kong Magnus ſkulde beholde en Deel af Sverige, uden dog at Frelſemændene i denne Deel vare forpligtede til at lyde ham, maatte gjøre Forholdet ſvævende og Freden uſikker, ej at tale om de private Stridigheder, der vanſkeligt kunde undgaaes mellem de overmodige og uregjerlige Stormend af begge Partier indbyrdes, naar de ſkulde afgjøre ſit Mellemværende, og ordne de nye Grændſeforhold, ſom nu, idet mindſte for en Tid maatte opſtaa. At Fjendtligheder, trods Fredsſlutningen, virkelig endnu af og til have været øvede mellem Kongerne og Mecklenburgerne, ſaavel i ſom udenfor Sverige, og at Kongerne betragtede ſig ſom endnu ſtaaende paa Krigsfod med dem, maa man med Beſtemthed ſlutte af flere Yttringer ved de Fredsunderhandlinger, deri September 1372, ſom vi ſtrax nedenfor ville ſee, førtes mellem Kongerne og Stædernes befuldmegtigede Raadmend. Kongerne klagede ligefrem over, at Borgerne i Roſtock og Wismar, altſaa de Stæder, ſom lød under Mecklenburgerne, ej havde holdt Stilſtanden, og ſiden, i Stilſtandsbrevet, blev det udtrykkeligt beſtemt, at disſe to Stæder ej maatte tilføje Kongerne eller deres Underſaatter nogen Skade eller ſtaa deres egne Hertuger bi mod dem, undtagen hvis Kongerne angreb Hertugerne i disſes eget Land. Ligeledes klagede Kongerne over, at Stæderne efter Stilſtanden i 1370 havde i Marſtrand med Magt befriet de fornemme ſvenſke Herrer Benedict Philipsſøn og Karl Ulfsſøn, hvilke der vare anholdte ſom ſande og offentlige Forrædere og Fiender mod Kongerne, og ſiden med væbnet Haand ført dem gjennem Riget og Kongernes Lande, det vil da vel altſaa ſige langs Kyſten, indtil de med Sikkerhed kunde begive ſig hjem: hvad der neppe kan forſtaaes anderledes, end at begge disſe Herrer paa en Søreiſe have været fordrevne af Storm til Marſtrand og der ere blevne anholdte. Da ſaavel Benedict Philipsſøn ſom Karl Ulfsſøn deeltoge i Dagthingningen ved Eedsviken og ſandſynligviis forblev i eller ved Stockholm lige til Fredsſlutningen i Auguſt, ſynes det at være viſt, at denne deres Paagribelſe af Kongernes Ombudsmend og Befrielſe ved tydſke Skibe har fundet Sted enten ſidſt i 1371, eller i Begyndelſen af 1372. Omvendt.erfares det, at Kongernes Tjeneſte-Mand Æsbjørn Blaapanne endnu i Mai 1373 var i Fangenſkab, ſandſynligviis hos Mecklenburgerne eller deres Tilhængere, da hine udſtedte deres Gjeldsbrev til en vis Harald Magnusſøn, der havde paataget ſig at udlegge Løsningsſummen, 600 Mk. ſvenſk, for denne Sum og til Sikkerhed pantſatte ham Kindahered med alle kongelige Indtægter og