at sammenligne den urolige Tilstand hos dem selv med den Ro og Orden, der herskede i Norge, ansaa Nordmendene for langt bedre farne end dem selv, hvilket vel ogsaa var en af Hovedgrundene til, at de svenske Grændselandskaber foretrak at blive i Forening med Norge under det gamle Dynasti[1]. Man havde vistnok i Norge en vis Følelse af Afmagt, af Fattigdom, af Mangel paa Hjelpekilder, der stundom endog kom til Orde[2] og røbede, at Ondet, om man end ikke ret var sig bevidst, hvori det bestod, dog var tilstede og trykkende; men nogen rigtig Forestilling om Sagens sande Beskaffenhed havde neppe Nogen, uden det maaskee skulde være de statskloge Hanseater, hvis overmodige Optræden i Norge i alle Fald viser, hvor ringe de nu agtede Folket i Sammenligning med tidligere Dage. Men ganske klart var det vist heller ikke for dem, hvorledes dette egentlig var gaaet til; de følte kun, at de havde faaet Overhaand.
Den føromtalte Forbindelse mellem Norge og de svenske Grændseprovinser var af en egen Natur. Da Kongerne Magnus og Haakon ved Fredstractaten i Stockholm gav Afkald paa Sverige, blev kun Skara Biskopsdømme, eller Vestergøtland, Dalsland og Vermeland forbeholdte Kong Magnus for Livstid til Underholdning, medens det saakaldte „Frelse“ i disse Landskaber skulde lyde under Kong Albrecht. Dette kan ikke forstaaes anderledes, end at Kong Magnus ikke egentlig skulde have noget at bestille med Landskabets Regjering, og at alle Herrerne eller Frelsemendene skulde være Kong Albrechts Undersaatter[3]. Men paa den anden Side kunde det der efter de Tiders Begreber heller ikke være Meningen, at Albrechts Befalingsmend skulde opkræve Indtægterne og udbetale dem til Kong Magnus; denne maatte saaledes selv holde Ombudsmend til Indkrævning, og disse Ombudsmend være forsynede med den dertil nødvendige Myndighed, hvilket efter de Tiders Begreber medførte en virkelig Styrelse, saadan som Sysselmændene udøvede i Kon-
- ↑ De allerede for over 30 Aar tilbage af Biskop Hallvard fra Hamar og Biskop Haakon i Bergen brugte Udtryk: „det staar meget ilde til i Sverige og end værre i Skaane“ (see forrige Bind S. 219), viser allerede da, hvorledes man i Norge, ved at bedømme Forholdene i Sverige, betragtede dette Rige med en vis overlegen Medynk, uagtet dets Tilstand da langtfra var saa beklagelig som i 1370.
- ↑ Udtryk som „dette vort fattige Land“ var allerede i hiin Tid ikke sjeldne og bleve stadigt hyppigere.
- ↑ Det er ilde, at vi her skulle savne Tractaten selv, saa at vi ej kunne erfare, hvorledes Ordene egentligt lød. Olaus Petri, efter hvis korte Referat vi omtrentligt lære Indholdet at kjende, siger kun: „Och skulle Kong Magnus haffua alt Skara sticht til uppehelle i sin liffz tijdh, utan frelßet som skulle lydha under konung Albrecht“.
