Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
2
Haakon Magnusſøn og Magnus Eriksſøn.

bedre, ſaa dog i alle Fald ikke ſlettere end dem, man nu havde haft i henved et Aarhundrede. Medens Sverige under de ſidſte Uroligheder havde miſtet dyrekjøbte Erhvervelſer — Skaane med Tilbehør — havde Norge ej alene intet tabt, men endog ſaa godt ſom vundet en Udvidelſe paa Sveriges Bekoſtning, idet de veſtlige Dele af dette, Vermeland, Dalsland, tildeels endog Veſtergøtland, havde fulgt det forrige Kongedynaſti og vilde, om den nærværende Tilſtand længe havde vedvaret, ſandſynligviis endog for ſtedſe have løsrevet ſig fra Sverige og ſluttet ſig til Norge.

Ikkedeſtomindre var Norge, nøjere betragtet, mere at beklage end Sverige. I Sverige var der vel Uorden og Anarchi, men der var Liv og Rørelſe. Folket var vaagnet til Bevidſthed, Nationalfølelſen vakt og ſkerpet, og Interesſen for de offentlige Anliggender opfriſket, endog hos de ringere Klasſer. Nationen befandt ſig aabenbart i en Gjenfødelſestilſtand og vilde, om det lykkedes den at overvinde den nærværende Kriſis, ſkride frem med ungdommelig Kraft. I Norge derimod var der Døſighed, Dvale, Stilleſtand. Folket havde ſaa at ſige overlevet ſig ſelv. Dets høje Cultur, politiſke Udvikling, Magt og Anſeelſe i de forrige Aarhundrede, tildeels fremdrevne ved Tronkrigene, vare Frugterne af en altfor tidlig Modenhed, der ſtod i et fuldkomment Misforhold til Folkets Kræfter og medførte en ſaadan Fortærelſe af disſe, at der ſiden, da den glimrende Periode var forbi, indtraadte Slappelſe og Kraftløshed. Nationen behøvede efter hine Overanſpendelſer Aarhundreder til at udhvile, men det laa i Sagens Natur, at disſe Aarhundreder tillige bleve Svaghedens, Tilbagegangens, Fornedrelſens, medens Sverige, der i ſaa lang Tid havde ſtaaet i Skyggen, nu førſt kunde ſiges at være traadt virkſomt frem paa den hiſtoriſke Skueplads, og ved en heldig Tilſkikkelſe havde undgaaet en altfor tidlig Udvikling, for med deſto friſkere Kræfter at kunne tage Deel i Begivenhederne, naar den rette Tid kom. Derfor ville vi og i det følgende Tidsrum ſee det ſvenſke Folk efterhaanden arbeide ſig op til det mægtigſte og meſt anſeede af de trende nordiſke, altſaa til den Rang, hvorpaa allerede dets gamle Konger gjorde Paaſtand, medens Norge næſten forſvinder af Staternes Række, og Danmark, uagtet det fik Norge under ſig og kunde raade over dets Kræfter, dog kun med Møje formaaede at holde Sverige Stangen.

Imidlertid maa man ikke foreſtille ſig, at Samtiden i Almindelighed havde nogen ret Foreſtilling om disſe Forhold. Dertil var den politiſke Indſigt endnu for ubetydelig, Begreberne for lidet opklarede. Det er af mange Omſtændigheder tydeligt nok og ligger desuden i Sagens Natur, at ej alene Nordmendene ſelv betragtede ſig ſom bedre farne end de Svenſke og tildeels de Danſke, men at ogſaa idetmindſte de Svenſke, ved