ning i Side- og Arketal, eftergaa Munchs Forfatterskab, turde Resultatet ogsaa her blive skikket til at forbause. Vi behøve dog ingen saadan kvantitativ Udmaaling for at fatte denne uhyre Produktivitet, da vi jo alle have seet den udfolde sig lige uforstyrret til hans Livs sidste Øieblik; og Efterverdenen vil kunne klargjøre sig den ved et Blik paa hans særskilte Værker og den lange Fortegnelse paa spredte Afhandlinger, som Norsk Forfatter-Lexicon indeholder. – Denne uhyre Produktivitet, hvortil ikke Phantasien, men Granskningen skulde levere Materialet, blev kun mulig derved, at Munch forenede en Hukommelse, der Intet kunde glemme, med en Arbeidskraft, der aldrig gik træt, og en Lethed i at bruge sin Aands sjeldne Evner, som maa kaldes exempelløs. Ikke som saamange andre Lærde havde Munch ophobede Notater og Excerpter at gribe til, naar en speciel Materie skulde behandles. Hukommelsen var det Forraadskammer, hvorfra han paa staaende Fod kunde hente Svar paa næsten ethvert Spørgsmaal, der faldt inden hans Gransknings og Studiums Omraade. Om Styrken af denne Hukommelse kan man neppe gjøre sig et fuldstændigt Begreb, uden at have kjendt Munch personligen. I de utallige historiske Kildeskrifter, han havde gjennemgaaet, kunde han huske hvad der fandtes og hvor det fandtes med en saadan Sikkerhed, at han selv paa Reisen til Rom fjernet fra alle Kilder, paa Hoteller, og vistnok endog i Jernbanekoupeer, vedblev at skrive paa sin Historie, og efter Hukommelsen alene anførte han ordlydende Citater, med Henviisninger til Bind og Side, af de forskjelligste Værker, idet han forresten overlod sin Ven Rigsarchivar Lange i Korrekturen at udfylde et Tal og i tvivlsomt Fald kontrollere Citaternes Nøiagtighed. Det var ikke blot i historisk Retning at Munch besad denne Hukommelse Alt hvad han havde læst eller hørt blev han næsten ufrivillig nødt til at bære paa. Avis-Indsendter lige fra hans Studenterdage kunde han huske, ikke blot naar og hvor de havde staaet, men endog ordlydende deres Indhold, forsaavidt dette engang havde fængslet hans Opmærksomhed. Fortællingens Gang og Navne paa de handlende Personer i selv de dummeste Romaner, han i sin Skoletid havde læst, vedblev, som han beklagede sig over, at staae levende for hans Erindring, uden at han kunde blive dem kvit. Det var ligesom Intet var for smaat til at lægge sig ham paa Minde. Endog om ubetydelige Folks Familieforholde vidste han fuld Besked ligetil den yderste Detail, og selv Samtidens saakaldte Chronique scandaleuse fandt i denne velvillige Hukommelse ofte et sikkert Opbevaringssted.
En anden ikke mindre lykkelig Støtte for sin Lærdom, end denne Hukommelse afgav, fandt Munch i sin lykkelige Evne til at ane hvor en forønsket Oplysning var at finde. Det var ligesom Folianterne aab-
