steens og sandsynligviis ogsaa Øresteens Slotte vare endnu i de Danskes Magt[1]. Den nordøstlige Deel, med Arevalla Slot, hvor Laurents Bjørnssøn, dengang en Tilhænger af Kong Haakon, var Befalingsmand, kom derimod nu, da denne aabenbart gik Kong Albrecht til Haande[2], ogsaa derved til at udgjøre en Deel af dennes Omraade. Grændserne for de norske Kongers Omraade i denne Tid maa saaledes fra Sammenstødet af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Østgrændse til Venern og fra dennes i Vest-sydvest ved Kindahered noget østenfor det nuværende Lidkøping, lige i Syd indtil Kindahered, hvor det danske Herredømme tog ved og strakte sig østover indtil Smaalands Grændse vestenfor Jønkøping. Men uagtet Indbyggerne i hine nysnævnte, under Magnus og Haakon lydende Dele af Sverige adlød disse i Egenskab af Norges Konger, var det dog ikke derfor deres Mening at regnes som Nordmend; de erkjendte sig fremdeles som svensk Lov undergiven[3], og de betragtede saaledes maaskee den nærværende Tilstand kun som midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de vistnok først og fremst regnede den gamle Kongeæts Gjenindsættelse paa Sveriges Trone, kunde indtræde i sit gamle Forhold til Riget. Dette synes ogsaa at have været Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Forholdene. Den Omstændighed, at de fremdeles bibeholdt Titlen „Sveriges Konge“, viser noksom, at de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige eller Haabet om at erhverve det igjen.
Med Danmarks Kongehuus var det norske nu formedelst Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den Forbindelse, der om føje Tid ogsaa førte Nationernes Forbindelse og omsider saagodtsom deres Sammensmeltning med sig. Imidlertid var det endnu uafgjort, om hiin Forbindelse skulde drage saadanne Følger efter sig. Dette var afhængigt af Spørsmaalet om, hvilken af Kong Valdemars Dattersønner og eneste nulevende mandlige Efterkommere med Tiden skulde blive hans Efterfølger; thi uagtet den danske Trone ikke egent- steens og sandsynligviis ogsaa Øresteens Slotte vare endnu i de Danskes Magt[4]. Den nordøstlige Deel, med Arevalla Slot, hvor Laurents Bjørnssøn, dengang en Tilhænger af Kong Haakon, var Befalingsmand, kom derimod nu, da denne aabenbart gik Kong Albrecht til Haande[5], ogsaa derved til at udgjøre en Deel af dennes Omraade. Grændserne for de norske Kongers Omraade i denne Tid maa saaledes fra Sammenstødet af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Østgrændse til Venern og fra dennes i Vest-sydvest ved Kindahered noget østenfor det nuværende Lidkøping, lige i Syd indtil Kindahered, hvor det danske Herredømme tog ved og strakte sig østover indtil Smaalands Grændse vestenfor Jønkøping. Men uagtet Indbyggerne i hine nysnævnte, under Magnus og Haakon lydende Dele af Sverige adlød disse i Egenskab af Norges Konger, var det dog ikke derfor deres Mening at regnes som Nordmend; de erkjendte sig fremdeles som svensk Lov undergiven[6], og de betragtede saaledes maaskee den nærværende Tilstand kun som midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de vistnok først og fremst regnede den gamle Kongeæts Gjenindsættelse paa Sveriges Trone, kunde indtræde i sit gamle Forhold til Riget. Dette synes ogsaa at have været Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Forholdene. Den Omstændighed, at de fremdeles bibeholdt Titlen „Sveriges Konge“, viser noksom, at de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige eller Haabet om at erhverve det igjen.
Med Danmarks Kongehuus var det norske nu formedelst Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den Forbindelse, der om føje Tid ogsaa førte Nationernes Forbindelse og omsider saagodtsom deres Sammensmeltning med sig. Imidlertid var det endnu uafgjort, om hiin Forbindelse skulde drage saadanne Følger efter sig. Dette var afhængigt af Spørsmaalet om, hvilken af Kong Valdemars Dattersønner og eneste nulevende mandlige Efterkommere med Tiden skulde blive hans Efterfølger; thi uagtet den danske Trone ikke egent-
- ↑ Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fredsslutningen mellem Danmark og Hansestæderne 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 675–677.
- ↑ Laurents Bjørnssøn optreder oftere blandt Albrechts Raadsherrer som Lagmand i Vestergøtland, ogsaa sees det af et Brev i det svenske Rigsarchiv, dateret 23de Novbr. 1373, at Gerhard Snakenborg da havde faaet Aaranes, der ligger nær ved Arevall, tilbage: altsaa var denne Deel af Vermeland, Vartofta o. fl. Hereder under Kong Albrechts Herredømme.
- ↑ I Brevet af 20de August 1378, hvori Hr. Ulf Jonssøn omtales som Heredshøvding paa Dal, paaberaabes udtrykkelig svensk Lov (som lag eru i Swerike).
- ↑ Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fredsslutningen mellem Danmark og Hansestæderne 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 675–677.
- ↑ Laurents Bjørnssøn optreder oftere blandt Albrechts Raadsherrer som Lagmand i Vestergøtland, ogsaa sees det af et Brev i det svenske Rigsarchiv, dateret 23de Novbr. 1373, at Gerhard Snakenborg da havde faaet Aaranes, der ligger nær ved Arevall, tilbage: altsaa var denne Deel af Vermeland, Vartofta o. fl. Hereder under Kong Albrechts Herredømme.
- ↑ I Brevet af 20de August 1378, hvori Hr. Ulf Jonssøn omtales som Heredshøvding paa Dal, paaberaabes udtrykkelig svensk Lov (som lag eru i Swerike).
