Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXIV

ning i Side- og Arketal, eftergaa Munchs Forfatterſkab, turde Reſultatet ogſaa her blive ſkikket til at forbauſe. Vi behøve dog ingen ſaadan kvantitativ Udmaaling for at fatte denne uhyre Produktivitet, da vi jo alle have ſeet den udfolde ſig lige uforſtyrret til hans Livs ſidſte Øieblik; og Efterverdenen vil kunne klargjøre ſig den ved et Blik paa hans ſærſkilte Værker og den lange Fortegnelſe paa ſpredte Afhandlinger, ſom Norſk Forfatter-Lexicon indeholder. — Denne uhyre Produktivitet, hvortil ikke Phantaſien, men Granſkningen ſkulde levere Materialet, blev kun mulig derved, at Munch forenede en Hukommelſe, der Intet kunde glemme, med en Arbeidskraft, der aldrig gik træt, og en Lethed i at bruge ſin Aands ſjeldne Evner, ſom maa kaldes exempelløs. Ikke ſom ſaamange andre Lærde havde Munch ophobede Notater og Excerpter at gribe til, naar en ſpeciel Materie ſkulde behandles. Hukommelſen var det Forraadskammer, hvorfra han paa ſtaaende Fod kunde hente Svar paa næſten ethvert Spørgsmaal, der faldt inden hans Granſknings og Studiums Omraade. Om Styrken af denne Hukommelſe kan man neppe gjøre ſig et fuldſtændigt Begreb, uden at have kjendt Munch perſonligen. I de utallige hiſtoriſke Kildeſkrifter, han havde gjennemgaaet, kunde han huſke hvad der fandtes og hvor det fandtes med en ſaadan Sikkerhed, at han ſelv paa Reiſen til Rom fjernet fra alle Kilder, paa Hoteller, og viſtnok endog i Jernbanekoupeer, vedblev at ſkrive paa ſin Hiſtorie, og efter Hukommelſen alene anførte han ordlydende Citater, med Henviisninger til Bind og Side, af de forſkjelligſte Værker, idet han forreſten overlod ſin Ven Rigsarchivar Lange i Korrekturen at udfylde et Tal og i tvivlſomt Fald kontrollere Citaternes Nøiagtighed. Det var ikke blot i hiſtoriſk Retning at Munch beſad denne Hukommelſe Alt hvad han havde læſt eller hørt blev han næſten ufrivillig nødt til at bære paa. Avis-Indſendter lige fra hans Studenterdage kunde han huſke, ikke blot naar og hvor de havde ſtaaet, men endog ordlydende deres Indhold, forſaavidt dette engang havde fængſlet hans Opmærkſomhed. Fortællingens Gang og Navne paa de handlende Perſoner i ſelv de dummeſte Romaner, han i ſin Skoletid havde læſt, vedblev, ſom han beklagede ſig over, at ſtaae levende for hans Erindring, uden at han kunde blive dem kvit. Det var ligeſom Intet var for ſmaat til at lægge ſig ham paa Minde. Endog om ubetydelige Folks Familieforholde vidſte han fuld Beſked ligetil den yderſte Detail, og ſelv Samtidens ſaakaldte Chronique scandaleuse fandt i denne velvillige Hukommelſe ofte et ſikkert Opbevaringsſted.

En anden ikke mindre lykkelig Støtte for ſin Lærdom, end denne Hukommelſe afgav, fandt Munch i ſin lykkelige Evne til at ane hvor en forønſket Oplysning var at finde. Det var ligeſom Folianterne aab-