Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/424

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
376
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

toges til Konge i de to andre Riger, og at en gjenſidig Unionsact oprettedes.

Dronningen havde klogeligt benyttet ſig af den Omſtendighed, at Norges Tronfølge var arvelig i ſedvanlig og ſtrengere Forſtand, ej, ſom. Danmarks og Sveriges, med Valgfrihed inden Kongehuſets Medlemmer, til at faa Erik tagen til Konge i det førſtnævnte Rige. Herved var allerede det meſte vundet: Erik havde faaet Kongenavn, og Folket i de tvende andre Riger maatte derved blive vant ved at kalde ham ſaaledes,“ uden vel overhoved at gjøre ſig ret klart, at han alene var Norges, ikke ogſaa Sveriges og Danmarks Konge. Og var man førſt enig om, at Rigerne herefter ej ſkulde ſkilles ad, maatte Tronfølgen i Sverige og Danmark allerede derved være ham vis. Fra de Svenſke havde jo Margrete desuden hiint udtrykkelige Løfte om at erkjende den Konge, hun gav dem, og hun havde endog ladet Erik antage Titel af „Sveriges rette Arving“[1]. Det var altſaa egentlig kun de Danſkes Samtykke, ſom det endnu ſtod tilbage for Dronningen at indhente. Men hendes Anſeelſe i Danmark var ſaa ſtor, at hun viſt heller ikke her havde nogen Vanſkeligheder at frygte for. Saavidt man kan ſee, blev ogſaa Erik valgt til Danmarks Konge endnu i 1295, og maaſkee endog paa det ſelvſamme Møde, hvorved Raadsherrerne vare forſamlede for at underhandle om Freden. Thi allerede den 24de Januar 1396 blev Erik hyldet ſom Danmarks Konge af Jyderne paa Viborg Landsthing, og af det Forſikkringsbrev, ſom Kongen ved denne Lejlighed paa hans Vegne udſtedede, ſees det, at han endog tidligere var bleven hyldet i de øvrige Landſkaber: hans Omreiſe i disſe maa ſaaledes have fundet Sted i de ſidſte Maaneder af Aaret 1395, ſaaſom hans Antagelſe ſom Danmarks Konge var tilendebragt, ej begyndt, paa hiint Landsthing i Viborg. Men forøvrigt blev det udtrykkeligt beſtemt og vedtaget, at Dronningen fremdeles ſkulde fore Regjeringen, indtil han blev myndig[2].

Der er endvidere al Grund til at antage, at Dronningen paa hiint ſelvſamme Møde i Skaane ogſaa aftalte det Fornødne med de ſvenſke Raadsherrer om Eriks Valg eller Antagelſe til Konge i deres Fedreland. Thi efter dette Møde havde Dronningen ingen Sammenkomſt eller

  1. Saaledes (Sviarikis réttr erfingi) kaldes Erik allerede i Landsviſtbreve af 1391 og de følgende Aar, ſee Dipl. N. I. 529. 539. 548.
  2. See herom iſær Paludan-Müller, obss. criit. S. 34—36, Suhm, XIV. S. 360—366. At Erik ikke kaldes Danmarks Konge i de Fredsbreve, der dateredes den 8de September 1395, hindrer ikke, at han dog allerede kan være valgt under Mødet paa Lindholm og Falſterbod i Juni Maaned, thi vi have ſeet, at hine Breve allerede bleve ferdigtſkrevne ſamtidig med Fredens Afſlutning den 17de Juni og alene forſynedes med et ſenere Datum.