Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXVII

men ſaa at ſige alt hvad der er flydt fra hans Pen i Løbet af 30 Aar, endog de meſt ephemere Dagsartikler, der i ſin Tid henſlængtes uden Navn og Mærke, men ſom heller ikke ſjelden indeholde videnſkabelige Vink og Kjendsgjerninger. Om Munchs hele Forfatterſkab gjælder det, at det er gjennemvævet med Videnſkab; ofte, kan man ſige, i Utrængsmaal og til uegentlig Tid og Sted. Men dette var kun en ſimpel Følge af hans hele videnſkabelige Habitus, af denne Fritagelſe for al ſtrengere Begrændsning, ſom han indrømmede ſin Aands overſtrømmende Produktivitet, og den Hurtighed, hvormed han forfattede. Denne ſidſte var ſaa ſtor, at han — ſom jeg af Erfaring veed — paa en Aften, eller rettere en Nat, kunde levere en Monographi, der for Folk af Faget maatte ſynes at have koſtet Dages, ja Ugers Arbeide. I den Raſtløshed, hvormed hans Forfatterſkab foregik, formaaede ingen ydre Hindringer at virke forſtyrrende. Midt i ſin Families Skjød, under Huuslivets mangehaande ſmaae Distraktioner kunde han arbeide lige raſkt og lige let. Han kunde ſidde oppe ſaa længe det ſkulde være, og han kunde, engang falden i Søvn, til enhver Tid paa Natten igjen tage Arbeidet fat. Men den Lethed, hvormed han producerede har ogſaa havt ſin ſtore Indflydelſe paa hans Stiil og hans Fordringer til en „ſtiliſtiſk“ Fremſtilling. Han tillod Sagen at ſkrive ſig faktiſk og umiddelbar ſelv; klar, grei, ja endog fyndig blev Fremſtillingen; men kunſtneriſk Fuldendelſe var ikke hans Stræben. Hvad der magelig kunde fylde et Par Blade, indſkrænkede han ikke af ſtiliſtiſke Henſyn til et Par Linier. Hans Stiil gav derfor hellerikke Indtrykket af nogen Lethed og Afrundethed; thi disſe Egenſkaber ere i Regelen ikke Reſultatet af Produktionslethed, men, ſom hos Johannes v. Müller, Macaulay, Guizot m. fl., af et anſtrængt Arbeide. Uagtet ſin ſtore Lethed i ſkriftligen at behandle et Emne, manglede Munch Evnen til mundtlig Foredrag. Han var en gemytlig og luun Fortæller, men paa Kathedret eller ſom Taler var han lidet hjemme. Han optraadte derfor ogſaa næſten aldrig offentlig, og kom efterhaanden mere og mere til Overbeviisning om, at Kathedret ikke var hans egentlige Plads, og at derfor baade han og Univerſitetet vilde være bedſt tjent med, at han anviſtes en derfra afſondret, uafhængig Virkekreds[1]. En ſaa-

  1. Munchs betydeligſte Forelæsninger have omfattet Nordens ældſte Hiſtorie og Sprog, ſaaledes Danmarks og Sveriges Oldhiſtorie (1848, 1853—54), nordiſk Sproghiſtorie, tildeels med Henſyn paa Gothiſk og Angelſachſiſk, (1846—1853), og en Række hiſtoriſk-ethnographiſke Forelæsninger (1855—56). Desuden foredrog han igjennem flere Aar (1840—45) de europæiſke Folkeſlags Hiſtorie i Middelalderen, ſamt Europas ældre Geographi (1856—57), Ruslands og Englands ældſte Hiſtorie, oſv. Som en fortjenſtlig Deel af Munchs Univerſitets-Virkſomhed maa fremhæves hans Stiftelſe af det ethnographiſke Muſeum, hvis Beſtyrer han i længere Tid var.