Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/51

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
. 3
1371—1374. Tilſtanden i Norge efter Fredsſlutninge

at ſammenligne den urolige Tilſtand hos dem ſelv med den Ro og Orden, der herſkede i Norge, anſaa Nordmendene for langt bedre farne end dem ſelv, hvilket vel ogſaa var en af Hovedgrundene til, at de ſvenſke Grændſelandſkaber foretrak at blive i Forening med Norge under det gamle Dynaſti[1]. Man havde viſtnok i Norge en vis Følelſe af Afmagt, af Fattigdom, af Mangel paa Hjelpekilder, der ſtundom endog kom til Orde[2] og røbede, at Ondet, om man end ikke ret var ſig bevidſt, hvori det beſtod, dog var tilſtede og trykkende; men nogen rigtig Foreſtilling om Sagens ſande Beſkaffenhed havde neppe Nogen, uden det maaſkee ſkulde være de ſtatskloge Hanſeater, hvis overmodige Optræden i Norge i alle Fald viſer, hvor ringe de nu agtede Folket i Sammenligning med tidligere Dage. Men ganſke klart var det viſt heller ikke for dem, hvorledes dette egentlig var gaaet til; de følte kun, at de havde faaet Overhaand.

Den føromtalte Forbindelſe mellem Norge og de ſvenſke Grændſeprovinſer var af en egen Natur. Da Kongerne Magnus og Haakon ved Fredstractaten i Stockholm gav Afkald paa Sverige, blev kun Skara Biſkopsdømme, eller Veſtergøtland, Dalsland og Vermeland forbeholdte Kong Magnus for Livstid til Underholdning, medens det ſaakaldte „Frelſe“ i disſe Landſkaber ſkulde lyde under Kong Albrecht. Dette kan ikke forſtaaes anderledes, end at Kong Magnus ikke egentlig ſkulde have noget at beſtille med Landſkabets Regjering, og at alle Herrerne eller Frelſemendene ſkulde være Kong Albrechts Underſaatter[3]. Men paa den anden Side kunde det der efter de Tiders Begreber heller ikke være Meningen, at Albrechts Befalingsmend ſkulde opkræve Indtægterne og udbetale dem til Kong Magnus; denne maatte ſaaledes ſelv holde Ombudsmend til Indkrævning, og disſe Ombudsmend være forſynede med den dertil nødvendige Myndighed, hvilket efter de Tiders Begreber medførte en virkelig Styrelſe, ſaadan ſom Sysſelmændene udøvede i Kon-

  1. De allerede for over 30 Aar tilbage af Biſkop Hallvard fra Hamar og Biſkop Haakon i Bergen brugte Udtryk: „det ſtaar meget ilde til i Sverige og end værre i Skaane“ (ſee forrige Bind S. 219), viſer allerede da, hvorledes man i Norge, ved at bedømme Forholdene i Sverige, betragtede dette Rige med en vis overlegen Medynk, uagtet dets Tilſtand da langtfra var ſaa beklagelig ſom i 1370.
  2. Udtryk ſom „dette vort fattige Land“ var allerede i hiin Tid ikke ſjeldne og bleve ſtadigt hyppigere.
  3. Det er ilde, at vi her ſkulle ſavne Tractaten ſelv, ſaa at vi ej kunne erfare, hvorledes Ordene egentligt lød. Olaus Petri, efter hvis korte Referat vi omtrentligt lære Indholdet at kjende, ſiger kun: „Och ſkulle Kong Magnus haffua alt Skara ſticht til uppehelle i ſin liffz tijdh, utan frelßet ſom ſkulle lydha under konung Albrecht“.