Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/429

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
381
1397. Fælles-Møde fra alle tre Riger i Kalmar.

fordi hun vel der havde ſtørſt Modſtand at bekæmpe og fleſt Hindringer at bortrydde. Det var, ſom man af det ſenere paafulgte erfarer, hendes Henſigt, allerede at begynde dette Møde med en Act, der paa den tydeligſte og meſt iøjnefaldende Maade ſkulde viſe, at Rigerne herefter ſkulde betragtes ikke ſom et Statsforbund, men ſom en ſamlet Forbundsſtat, og Foreningen ej lenger ſkulde være en blot og bar Perſonal-Union. Hun agtede nemlig at lade Erik krone til Konge over alle tre Riger under eet. Hvorledes hun har indledet dette, om det allerede var aftalt paa Mødet i Skaane 1395, eller om hun agiterede derfor under Opholdet i Sverige, vides ikke; vi erfare kun, at hun ogſaa ſatte dette igjennem, ſaa paafaldende det end maa have forekommet de fleſte. Indkaldelſer maa i betimelig Tid have været omſendte til Raadsherrerne i de to andre Riger, og alle de øvrige Mend, om hvis Nærværelſe der kunde være Tale. Til Samlingsſted beſtemtes Kalmar. Hvorfor dette Sted valgtes, og ikke heller et i det veſtlige Sverige eller Halland, der kunde være de Danſke og Norſke belejligere, vides ikke, men .der maa have været ſæregne Grunde derfor. Maaſkee ønſkede Dronningen og de ſvenſke Herrer netop at være de øſtlige Farvande og Gotland ſaa nær ſom muligt, for ſamtidigt at kunne holde Øje med Vitaliebrødrene og Kong Albrechts Søn Hertug Erik, der ved deres Hjelp nys havde ſat ſig faſt paa den ſidſtnævnte Ø, ſom det i det følgende vil blive berettet. Her i Kalmar ſamlede der ſig da ved Pintſetid, henimod Midten af Juni Maaned, en Mængde anſeede Mend fra alle tre Riger, af hvilke følgende Nordmend udtrykkeligt nævnes: Cantſleren Provſt Arne, Agmund Bolt, Gaute Eriksſøn, Jon Martinsſøn, Jon Darre, Alf Haraldsſøn, Eindride Erlendsſøn af Losna, Gudbrand Erlingsſøn, Haakon Søm Gyrd Gyrdsſøn, Sigurd Thoraldesſøn, Thoralde Sigurdsſøn og Jon Haraldsſøn, ſamt desforuden Biſkop Jon af Orknø, der dog ikke var Nordmand, og formodentlig aldrig havde været enten i Norge eller i ſit eget Biſkopsdømme[1]. Beſynderligt nok, at hverken Erkebiſkop Vinalde eller nogen anden af de norſke Biſkoper vare tilſtede. Det er muligt, at.Kroningen netop kan have været“Skyld deri, da der vel kunde opſtaa Spørs-

  1. De Tilſtedeværendes Navne kjendes idet Hele taget kun, forſaavidt ſom de ſenere have været med at udſtede Kronings-Acten. Men at mange flere have været tilſtede, ſees deraf, at Kongen kunde creere 133 Riddere. Et Indulgensbrev, meddeelt i Pontoppidans Annaler II. S. 251, viſer, at foruden de danſke Biſkoper, der udſtedte Kroningsacten, vare Biſkoperne af Ribe og Viborg tilſtede idetmindſte d. 6te Juli. Biſkop Jon af Orknø var vel ſnareſt en Pomrer, da vi i 1389 finder ham ſom Beſtyrer af Cammins Biſkopsſtol, ſee Rango, Pomerania antiqua, S. 107. Han har vel endog en Tidlang ikke været betragtet ſom lovligt valgt eller udnævnt, ſiden vi finde Henrik ſom Biſkop af Orknø 1394 (ſ. o. S. 259), efter hvem Jon igjen kommer frem.