nede sig for ham, hvor det fandtes, som han for Øieblikket havde Brug for. Og hans Blik slog paa de lange Sider med Falkens Hurtighed og Sikkerhed ned paa det Sted, hvor Byttet skjulte sig.
De stærkest fremtrædende Egenskaber i Munchs Historieskrivning var en sjelden Skarpsindighed, en alt opløsende Kritik og en overordentlig Kombinationsevne. „Det var – har en af hans Kolleger sagt – som om Intet, der kunde tjene til Beviis for en Mening, formaaede at skjule sig for ham, og med hvilkensomhelst Gjenstand han sysselsatte sig, forstod han altid, endog om Stoffet var af den mest overvældende og kaotiske Beskaffenhed, at bringe Sammenhæng tilveie og sammenstille Enkeltheder paa den mest overraskende Maade“. Men med al sin Skarpsindighed røbede han ofte en mærkelig Mangel paa Judicium saavel i Bedømmelsen af en Kjendsgjernings større eller mindre Betydenhed, som i Udviklingens mere eller mindre indgribende Motiver. Heraf fulgte, at hans Behandling af et givet Stof hyppig savnede den dybere philosophiske Opfatning og strengere Begrændsning, og saaledes fik den noget Tilbygningsmæssigt ved sig, hvorved Hovedinteressen splittedes og den egentlige kunstneriske Virkning gik til Spilde. Det faktisk Rigtige var for ham det ene Væsentlige. Gaaende Ud fra Tvivl om Alt, slog han sig paa intet Punkt til Ro med en traditionel historisk Sandhed, men gik prøvende, kritisk opløsende frem, brydende med alle Fordomme, inden han lod en Sag gjælde som uantastelig Sandhed. Mangen en Fortælling, der gjaldt for „god Historie“ i vore Fædres Tid, har for Munchs kritiske Skarpsyn opløst sig i lutter Misforstaaelser, Anachronismer og digterisk Tant og Taage. Al romantisk og sentimental Udsmykning af Historien var ham en Forargelse, og hvor han forefandt den, ryddede han den til Side. Han følte i dette Stykke ingen Barmhjertighed hverken med Digterne, som deraf maaskee havde hentet Motiverne for sine bedste Værker, eller med Læserne, som af disse have følt sig dobbelt tiltalte netop formedelst den historiske Baggrund Fortællingen om Frithjof og Ingeborg, om Axel og Valborg, som havde rørt og tiltalt saa Mange, endog i den Skikkelse, hvori de forelaa som blot og bart Emne for Tegnérs og Oehlenschlägers berømte Digtninger, berøvedes ved Munchs Kritik al sin historiske Troværdighed. At en historisk Fortælling var benyttet som Stof for en Digtning, var Munch en yderligere Grund til kritisk at undersøge dens Holdbarhed, ikke fordi han afviste Digtningens Berettigelse, hvilket var saa langt fra, at han tvertimod ofte og gjerne læste Romaner og poetiske Værker, men fordi det paa ethvert Punkt inden Historiens Omraade syntes ham den fornemste og uomgjængeligste Be-
