offentlig Understøttelse af 600 Spd., at udarbeide et større Generalkart over Norge i Middelalderen; dog heller ikke dette var færdigt ved hans Død, men dog nok kommen saavidt, at det forhaabentlig vil kunne fuldføres og udgives.
Ved Siden af sit videnskabelige eller lærde Forfatterskab har ogsaa Munch, indenfor den periodiske Presse, udfoldet en ikke ringe Virksomhed, beregnet deels paa at fremme Almeenoplysning, deels paa at klare enkelte af Tidens Spørgsmaal, hvorom hans Kundskaber og Studier maatte give ham Ret til at have en grundet Formening. I omtrent 10 Aar (fra 1847 af) var han fast Medarbeider i Morgenbladet, og under Storthingene i 1851 og 54 røgtede han dets Hovedredaktion. Hørende til Grundlæggerne af „Vidar“ og den Kreds af talentfulde Mænd, som ved Udgivelsen af „den Constitutionelle“ søgte at danne en Modvægt mod Morgenbladets ultra-demokratiske Bestræbelse, havde Munch allerede tidlig stillet sig i afgjort Opposition til dette Blad og de Ideer, det dengang forfægtede. Hans Indtræden deri blev derfor af Mange betragtet som politisk Svaghed og Holdningsløshed, eller ialfald som et Offer, den kun lidet politisk anlagte Forfatter bragte for sin økonomiske Existence. Vist er det ogsaa, at hvor meget end Munch ved sit Navn og sit Kundskabsforraad mægtede at give et Blad Anseelse og Værdighed, var han kun lidet skikket som politisk Leder. Han manglede, for at vi skulle bruge et drøit Udtryk, denne blinde Hengivelse i et Partis Interesse, som kan fægte selv en absurd Sag ud med Skin af Værdighed og Overbeviisning. Men een Fortjeneste troede han dog at kunne tilegne sig som Journalist, og det var den: ved sit Exempel og sin Virken at have bidraget til at bringe en mere dannet og human Tone ind i vor offentlige Diskussion. Men selv i denne Bestræbelse maatte han tildeels føle sig bunden ved Bladets Fortid og Traditioner og saaledes ofte gaae paa Akkord med Omstændighedernes mangehaande Krav og Paavirkningen. I sit journalistiske Forfatterskab indskrænkede han sig hovedsagelig til hvad man kunde kalde de mere videnskabelige Dagsspørgsmaal, hvori han ved sine Kundskaber og Interesser kaldtes til at optræde som Opmand: saaledes Sprogsagen og Skandinavismen med de dansk-tydske Stridigheder. De mange skjæve og forvirrede Begreber i Sprogsagen søgte han at klare gjennem en Række, især mod Overlærer Knudsen rettede polemiske Artikler; men under Stridens Hede kom han ogsaa til at opstille Principer, der i Konsekventsens Medfør nødte ham selv til efterhaanden at gjøre Brud paa sin tidligere fulgte Skrivemaade og foretage øieblikkelige orthographiske Ændringer, som hverken i hans egne eller Andres Skrifter senere have faaet Hævd.
