fordi hun vel der havde størst Modstand at bekæmpe og flest Hindringer at bortrydde. Det var, som man af det senere paafulgte erfarer, hendes Hensigt, allerede at begynde dette Møde med en Act, der paa den tydeligste og mest iøjnefaldende Maade skulde vise, at Rigerne herefter skulde betragtes ikke som et Statsforbund, men som en samlet Forbundsstat, og Foreningen ej lenger skulde være en blot og bar Personal-Union. Hun agtede nemlig at lade Erik krone til Konge over alle tre Riger under eet. Hvorledes hun har indledet dette, om det allerede var aftalt paa Mødet i Skaane 1395, eller om hun agiterede derfor under Opholdet i Sverige, vides ikke; vi erfare kun, at hun ogsaa satte dette igjennem, saa paafaldende det end maa have forekommet de fleste. Indkaldelser maa i betimelig Tid have været omsendte til Raadsherrerne i de to andre Riger, og alle de øvrige Mend, om hvis Nærværelse der kunde være Tale. Til Samlingssted bestemtes Kalmar. Hvorfor dette Sted valgtes, og ikke heller et i det vestlige Sverige eller Halland, der kunde være de Danske og Norske belejligere, vides ikke, men .der maa have været særegne Grunde derfor. Maaskee ønskede Dronningen og de svenske Herrer netop at være de østlige Farvande og Gotland saa nær som muligt, for samtidigt at kunne holde Øje med Vitaliebrødrene og Kong Albrechts Søn Hertug Erik, der ved deres Hjelp nys havde sat sig fast paa den sidstnævnte Ø, som det i det følgende vil blive berettet. Her i Kalmar samlede der sig da ved Pintsetid, henimod Midten af Juni Maaned, en Mængde anseede Mend fra alle tre Riger, af hvilke følgende Nordmend udtrykkeligt nævnes: Cantsleren Provst Arne, Agmund Bolt, Gaute Erikssøn, Jon Martinssøn, Jon Darre, Alf Haraldssøn, Eindride Erlendssøn af Losna, Gudbrand Erlingssøn, Haakon Søm Gyrd Gyrdssøn, Sigurd Thoraldessøn, Thoralde Sigurdssøn og Jon Haraldssøn, samt desforuden Biskop Jon af Orknø, der dog ikke var Nordmand, og formodentlig aldrig havde været enten i Norge eller i sit eget Biskopsdømme[1]. Besynderligt nok, at hverken Erkebiskop Vinalde eller nogen anden af de norske Biskoper vare tilstede. Det er muligt, at.Kroningen netop kan have været“Skyld deri, da der vel kunde opstaa Spørs-
- ↑ De Tilstedeværendes Navne kjendes idet Hele taget kun, forsaavidt som de senere have været med at udstede Kronings-Acten. Men at mange flere have været tilstede, sees deraf, at Kongen kunde creere 133 Riddere. Et Indulgensbrev, meddeelt i Pontoppidans Annaler II. S. 251, viser, at foruden de danske Biskoper, der udstedte Kroningsacten, vare Biskoperne af Ribe og Viborg tilstede idetmindste d. 6te Juli. Biskop Jon af Orknø var vel snarest en Pomrer, da vi i 1389 finder ham som Bestyrer af Cammins Biskopsstol, see Rango, Pomerania antiqua, S. 107. Han har vel endog en Tidlang ikke været betragtet som lovligt valgt eller udnævnt, siden vi finde Henrik som Biskop af Orknø 1394 (s. o. S. 259), efter hvem Jon igjen kommer frem.
