Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
7
1371—1372. Forholdet til Danmark og Hanſeſtæderne.

ſig, og det tegnede ſig derfor til, at en alvorlig Strid vilde vente Kong Haakon og Dronning Margrete, naar de i ſin Tid ſkulde til at gjøre de Fordringer gjeldende, ſom de anſaa ſig berettigede til at fremſette paa deres Søn Olafs Vegne.

Ogſaa Hanſeſtæderne vare nøje interesſerede i Spørsmaalet om den danſke Succesſion. I Fredstractaten mellem dem og Danmark var det udtrykkeligt beſtemt, at der ikke ſkulde udnævnes nogen Efterfølger efter Valdemar uden med Stædernes Samtykke. Derfor kom det nu ogſaa ſærdeles meget an paa at beſidde deres Venſkab, og deres Magt og Indflydelſe i Norden var ſtørre end nogenſinde. De vare nu midlertidigt igjen tildeels indtraadte i ſine gamle Forhold i Norge, ſkjønt endnu ingen endelig Fred var kommen iſtand, og der fremdeles underhandledes om en ſaadan, ſom det i det Følgende vil blive nærmere omtalt. Deres Rettighed med Henſyn til Kongevalget i Danmark kan neppe andet end have forøget deres Anſeelſe i de tvende andre nordiſke Magters Øjne og gjort det dobbelt ønſkeligt for hvert af de tvende Dynaſtier, der nu tviſtede om Nordens Troner, at vinde dem for ſig.

Disſe vare Rigets Forhold til de nærmeſte Naboer. Inden Riget ſelv indtraadte nu atter de Forhold, ſom havde fundet Sted før Kong Magnus’s Tilfangetagelſe, og idetmindſte af Navn tog denne nu atter ſin beſtemte Deel af Riget (Tunsberg, Skiensſysſel m. m.) under ſin Beſtyrelſe[1]. Endnu ſamme Høſt, ſom han var kommen paa fri Fod, bereiſte han denne Deel og udgav fra Gimsø Kloſter ved Skien den 21de November 1371 et Brev, hvori han bekræftede de af ham ſelv og Sønnen tidligere givne Frihedsbreve for denne Stad, og forbød navnlig alle og Enhver at holde nogen Kjøbmandſkab i Gimsø, undtagen hvad Abbedisſen behøvede at kjøbe til Kloſtrets Ophold[2]. Henſigten med denne Kong Magnus’s Reiſe til Skien var neppe nogen anden end at opdrive Penge for at ſkaffe den ved Fredsſlutningen i Stockholm vedtagne Løsningsſum til Veje. Af denne Aarſag var det vel ogſaa iſær,

  1. Dette vil ſees af det følgende, jvfr. forrige Bind S. 613. Allerede d. 25de Febr. 1372 udſteder Kong Magnus i Oslo Landsviſtbrev for en Thov Gunnarsſøn i Nisſedal, Thelemarken (Dipl. N. I. 417). Vel findes Forhørsbrevet over denne Sag at være hervendt til K. Haakon og dateret ſenere, 2den Juni 1372 (Dipl. N. I. 420), men efter nærmere Overveielſe bliver det os klart, at Udſtederen, Sysſelmanden Bjørn Thorleifsſøns Lensmand, maa have ſkrevet XVII iſtedetfor XVI (17de iſtedetfor 16de Aar), hvilket let kunde skee, og at Brevet ſaaledes er af 1371; dermed pasſer det netop, at det er henvendt til Haakon, ſaaſom Magnus da endnu var fangen. Desuden ſees Forhørsbrevet ved Magnus’s eget Segl, paatrykt ved Udſtedelſen af Landsviſtbrevet, at have været forbundet med dette, følgelig maa det være eldre.
  2. Norges gl. Love III. S. 189.