Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXV

nede ſig for ham, hvor det fandtes, ſom han for Øieblikket havde Brug for. Og hans Blik ſlog paa de lange Sider med Falkens Hurtighed og Sikkerhed ned paa det Sted, hvor Byttet ſkjulte ſig.

De ſtærkeſt fremtrædende Egenſkaber i Munchs Hiſtorieſkrivning var en ſjelden Skarpſindighed, en alt opløſende Kritik og en overordentlig Kombinationsevne. „Det var — har en af hans Kolleger ſagt — ſom om Intet, der kunde tjene til Beviis for en Mening, formaaede at ſkjule ſig for ham, og med hvilkenſomhelſt Gjenſtand han ſysſelſatte ſig, forſtod han altid, endog om Stoffet var af den meſt overvældende og kaotiſke Beſkaffenhed, at bringe Sammenhæng tilveie og ſammenſtille Enkeltheder paa den meſt overraſkende Maade“. Men med al ſin Skarpſindighed røbede han ofte en mærkelig Mangel paa Judicium ſaavel i Bedømmelſen af en Kjendsgjernings ſtørre eller mindre Betydenhed, ſom i Udviklingens mere eller mindre indgribende Motiver. Heraf fulgte, at hans Behandling af et givet Stof hyppig ſavnede den dybere philoſophiſke Opfatning og ſtrengere Begrændsning, og ſaaledes fik den noget Tilbygningsmæsſigt ved ſig, hvorved Hovedinteresſen ſplittedes og den egentlige kunſtneriſke Virkning gik til Spilde. Det faktiſk Rigtige var for ham det ene Væſentlige. Gaaende Ud fra Tvivl om Alt, ſlog han ſig paa intet Punkt til Ro med en traditionel hiſtoriſk Sandhed, men gik prøvende, kritiſk opløſende frem, brydende med alle Fordomme, inden han lod en Sag gjælde ſom uantaſtelig Sandhed. Mangen en Fortælling, der gjaldt for „god Hiſtorie“ i vore Fædres Tid, har for Munchs kritiſke Skarpſyn opløſt ſig i lutter Misforſtaaelſer, Anachronismer og digteriſk Tant og Taage. Al romantiſk og ſentimental Udſmykning af Hiſtorien var ham en Forargelſe, og hvor han forefandt den, ryddede han den til Side. Han følte i dette Stykke ingen Barmhjertighed hverken med Digterne, ſom deraf maaſkee havde hentet Motiverne for ſine bedſte Værker, eller med Læſerne, ſom af disſe have følt ſig dobbelt tiltalte netop formedelſt den hiſtoriſke Baggrund Fortællingen om Frithjof og Ingeborg, om Axel og Valborg, ſom havde rørt og tiltalt ſaa Mange, endog i den Skikkelſe, hvori de forelaa ſom blot og bart Emne for Tegnérs og Oehlenſchlägers berømte Digtninger, berøvedes ved Munchs Kritik al ſin hiſtoriſke Troværdighed. At en hiſtoriſk Fortælling var benyttet ſom Stof for en Digtning, var Munch en yderligere Grund til kritiſk at underſøge dens Holdbarhed, ikke fordi han afviſte Digtningens Berettigelſe, hvilket var ſaa langt fra, at han tvertimod ofte og gjerne læſte Romaner og poetiſke Værker, men fordi det paa ethvert Punkt inden Hiſtoriens Omraade ſyntes ham den fornemſte og uomgjængeligſte Be-