Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXVII

men saa at sige alt hvad der er flydt fra hans Pen i Løbet af 30 Aar, endog de mest ephemere Dagsartikler, der i sin Tid henslængtes uden Navn og Mærke, men som heller ikke sjelden indeholde videnskabelige Vink og Kjendsgjerninger. Om Munchs hele Forfatterskab gjælder det, at det er gjennemvævet med Videnskab; ofte, kan man sige, i Utrængsmaal og til uegentlig Tid og Sted. Men dette var kun en simpel Følge af hans hele videnskabelige Habitus, af denne Fritagelse for al strengere Begrændsning, som han indrømmede sin Aands overstrømmende Produktivitet, og den Hurtighed, hvormed han forfattede. Denne sidste var saa stor, at han – som jeg af Erfaring veed – paa en Aften, eller rettere en Nat, kunde levere en Monographi, der for Folk af Faget maatte synes at have kostet Dages, ja Ugers Arbeide. I den Rastløshed, hvormed hans Forfatterskab foregik, formaaede ingen ydre Hindringer at virke forstyrrende. Midt i sin Families Skjød, under Huuslivets mangehaande smaae Distraktioner kunde han arbeide lige raskt og lige let. Han kunde sidde oppe saa længe det skulde være, og han kunde, engang falden i Søvn, til enhver Tid paa Natten igjen tage Arbeidet fat. Men den Lethed, hvormed han producerede har ogsaa havt sin store Indflydelse paa hans Stiil og hans Fordringer til en „stilistisk“ Fremstilling. Han tillod Sagen at skrive sig faktisk og umiddelbar selv; klar, grei, ja endog fyndig blev Fremstillingen; men kunstnerisk Fuldendelse var ikke hans Stræben. Hvad der magelig kunde fylde et Par Blade, indskrænkede han ikke af stilistiske Hensyn til et Par Linier. Hans Stiil gav derfor hellerikke Indtrykket af nogen Lethed og Afrundethed; thi disse Egenskaber ere i Regelen ikke Resultatet af Produktionslethed, men, som hos Johannes v. Müller, Macaulay, Guizot m. fl., af et anstrængt Arbeide. Uagtet sin store Lethed i skriftligen at behandle et Emne, manglede Munch Evnen til mundtlig Foredrag. Han var en gemytlig og luun Fortæller, men paa Kathedret eller som Taler var han lidet hjemme. Han optraadte derfor ogsaa næsten aldrig offentlig, og kom efterhaanden mere og mere til Overbeviisning om, at Kathedret ikke var hans egentlige Plads, og at derfor baade han og Universitetet vilde være bedst tjent med, at han anvistes en derfra afsondret, uafhængig Virkekreds[1]. En saa-

  1. Munchs betydeligste Forelæsninger have omfattet Nordens ældste Historie og Sprog, saaledes Danmarks og Sveriges Oldhistorie (1848, 1853–54), nordisk Sproghistorie, tildeels med Hensyn paa Gothisk og Angelsachsisk, (1846–1853), og en Række historisk-ethnographiske Forelæsninger (1855–56). Desuden foredrog han igjennem flere Aar (1840–45) de europæiske Folkeslags Historie i Middelalderen, samt Europas ældre Geographi (1856–57), Ruslands og Englands ældste Historie, osv. Som en fortjenstlig Deel af Munchs Universitets-Virksomhed maa fremhæves hans Stiftelse af det ethnographiske Museum, hvis Bestyrer han i længere Tid var.