Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
15
1371. Spendt Forhold med Sverige.

ham om at gjøre dette eller hiint og foreſkrive ham hans Handlemaade. Naar hun i et eneſte Brev kunde omhandle ſaamange forſkjelligartede Ting ſkriftligt, hvor meget maa hun da ikke, naar de vare ſammen, have afhandlet mundtligt med ham? Var hun ikke den, der egentlig beherſkede ham, ſaa var hun dog idetmindſte hans fornemſte Raadgiverinde. Dette Forhold maatte nødvendigviis medføre, deels, at hun ſaavidt muligt ledſagede ham paa hans Reiſer, ſom da han i 1372 var i Bergen, deels at der førtes en ivrig Brevvexling mellem dem, naar de vare adſkilte, hvad ogſaa det nysanførte Brev nokſom bekræfter. Men deſto ſtørre Savn er det, at dette Brev ſkal være det eneſte, ſom er tilbage af alle disſe Breve, der vilde kunne have meddelt os ſaa nøjagtige Efterretninger om de Tiders Begivenheder.

2. Spendt Forhold med Sverige. Underhandlinger og Stilſtand med Hanſeſtæderne.


Efter ſaaledes at have kaſtet et foreløbigt Blik paa Forholdene og de meſt fremragende og indflydelſesrigeſte Perſoner, fortſette vi den i vort forrige Afſnit afbrudte Fortællings Traad og ſkride til at ſkildre de politiſke Begivenheder nærmeſt efter Norges Adſkillelſe fra Sverige om Høſten 1371. Ved denne Adſkillelſe havde Norge og dets Konger kjøbt Freden med Sverige, og derved var al Feide for Øjeblikket bragt til Ende, thi ogſaa med Hanſeſtæderne befandt man ſig, nu paa midlertidig Fredsfod. Imidlertid var Freden endnu ikke ſikkret med nogen af disſe Magter. Med Hanſeſtæderne var der kun indgaaet en Stilſtand, der fra Tid til anden fornyedes, og under de gjentagne Forhandlinger om en endelig Fred havde begge Parter endnu fremdeles mange Ankepoſter at fremføre mod hinanden, ſaa at det ej var let at ſige, om Freden nogenſinde ret vilde komme iſtand. At den mellem Norges Konger og Mecklenburgerne i Sverige ſtod paa ſvage Fødder, ligger i Sagens Natur. Tabet af et ſtort og megtigt Rige, ſom i over hundrede Aar havde været i Ætten, lod ſig ikke let glemme, og vi ville ſee, at Kongerne blandt ſine Anker mod Hanſeſtæderne fornemmelig anførte den, at de ved at begunſtige Mecklenburgerne havde gjort det muligt for disſe at berøve dem deres Rige Sverige. At Kongerne ikke et Øjeblik opgav Haabet om at vinde det tilbage igjen, eller Tanken om ved førſte Lejlighed at forſøge derpaa, kan anſees for ligeſaa viſt, ſom at Mecklenburgerne heller ikke et Øjeblik tvivlede herom. Derfor laa der allerede heri Spire nok til ny Krig imellem dem, om ikke ogſaa hertil kom, at Succesſionen i Danmark, ſom begge Parter lagde an paa, ſeent eller