toges til Konge i de to andre Riger, og at en gjensidig Unionsact oprettedes.
Dronningen havde klogeligt benyttet sig af den Omstendighed, at Norges Tronfølge var arvelig i sedvanlig og strengere Forstand, ej, som. Danmarks og Sveriges, med Valgfrihed inden Kongehusets Medlemmer, til at faa Erik tagen til Konge i det førstnævnte Rige. Herved var allerede det meste vundet: Erik havde faaet Kongenavn, og Folket i de tvende andre Riger maatte derved blive vant ved at kalde ham saaledes,“ uden vel overhoved at gjøre sig ret klart, at han alene var Norges, ikke ogsaa Sveriges og Danmarks Konge. Og var man først enig om, at Rigerne herefter ej skulde skilles ad, maatte Tronfølgen i Sverige og Danmark allerede derved være ham vis. Fra de Svenske havde jo Margrete desuden hiint udtrykkelige Løfte om at erkjende den Konge, hun gav dem, og hun havde endog ladet Erik antage Titel af „Sveriges rette Arving“[1]. Det var altsaa egentlig kun de Danskes Samtykke, som det endnu stod tilbage for Dronningen at indhente. Men hendes Anseelse i Danmark var saa stor, at hun vist heller ikke her havde nogen Vanskeligheder at frygte for. Saavidt man kan see, blev ogsaa Erik valgt til Danmarks Konge endnu i 1295, og maaskee endog paa det selvsamme Møde, hvorved Raadsherrerne vare forsamlede for at underhandle om Freden. Thi allerede den 24de Januar 1396 blev Erik hyldet som Danmarks Konge af Jyderne paa Viborg Landsthing, og af det Forsikkringsbrev, som Kongen ved denne Lejlighed paa hans Vegne udstedede, sees det, at han endog tidligere var bleven hyldet i de øvrige Landskaber: hans Omreise i disse maa saaledes have fundet Sted i de sidste Maaneder af Aaret 1395, saasom hans Antagelse som Danmarks Konge var tilendebragt, ej begyndt, paa hiint Landsthing i Viborg. Men forøvrigt blev det udtrykkeligt bestemt og vedtaget, at Dronningen fremdeles skulde fore Regjeringen, indtil han blev myndig[2].
Der er endvidere al Grund til at antage, at Dronningen paa hiint selvsamme Møde i Skaane ogsaa aftalte det Fornødne med de svenske Raadsherrer om Eriks Valg eller Antagelse til Konge i deres Fedreland. Thi efter dette Møde havde Dronningen ingen Sammenkomst eller
- ↑ Saaledes (Sviarikis réttr erfingi) kaldes Erik allerede i Landsvistbreve af 1391 og de følgende Aar, see Dipl. N. I. 529. 539. 548.
- ↑ See herom især Paludan-Müller, obss. criit. S. 34–36, Suhm, XIV. S. 360–366. At Erik ikke kaldes Danmarks Konge i de Fredsbreve, der dateredes den 8de September 1395, hindrer ikke, at han dog allerede kan være valgt under Mødet paa Lindholm og Falsterbod i Juni Maaned, thi vi have seet, at hine Breve allerede bleve ferdigtskrevne samtidig med Fredens Afslutning den 17de Juni og alene forsynedes med et senere Datum.
