Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Andet Afſnit.
Norge efter Adſkillelſen fra Sverige 1371 og under Perſonal-Unionen med Danmark efter 1380 indtil Unionen mellem alle tre Riger 1397.
1. Norges Tilſtand ved Adſkillelſen og dets Stilling ligeoverfor Nabomagterne. Geiſtlige og verdslige Høvdinger.

Da Foreningen mellem Norge og Sverige opløſtes ved Fredsſlutningen i Stockholm 1371, befandt Norge ſig, fra det ſedvanlige politiſke Standpunkt at dømme, i en bedre Stilling end det ſidſtnævnte Rige. Medens der i Sverige herſkede indbyrdes Splid og Anarchi, havde man i Norge Rolighed og en ordnet Styrelſe, hvis Myndighed af alle Underſaatter villigt og ærbødigt erkjendtes. Medens Sverige havde en udenlandſk Konge, der, ſelv ubetydelig, egentlig kun var et Redſkab i ſin ſtatskloge Faders Haand, hvorved denne, ubekymret om Sveriges Interesſer, kun ſøgte at benytte det til at fremme ſine ærgjerrige Planer i Tydſkland, havde Nordmendene en indfødt Konge, hvis Interesſer, om de end tildeels ogſaa gik ud paa Indflydelſe i Naborigerne, dog idetmindſte ikke ſtrakte ſig udenfor Norden, og for hvem Norges Velmagt og Anſeelſe dog altid var Hovedſagen. Medens Kongedynaſtiet i Sverige, deels paa Grund af hine Forhold, deels og formedelſt Kongens perſonlige Ubetydelighed og hans egen, i alle Fald hans Omgivelſers, Uelſkværdighed, var i højeſte Maade upopulært, og for at verne ſig mod Virkningen af denne Upopularitet maatte gribe til Midler, der alene forøgede den, nemlig fremdeles at omgive ſig med overmodige, tøjlesløſe Landsmend, der udſugede Rigets bedſte Kraft og tyranniſerede dets Indbyggere, var Norges Kongedynaſti aabenbart almindelig afholdt, og dets nærmeſte Omgivelſer ſaavelſom Befalingsmendene fordetmeſte indfødde eller i alle Fald fuldkommen naturaliſerede, og om end ikke