Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
6
Haakon Magnusſøn og Magnus Eriksſøn.

lig var arvelig, ſaa forſtod det ſig dog ligeſom af ſig ſelv, at man til Konge alene kunde velge et Medlem af Kongehuſet, og ſaaledes var det ſikkert at vente, at en af hans to Datterſønner vilde blive valgt: den mecklenburgſke Hertug Henriks Søn Albrecht, eller Kong Haakons Søn Olaf. Begge Fedre havde beſtemte Forhaabninger, ja endog Fordringer, i dette Henſeende. Da man med Grund anſaa Kong Valdemars egen Stemme for meget formaaende, om ikke afgjørende, i dette Stykke, ſøgte idetmindſte den ene af dem, og formodentlig begge to, at ſikkre ſig den. Mecklenburgeren var førſt paa Ferde, idet han benyttede den bekvemme Lejlighed, medens Kong Valdemar endnu var i Tydſkland. Den 14de Auguſt 1371, ſamme Dag, ſom Kong Albrecht ſluttede Fred med Kong Haakon og Kong Magnus, indgik Hertug Henrik af Mecklenburg en Overeenskomſt med Kong Valdemar, hvorved han afſtod til denne alle de Slotte og Befeſtninger, ſom han og hans Hjelpere havde erobret i Danmark, imod at hans Søn med Valdemars Datter Ingeborg, Albrecht, ſkulde blive Konge i Danmark efter Valdemar, hvis denne ingen mandlige Arvinger efterlod, og Margrete, Kong Haakons Dronning, ſaavelſom hendes Søn Olaf, alene ſkulde have hvad der ellers maatte tilkomme dem i Danmark[1]. At Valdemar gjerne gik ind paa at give et ſaadant Løfte, ſom egentlig ingen forbindende Kraft havde, naar han derved kunde faa de af Mecklenburgerne gjorte Erobringer tilbage, er ej ſynderligt at undres over. En Følge af denne Tractat var det vel ogſaa, at Kong Albrecht fra 1372 af opgav ſin nys antagne Titel af „Herre til Skaane“, ſaa meget mere ſom nu ogſaa Hanſeſtæderne, hvis Gunſt det gjaldt at ſikkre ſig, havde faaet Raadighed over de vigtigſte ſkaanſke Slotte. At Haakon ogſaa paa ſin Side ikke undlod at varetage Sønnen Olafs Krav i ſamme Retning, kan man ej betvivle, om end intet udtrykkeligt derom er nævnt: ſaaledes var der al Udſigt til, at den Strid mellem Mecklenburgerne og det folkungſke Kongehuus, der nys var ført om Sveriges Trone, med det førſte vilde opſtaa igjen mellem dem om Danmarks. Til end yderligere Betryggelſe for ſit Dynaſti udvirkede Hertug Albrecht ſidenefter hos den tydſke Keiſer, Karl den 4de, Tilſagnsbreve om hans venlige Biſtand til, ſaavel at hans Sønneſøn ſkulde faa Kongedømmet i Danmark, ſom at hans Søn ſkulde beholde Sverige[2]. Alle disſe Breve havde vel i ſig ſelv ikke ſtort at betyde, naar de ikke underſtøttedes af et ſterkt Parti i Danmark ſelv, men ogſaa et ſaadant havde det lykkets Mecklenburgerne at ſikkre ſig, ſom det i det Følgende vil viſe

  1. Suhm, XIII S. 690. Skade, at Originalen til dette merkelige Brev ingenſteds er trykt, ſaa at man ikke veed, hvor det er udſtedt.
  2. Styffe, Bidrag o. ſ. v. S. LXII. No. 52, S. 147.