Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/425

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
377
1395, 1396. Erik af Pomern hyldet ſom Konge i Danmark og Sverige.

Overlegning med disſe Raadsherrer førend i Midten af det følgende Aar. Og den ſvenſke Riimkrønike, hvis Affattelſe neppe ligger 50 Aar ſenere end disſe Begivenheder, ſiger endog udtrykkeligt, at Margrete, førend Erik hyldedes i Sverige, ſammenkaldte ſit Raad af alle tre Riger og fik dem til i Forening at beſlutte Eriks Antagelſe til Konge i dem alle, for at Rigerne fremdeles kunde blive ſamlede. Krøniken meddeler endog enkelte af Forhandlingerne, der ſynes at viſe, at hun i Førſtningen ſtødte paa Vanſkeligheder. „Da Herrerne vare komne ſammen“, heder det, „ſagde hun til dem, at de burde tage ſig en Konge, medens hun endnu levede, for at Rigerne kunde blive ſamlede. Herrerne raadſlog da førſt og ſagde, uden at frygte for hendes Unaade, at ſaa lenge Gud lod hende leve, da ønſkede de ikke nogen anden Herre. Men da ſvarede Dronningen haſtigt og meget vred: jeg har raadet Eder til det bedſte, og vil I nu ej gjøre det, da ſtaar Riget i Fare, og efter min Død faar I Kiv, thi Rigerne blive da visſeligt ikke tilſammen; men jeg kan vel tænke, at I forſmaa den Herre, fordi han er af min Ætt! Da blev Raadsherrerne ilde til Mode og gjorde ganſke, ſom hun vilde, for at ſtille hendes Vrede; de erklærede, at de gjerne vilde følge hendes Raad; hun takkede dem og lod Erik ſtrax hylde af alt Rigets Raad“, det vil da ſige, at hun lod ſig give et foreløbigt Tilſagn baade af det danſke og af det ſvenſke Raad om, at de vilde velge Erik til Konge[1]. Hvis det virkelig er gaaet ſaaledes til, kan det ej have været paa noget andet Møde end det nys omtalte i Skaane; og Beretningen er ej alene ſandſynlig, men beſtyrkes endog deraf, at enkelte ſvenſke Herrer netop efter dette Møde ſees at have været misfornøjede og draget ſig bort fra Margrete, ja endog nærmet ſig Mecklenburgerne, ſom Jakob Abrabamsſøn, om hvem vi allerede have berettet, at han deeltog i Fredsmødet, men ſtrax efter gjorde felles Sag med den egenmægtige Knut Boesſøn i Finland.

Fra Jylland, hvor Kongen og Dronningen efter Hyldingen opholdt ſig i nogle Uger, drog de førſt til Asſens i Fyn for at handle med de holſtenſke Grever om den nye Forlening med Sønderjylland, der nu ſkulde finde Sted, men ſom dog ikke ſkete formedelſt Grev Claus’s Betænkeligheder[2]. Derpaa begav de ſig til Sverige, man veed ikke beſtemt naar, men i alle Fald ſaa betimeligt, at de i de førſte Dage af Juni kunde ſamles med Erkebiſkopen, Biſkoperne og endeel verdslige Raadsmedlemmer til et Møde i Skara, ſom formodentlig allerede forud havde været aftalt, og hvor det egentlige Valg ſkulde foregaa. Her valgtes han da den titte Juni og blev ſidenefter, den 23de Juli, efter ſvenſk Lov og Vedtægt hyldet

  1. Scr. r. Sv. I. 2. S. 60.
  2. Sammeſteds, S. 370, 611.