dan var det, den foreslaaede Rigshistoriographpost efter hans egen og Departementets Mening bekvemmelig kunde afgivet. Men vorder end hans Plads som Universitetslærer let at udfylde, saa vil det Tab, som Videnskaberne have lidt ved hans Bortgang, ikke kunne erstattes. Han var en Mand, udrustet med en saadan Forening af lykkelige Evner, som Naturen ikke i hver Menneskealder koncenterer paa een Haand. Og han anvendte disse sine Evner til Videnskabens og Fædrelandets Gavn og Hæder. Ved at skrive sit Folks Historie og bringe dets ældre Sprogmonumenter frem for Dagen har han løftet, lutret og styrket denne nationale Bevidsthed, som kan bære frem i Trængselens Dage; og for sin Granskning og dens Resultater har han skaffet sig Opmærksomhed ikke blot i Norden og inden de germaniske Folks Literatur, men selv langt udover den Kreds af Europas Lærde, hvor et norsk Sprog og en norsk Literatur tidligere har været kjendt endog blot af Navn. Hans Gjerning og hans Minde skal derfor leve i erkjendtlig Erindring gjennem den fjerneste Fremtid.
