Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/49

Andet Afsnit. Norge efter Adskillelsen fra Sverige 1371 og under Personal-Unionen med Danmark efter 1380 indtil Unionen mellem alle tre Riger 1397. 1. Norges Tilstand ved Adskillelsen og dets Stilling ligeoverfor Nabomagterne. Geistlige og verdslige Høvdinger.

Da Foreningen mellem Norge og Sverige opløstes ved Fredsslutningen i Stockholm 1371, befandt Norge sig, fra det sedvanlige politiske Standpunkt at dømme, i en bedre Stilling end det sidstnævnte Rige. Medens der i Sverige herskede indbyrdes Splid og Anarchi, havde man i Norge Rolighed og en ordnet Styrelse, hvis Myndighed af alle Undersaatter villigt og ærbødigt erkjendtes. Medens Sverige havde en udenlandsk Konge, der, selv ubetydelig, egentlig kun var et Redskab i sin statskloge Faders Haand, hvorved denne, ubekymret om Sveriges Interesser, kun søgte at benytte det til at fremme sine ærgjerrige Planer i Tydskland, havde Nordmendene en indfødt Konge, hvis Interesser, om de end tildeels ogsaa gik ud paa Indflydelse i Naborigerne, dog idetmindste ikke strakte sig udenfor Norden, og for hvem Norges Velmagt og Anseelse dog altid var Hovedsagen. Medens Kongedynastiet i Sverige, deels paa Grund af hine Forhold, deels og formedelst Kongens personlige Ubetydelighed og hans egen, i alle Fald hans Omgivelsers, Uelskværdighed, var i højeste Maade upopulært, og for at verne sig mod Virkningen af denne Upopularitet maatte gribe til Midler, der alene forøgede den, nemlig fremdeles at omgive sig med overmodige, tøjlesløse Landsmend, der udsugede Rigets bedste Kraft og tyranniserede dets Indbyggere, var Norges Kongedynasti aabenbart almindelig afholdt, og dets nærmeste Omgivelser saavelsom Befalingsmendene fordetmeste indfødde eller i alle Fald fuldkommen naturaliserede, og om end ikke