Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/426

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
378
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

paa Allsherjething ved Uppſala, og ophøjet paa Mora-Stenen, ved hvilken Lejlighed mange bleve dubbede til Riddere[1], dog vel neppe af Kongen ſelv, da han endnu var umyndig, men af en eller anden anſeet Ridder paa hans Vegne. I Hyldings-Eeden, ſom Erik aflagde, forpligtede han ſig blandt andet udtrykkeligt til at betro Rigets Slotte alene til Indfødte, og ikke at paalegge Skat, men nøje ſig med Rigets ſedvanlige Indtægter, undtagen i Krigstilfelde.

At dette Valg ingenlunde var alle de ſvenſke Herrer til Behag, ikke engang alle dem, der vare tilſtede og ſamtykkede deri, tør man ſaavel af hvad vi allerede have ſeet, ſom hvad der ſidenefter ſkete, antage ſom viſt, og derſom vi nærmere kjendte Forhandlingernes Gang, vilde vi ſikkert finde denne Antagelſe udtrykkeligt bekræftet. Flere ere viſt endog ganſke udeblevne, navnlig alle de, der gjorde felles Sag med Hr. Knut Byesſøn i Finland. Dog finder man heller ikke paa den anden Side, at de indlagde nogen Proteſt, og Eriks Valg og Hylding var ſaaledes fuldkommen retsgyldigt. Man kan overhoved her ikke tilbageholde den allerede ovenfor udtalte Formodning om, at Margrete med ſtor Klogſkab har benyttet den nu løsſlupne Kong Albrecht ſom et Skræmſel til at gjøre de ſvenſke Stormend mere medgjørlige og kvæle den Oppoſition, der ellers kunde reiſe ſig iblandt dem. Og navnlig maa vi gjette paa noget ſaadant, naar vi ſee den Driſtighed og tillige det Held, hvormed hun under de nuværende, tilſyneladende ſaa ugunſtige Forhold, fik drevet en Foranſtaltning igjennem, der blandt de Store og Frelſemendene i Landet var ligeſaa forhadt ſom nogenſinde de agrariſke Love blandt Optimaterne i den gamle romerſke Republik, og næſten lige ſaa farlig for dem, der ſøgte at ſette den igjennem. Dette rar den Refſt eller Vindication af det Kronen i de ſidſte tredive Aar frakomne Gods, hvorom der ſaa lenge havde været Tale, uden at det dog havde været muligt at faa den udført. Man kan vel endog ſige, at det egentlig var Forſøget paa at ſette en ſaadan, om end kun deelviis, igjennem, der ſkilte baade Kong Magnus, og ſiden Kong Albrecht, ved Kongedømmet. Men Margrete forſtod langt anderledes at ſette ſig i Reſpect. Hun var ej alene Mand for at faa Raadet til at beſlutte Foranſtaltningen, men ogſaa for at faa den bragt i Udførelſe efter at være beſluttet. Der er viſtnok faa

  1. Vadſtena-Diariet, Scr. r. Sv. I. S. 109. Hyldingsdagen angives udtrykkeligt (ſom Søndag efter Mariæ Magdalenes Dag) i Nykøpings-Recesſen af 1396, og ligeledes (ſom St. Apollinaris-Dag) i Chron. af 1430, Scr. r. Sv. I. S. 66. Begge Angivelſer betegne den 23de Juli. Blandt de Riddere, ſom dubbedes, maa Algøt Magnusſøn og Thord Bonde have været, thi de optræde herefter med Riddertitel. Af andre Breve ſees, at Snakenborgerne, Hr. Nisſe Svarteſkaaning og flere navngivne Herremend have været tilſtede.