tingelse, at vinde Klarhed og Vished med Hensyn til det Faktiske. „Sandheden fremfor Alt“ var jo hans Gransker-Maxime.
Men med denne sin nøgterne Kritik, med sin Tilsidesættelse af Formens for Stoffets og Kjendsgjerningers Krav og sin Mangel paa ideelt Syn, nærmede dog Munch sig i een Henseende Digteren, nemlig i Kombinationsevne. Dog var det her den Forskjel, at medens Digteren frithen konstruerer ud af sin Phantasi, konstruerede Munch ud af de støvede Aktstykker, der tale baade tørt og sparsomt. En Tanke skimter frem i sine store, men løse Omrids; Forbindelsen er Usikker, men den træder for Forskerens Sands frem med den subjektive Sandheds hele Fylde. Det gjælder kun at klare den Ud af dens Dunkelhed og hæve den til historisk Gyldighed gjennem Aktstykkernes spredte, men kløgtig jævnførte Vidnesbyrd. Og heri havde Munch sin forbausende Styrke. I sine Kombinationer slog han med Digterens Dristighed ned paa et Punkt, der syntes at ligge udenfor det Beviisliges Omraade. Men fra dette Punkt, hvortil man ikke vilde vundet frem ved Skridt for Skridt at holde sig til Dokumenternes Ledelse, vandt han med Lethed tilbage til Udgangspunktet, idet han ved en skarpsindig Iagttagelse af Dokumenternes spredte Vink under denne retrograde Vandring kom til Vished om, at den først saa dristig tilbagelagte Fart havde været i ret Leid, og at man nu ogsaa godt kunde tilbagelægge Veien fremad med „Øxen og Spaden i Haanden“. At dog mangen uholdbar Hypothes maatte blive opstillet, og mangen ørkesløs Konjektur skjænkes en rumspildende, mod den strengt ordnede og knappe Fremstillings Krav stridende Opmærksomhed, fulgte ligesom med Nødvendighed af selve Methoden. Læseren deelagtiggjøres ikke blot i de Undersøgelsers hele Maskineri, hvoraf et sikkert Resultat endeligen er fremkommet, men ogsaa i dem, der blot give et negativt Udbytte, og nærmest kun tjene til at godtgjøre for Granskeren, at paa den forsøgte Maade ingen historisk Vished er at vinde.
Det er et Særkjende for Munchs Forfatterskab ligetil hans Dagbladsartikler, at de ere prægede af hans Granskning og Lærdom og i Regelen altid indeholde noget videnskabeligt Nyt, eller give i det mindste et eller andet værdifuldt Vink til en ny Belysning af en Sag, om end ikke altid netop den, der er Behandlingens Gjenstand. Thi Under Drøftelsen af et vist Spørgsmaal kom han ofte ind paa Sidespørgsmaal, som han lejlighedsviis belyste ved Hjælp af dette uendelige Fond af Lærdom, der overalt stod ham til Raadighed Skulde man derfor ville betrygge sig mod at gaa glip af nogen lærd Oplysning, nogen ny Betragtning, som Munch muligens havde bragt i Anvendelse, maatte man kjende ikke blot hans særskilte Arbeider og Afhandlinger,
