Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/53

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
. 5
1371—1379. Grændſeforholdene med Sverig

ſteens og ſandſynligviis ogſaa Øreſteens Slotte vare endnu i de Danſkes Magt[1]. Den nordøſtlige Deel, med Arevalla Slot, hvor Laurents Bjørnsſøn, dengang en Tilhænger af Kong Haakon, var Befalingsmand, kom derimod nu, da denne aabenbart gik Kong Albrecht til Haande[2], ogſaa derved til at udgjøre en Deel af dennes Omraade. Grændſerne for de norſke Kongers Omraade i denne Tid maa ſaaledes fra Sammenſtødet af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Øſtgrændſe til Venern og fra dennes i Veſt-ſydveſt ved Kindahered noget øſtenfor det nuværende Lidkøping, lige i Syd indtil Kindahered, hvor det danſke Herredømme tog ved og ſtrakte ſig øſtover indtil Smaalands Grændſe veſtenfor Jønkøping. Men uagtet Indbyggerne i hine nysnævnte, under Magnus og Haakon lydende Dele af Sverige adlød disſe i Egenſkab af Norges Konger, var det dog ikke derfor deres Mening at regnes ſom Nordmend; de erkjendte ſig fremdeles ſom ſvenſk Lov undergiven[3], og de betragtede ſaaledes maaſkee den nærværende Tilſtand kun ſom midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de viſtnok førſt og fremſt regnede den gamle Kongeæts Gjenindſættelſe paa Sveriges Trone, kunde indtræde i ſit gamle Forhold til Riget. Dette ſynes ogſaa at have været Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Forholdene. Den Omſtændighed, at de fremdeles bibeholdt Titlen „Sveriges Konge“, viſer nokſom, at de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige eller Haabet om at erhverve det igjen.

Med Danmarks Kongehuus var det norſke nu formedelſt Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den Forbindelſe, der om føje Tid ogſaa førte Nationernes Forbindelſe og omſider ſaagodtſom deres Sammenſmeltning med ſig. Imidlertid var det endnu uafgjort, om hiin Forbindelſe ſkulde drage ſaadanne Følger efter ſig. Dette var afhængigt af Spørsmaalet om, hvilken af Kong Valdemars Datterſønner og eneſte nulevende mandlige Efterkommere med Tiden ſkulde blive hans Efterfølger; thi uagtet den danſke Trone ikke egent- ſteens og ſandſynligviis ogſaa Øreſteens Slotte vare endnu i de Danſkes Magt[4]. Den nordøſtlige Deel, med Arevalla Slot, hvor Laurents Bjørnsſøn, dengang en Tilhænger af Kong Haakon, var Befalingsmand, kom derimod nu, da denne aabenbart gik Kong Albrecht til Haande[5], ogſaa derved til at udgjøre en Deel af dennes Omraade. Grændſerne for de norſke Kongers Omraade i denne Tid maa ſaaledes fra Sammenſtødet af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Øſtgrændſe til Venern og fra dennes i Veſt-ſydveſt ved Kindahered noget øſtenfor det nuværende Lidkøping, lige i Syd indtil Kindahered, hvor det danſke Herredømme tog ved og ſtrakte ſig øſtover indtil Smaalands Grændſe veſtenfor Jønkøping. Men uagtet Indbyggerne i hine nysnævnte, under Magnus og Haakon lydende Dele af Sverige adlød disſe i Egenſkab af Norges Konger, var det dog ikke derfor deres Mening at regnes ſom Nordmend; de erkjendte ſig fremdeles ſom ſvenſk Lov undergiven[6], og de betragtede ſaaledes maaſkee den nærværende Tilſtand kun ſom midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de viſtnok førſt og fremſt regnede den gamle Kongeæts Gjenindſættelſe paa Sveriges Trone, kunde indtræde i ſit gamle Forhold til Riget. Dette ſynes ogſaa at have været Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Forholdene. Den Omſtændighed, at de fremdeles bibeholdt Titlen „Sveriges Konge“, viſer nokſom, at de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige eller Haabet om at erhverve det igjen.

Med Danmarks Kongehuus var det norſke nu formedelſt Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den Forbindelſe, der om føje Tid ogſaa førte Nationernes Forbindelſe og omſider ſaagodtſom deres Sammenſmeltning med ſig. Imidlertid var det endnu uafgjort, om hiin Forbindelſe ſkulde drage ſaadanne Følger efter ſig. Dette var afhængigt af Spørsmaalet om, hvilken af Kong Valdemars Datterſønner og eneſte nulevende mandlige Efterkommere med Tiden ſkulde blive hans Efterfølger; thi uagtet den danſke Trone ikke egent-

  1. Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fredsſlutningen mellem Danmark og Hanſeſtæderne 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 675—677.
  2. Laurents Bjørnsſøn optreder oftere blandt Albrechts Raadsherrer ſom Lagmand i Veſtergøtland, ogſaa ſees det af et Brev i det ſvenſke Rigsarchiv, dateret 23de Novbr. 1373, at Gerhard Snakenborg da havde faaet Aaranes, der ligger nær ved Arevall, tilbage: altſaa var denne Deel af Vermeland, Vartofta o. fl. Hereder under Kong Albrechts Herredømme.
  3. I Brevet af 20de Auguſt 1378, hvori Hr. Ulf Jonsſøn omtales ſom Heredshøvding paa Dal, paaberaabes udtrykkelig ſvenſk Lov (ſom lag eru i Swerike).
  4. Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fredsſlutningen mellem Danmark og Hanſeſtæderne 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 675—677.
  5. Laurents Bjørnsſøn optreder oftere blandt Albrechts Raadsherrer ſom Lagmand i Veſtergøtland, ogſaa ſees det af et Brev i det ſvenſke Rigsarchiv, dateret 23de Novbr. 1373, at Gerhard Snakenborg da havde faaet Aaranes, der ligger nær ved Arevall, tilbage: altſaa var denne Deel af Vermeland, Vartofta o. fl. Hereder under Kong Albrechts Herredømme.
  6. I Brevet af 20de Auguſt 1378, hvori Hr. Ulf Jonsſøn omtales ſom Heredshøvding paa Dal, paaberaabes udtrykkelig ſvenſk Lov (ſom lag eru i Swerike).