Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
6
Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn.

lig var arvelig, saa forstod det sig dog ligesom af sig selv, at man til Konge alene kunde velge et Medlem af Kongehuset, og saaledes var det sikkert at vente, at en af hans to Dattersønner vilde blive valgt: den mecklenburgske Hertug Henriks Søn Albrecht, eller Kong Haakons Søn Olaf. Begge Fedre havde bestemte Forhaabninger, ja endog Fordringer, i dette Henseende. Da man med Grund ansaa Kong Valdemars egen Stemme for meget formaaende, om ikke afgjørende, i dette Stykke, søgte idetmindste den ene af dem, og formodentlig begge to, at sikkre sig den. Mecklenburgeren var først paa Ferde, idet han benyttede den bekvemme Lejlighed, medens Kong Valdemar endnu var i Tydskland. Den 14de August 1371, samme Dag, som Kong Albrecht sluttede Fred med Kong Haakon og Kong Magnus, indgik Hertug Henrik af Mecklenburg en Overeenskomst med Kong Valdemar, hvorved han afstod til denne alle de Slotte og Befestninger, som han og hans Hjelpere havde erobret i Danmark, imod at hans Søn med Valdemars Datter Ingeborg, Albrecht, skulde blive Konge i Danmark efter Valdemar, hvis denne ingen mandlige Arvinger efterlod, og Margrete, Kong Haakons Dronning, saavelsom hendes Søn Olaf, alene skulde have hvad der ellers maatte tilkomme dem i Danmark[1]. At Valdemar gjerne gik ind paa at give et saadant Løfte, som egentlig ingen forbindende Kraft havde, naar han derved kunde faa de af Mecklenburgerne gjorte Erobringer tilbage, er ej synderligt at undres over. En Følge af denne Tractat var det vel ogsaa, at Kong Albrecht fra 1372 af opgav sin nys antagne Titel af „Herre til Skaane“, saa meget mere som nu ogsaa Hansestæderne, hvis Gunst det gjaldt at sikkre sig, havde faaet Raadighed over de vigtigste skaanske Slotte. At Haakon ogsaa paa sin Side ikke undlod at varetage Sønnen Olafs Krav i samme Retning, kan man ej betvivle, om end intet udtrykkeligt derom er nævnt: saaledes var der al Udsigt til, at den Strid mellem Mecklenburgerne og det folkungske Kongehuus, der nys var ført om Sveriges Trone, med det første vilde opstaa igjen mellem dem om Danmarks. Til end yderligere Betryggelse for sit Dynasti udvirkede Hertug Albrecht sidenefter hos den tydske Keiser, Karl den 4de, Tilsagnsbreve om hans venlige Bistand til, saavel at hans Sønnesøn skulde faa Kongedømmet i Danmark, som at hans Søn skulde beholde Sverige[2]. Alle disse Breve havde vel i sig selv ikke stort at betyde, naar de ikke understøttedes af et sterkt Parti i Danmark selv, men ogsaa et saadant havde det lykkets Mecklenburgerne at sikkre sig, som det i det Følgende vil vise

  1. Suhm, XIII S. 690. Skade, at Originalen til dette merkelige Brev ingensteds er trykt, saa at man ikke veed, hvor det er udstedt.
  2. Styffe, Bidrag o. s. v. S. LXII. No. 52, S. 147.