paa Allsherjething ved Uppsala, og ophøjet paa Mora-Stenen, ved hvilken Lejlighed mange bleve dubbede til Riddere[1], dog vel neppe af Kongen selv, da han endnu var umyndig, men af en eller anden anseet Ridder paa hans Vegne. I Hyldings-Eeden, som Erik aflagde, forpligtede han sig blandt andet udtrykkeligt til at betro Rigets Slotte alene til Indfødte, og ikke at paalegge Skat, men nøje sig med Rigets sedvanlige Indtægter, undtagen i Krigstilfelde.
At dette Valg ingenlunde var alle de svenske Herrer til Behag, ikke engang alle dem, der vare tilstede og samtykkede deri, tør man saavel af hvad vi allerede have seet, som hvad der sidenefter skete, antage som vist, og dersom vi nærmere kjendte Forhandlingernes Gang, vilde vi sikkert finde denne Antagelse udtrykkeligt bekræftet. Flere ere vist endog ganske udeblevne, navnlig alle de, der gjorde felles Sag med Hr. Knut Byessøn i Finland. Dog finder man heller ikke paa den anden Side, at de indlagde nogen Protest, og Eriks Valg og Hylding var saaledes fuldkommen retsgyldigt. Man kan overhoved her ikke tilbageholde den allerede ovenfor udtalte Formodning om, at Margrete med stor Klogskab har benyttet den nu løsslupne Kong Albrecht som et Skræmsel til at gjøre de svenske Stormend mere medgjørlige og kvæle den Opposition, der ellers kunde reise sig iblandt dem. Og navnlig maa vi gjette paa noget saadant, naar vi see den Dristighed og tillige det Held, hvormed hun under de nuværende, tilsyneladende saa ugunstige Forhold, fik drevet en Foranstaltning igjennem, der blandt de Store og Frelsemendene i Landet var ligesaa forhadt som nogensinde de agrariske Love blandt Optimaterne i den gamle romerske Republik, og næsten lige saa farlig for dem, der søgte at sette den igjennem. Dette rar den Refst eller Vindication af det Kronen i de sidste tredive Aar frakomne Gods, hvorom der saa lenge havde været Tale, uden at det dog havde været muligt at faa den udført. Man kan vel endog sige, at det egentlig var Forsøget paa at sette en saadan, om end kun deelviis, igjennem, der skilte baade Kong Magnus, og siden Kong Albrecht, ved Kongedømmet. Men Margrete forstod langt anderledes at sette sig i Respect. Hun var ej alene Mand for at faa Raadet til at beslutte Foranstaltningen, men ogsaa for at faa den bragt i Udførelse efter at være besluttet. Der er vistnok faa
- ↑ Vadstena-Diariet, Scr. r. Sv. I. S. 109. Hyldingsdagen angives udtrykkeligt (som Søndag efter Mariæ Magdalenes Dag) i Nykøpings-Recessen af 1396, og ligeledes (som St. Apollinaris-Dag) i Chron. af 1430, Scr. r. Sv. I. S. 66. Begge Angivelser betegne den 23de Juli. Blandt de Riddere, som dubbedes, maa Algøt Magnussøn og Thord Bonde have været, thi de optræde herefter med Riddertitel. Af andre Breve sees, at Snakenborgerne, Hr. Nisse Svarteskaaning og flere navngivne Herremend have været tilstede.
