bedre, saa dog i alle Fald ikke slettere end dem, man nu havde haft i henved et Aarhundrede. Medens Sverige under de sidste Uroligheder havde mistet dyrekjøbte Erhvervelser – Skaane med Tilbehør – havde Norge ej alene intet tabt, men endog saa godt som vundet en Udvidelse paa Sveriges Bekostning, idet de vestlige Dele af dette, Vermeland, Dalsland, tildeels endog Vestergøtland, havde fulgt det forrige Kongedynasti og vilde, om den nærværende Tilstand længe havde vedvaret, sandsynligviis endog for stedse have løsrevet sig fra Sverige og sluttet sig til Norge.
Ikkedestomindre var Norge, nøjere betragtet, mere at beklage end Sverige. I Sverige var der vel Uorden og Anarchi, men der var Liv og Rørelse. Folket var vaagnet til Bevidsthed, Nationalfølelsen vakt og skerpet, og Interessen for de offentlige Anliggender opfrisket, endog hos de ringere Klasser. Nationen befandt sig aabenbart i en Gjenfødelsestilstand og vilde, om det lykkedes den at overvinde den nærværende Krisis, skride frem med ungdommelig Kraft. I Norge derimod var der Døsighed, Dvale, Stillestand. Folket havde saa at sige overlevet sig selv. Dets høje Cultur, politiske Udvikling, Magt og Anseelse i de forrige Aarhundrede, tildeels fremdrevne ved Tronkrigene, vare Frugterne af en altfor tidlig Modenhed, der stod i et fuldkomment Misforhold til Folkets Kræfter og medførte en saadan Fortærelse af disse, at der siden, da den glimrende Periode var forbi, indtraadte Slappelse og Kraftløshed. Nationen behøvede efter hine Overanspendelser Aarhundreder til at udhvile, men det laa i Sagens Natur, at disse Aarhundreder tillige bleve Svaghedens, Tilbagegangens, Fornedrelsens, medens Sverige, der i saa lang Tid havde staaet i Skyggen, nu først kunde siges at være traadt virksomt frem paa den historiske Skueplads, og ved en heldig Tilskikkelse havde undgaaet en altfor tidlig Udvikling, for med desto friskere Kræfter at kunne tage Deel i Begivenhederne, naar den rette Tid kom. Derfor ville vi og i det følgende Tidsrum see det svenske Folk efterhaanden arbeide sig op til det mægtigste og mest anseede af de trende nordiske, altsaa til den Rang, hvorpaa allerede dets gamle Konger gjorde Paastand, medens Norge næsten forsvinder af Staternes Række, og Danmark, uagtet det fik Norge under sig og kunde raade over dets Kræfter, dog kun med Møje formaaede at holde Sverige Stangen.
Imidlertid maa man ikke forestille sig, at Samtiden i Almindelighed havde nogen ret Forestilling om disse Forhold. Dertil var den politiske Indsigt endnu for ubetydelig, Begreberne for lidet opklarede. Det er af mange Omstændigheder tydeligt nok og ligger desuden i Sagens Natur, at ej alene Nordmendene selv betragtede sig som bedre farne end de Svenske og tildeels de Danske, men at ogsaa idetmindste de Svenske, ved
