Hans Afhandlinger om Skandinavismen ere baade mange, omfangsrige og mærkelige. Nærmest fremkaldtes de af den dansk-tydske Strid, der fremdeles staar paa Dagsordenen. De første og vigtigste indrykkedes i Morgenbladet 1849, men aftryktes siden som tvende særskilte Brochurer (den ene baade her og i Kjøbenhavn). Saavel i Norge som i Danmark og Tydskland fremkaldte de megen Opmærksomhed og endog særskilte Modskrifter af nuværende Lektor ved Universitetet L. K. Daa og af J. J. A. Worsaae i Kjøbenhavn, foruden en kritisk Drøftelse af den verdensberømte Jacob Grimm. Yderligere behandlede Munch samme Emne i Norskt Maanedsskrift (B. 2) i en Artikel „om Skandinavismen i dens nyeste Skikkelse og fornemmelig i Forhold til den svensk-norske Union“, hvilken ogsaa oversattes paa Tydsk (Hamburg 185’7). I den mellemliggende Tid havde hans Anskuelser om Skandinavismen i det Enkelte ændret sig, men de vare ligesaalidt nu som tidligere egnede til at skaffe ham enthusiastiske „Skandinavers“ Yndest og Bevaagenhed, og endnu ved hans Død kunde man bag velvillige Ord skimte Partiets indædte Nag.
Paa samme Tid som Munch i Egenskab af Morgenbladets Medarbeider deeltog i Udredningen af Tidens forviklede politiske Spørgsmaal paa Basis af den historisk-ethnographiske Forskning, søgte han gjennem særskilte Tidsskrifter at give Almeenheden en i samme Retning orienterende eller almindelig belærende Lekture. Allerede i 1849 begyndte han at udgive et Maanedsskrift med Titelen „Almeenlæsning,“ bestaaende af længere, deels originale, deels oversatte populære Afhandlinger. Dette Tidsskrift standsede med 1ste Bind; men i 1855 optog han Planen paany i „Norskt Maanedsskrift,“ hvoraf der ialt udkom 6 Bind. Det var imidlertid kun i de første Bind af dette Tidsskrift, Munch ved originale Bidrag eller paa anden Maade tog aktiv Deel; thi fra sin Afreise til Rom lød han det ganske skjøtte sig selv og laante kun Foretagendet sit Navn. Endnu efterat Maanedsskriftet var gaaet ind, deeltog han, efter Hjemkomsten fra Rom, nogen Tid i et lignende Tidsskrift, dog med en mere æsthetisk Tendents, nemlig „For Hjemmet“, hvilket hans Fætter Digteren A. Munch i 1861 havde paabegyndt; dog leverede han deri intetsomhelst originalt Bidrag af Betydenhed.
Overskue vi nu hele Munchs Forfatterskab, i dets forskjellige Retninger og mangfoldige Forgreninger, da er den første Mærkelighed, som derved springer i Øinene, en umaadelig, næsten ubegribelig Produktivitet. Man har udregnet, hvor mange Vers Lope de Vega, Verdens frugtbareste Poet, ialt har skrevet, og derved faaet ud et forbausende Tal. Men vilde man paa lignende Maade, ved en Udreg-
