ham om at gjøre dette eller hiint og foreskrive ham hans Handlemaade. Naar hun i et eneste Brev kunde omhandle saamange forskjelligartede Ting skriftligt, hvor meget maa hun da ikke, naar de vare sammen, have afhandlet mundtligt med ham? Var hun ikke den, der egentlig beherskede ham, saa var hun dog idetmindste hans fornemste Raadgiverinde. Dette Forhold maatte nødvendigviis medføre, deels, at hun saavidt muligt ledsagede ham paa hans Reiser, som da han i 1372 var i Bergen, deels at der førtes en ivrig Brevvexling mellem dem, naar de vare adskilte, hvad ogsaa det nysanførte Brev noksom bekræfter. Men desto større Savn er det, at dette Brev skal være det eneste, som er tilbage af alle disse Breve, der vilde kunne have meddelt os saa nøjagtige Efterretninger om de Tiders Begivenheder.
Efter saaledes at have kastet et foreløbigt Blik paa Forholdene og de mest fremragende og indflydelsesrigeste Personer, fortsette vi den i vort forrige Afsnit afbrudte Fortællings Traad og skride til at skildre de politiske Begivenheder nærmest efter Norges Adskillelse fra Sverige om Høsten 1371. Ved denne Adskillelse havde Norge og dets Konger kjøbt Freden med Sverige, og derved var al Feide for Øjeblikket bragt til Ende, thi ogsaa med Hansestæderne befandt man sig, nu paa midlertidig Fredsfod. Imidlertid var Freden endnu ikke sikkret med nogen af disse Magter. Med Hansestæderne var der kun indgaaet en Stilstand, der fra Tid til anden fornyedes, og under de gjentagne Forhandlinger om en endelig Fred havde begge Parter endnu fremdeles mange Ankeposter at fremføre mod hinanden, saa at det ej var let at sige, om Freden nogensinde ret vilde komme istand. At den mellem Norges Konger og Mecklenburgerne i Sverige stod paa svage Fødder, ligger i Sagens Natur. Tabet af et stort og megtigt Rige, som i over hundrede Aar havde været i Ætten, lod sig ikke let glemme, og vi ville see, at Kongerne blandt sine Anker mod Hansestæderne fornemmelig anførte den, at de ved at begunstige Mecklenburgerne havde gjort det muligt for disse at berøve dem deres Rige Sverige. At Kongerne ikke et Øjeblik opgav Haabet om at vinde det tilbage igjen, eller Tanken om ved første Lejlighed at forsøge derpaa, kan ansees for ligesaa vist, som at Mecklenburgerne heller ikke et Øjeblik tvivlede herom. Derfor laa der allerede heri Spire nok til ny Krig imellem dem, om ikke ogsaa hertil kom, at Successionen i Danmark, som begge Parter lagde an paa, seent eller
