Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/423

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
375
1393—1395. Unionen factiſk anerkjendt.

Perſonal-Union, tilfeldigt opſtaaet, formaaede. Vi have allerede ovenfor (S. 125) omtalt, hvorledes der endog er al Sandſynlighed for, at der efter Kong Haakons Død i 1380 oprettedes en Unions-Act mellem Norge og Danmark i Liighed med den forrige mellem Norge og Sverige, og at dens Artikler maaſkee endog have været de ſelvſamme, der liden optoges i den ſtørre Unions-Act, hvorom vi her komme til at handle. I ſine vigtigere Regjeringshandlinger og i ſin hele politiſke Virkſomhed ſynes Margrete med Flid at have lagt an paa at bibringe ſine Underſaatter i de tre Riger den beſtemte Foreſtilling, at disſe herefter lige over for Udlandet ſkulde udgjøre eet, deres politiſke Anliggender betragtes ſom felles, og afgjøres ved felles Raadſlagning og under gjenſidigt Anſvar. Hendes Henſigt var aabenbart endog den, med Tiden at drive det dertil, at alle tre Riger kun kom til at danne et eneſte Rige, og Indbyggerne i dem alle et eneſte Folk: deraf formodentlig hendes endog tildeels forhaſtede Beſtræbelſer for at faa danſke Mend ind i vigtige norſke geiſtlige og verdslige Embeder, og — hvo veed om ikke ogſaa enkelte Nordmend anvendte i Danmark. Under hele Krigen og de ſidſte Fredsunderhandlinger var Unionsprincipet allerede ſaaledes anerkjendt endog af de meglende tydſke Stæder, at man endog kan ſige, at det dannede Grundlaget for Underhandlingerne. Vi have ſeet, at da der i 1393 var Tale om at give Kong Albrecht fri, ja endog blot om at bringe ham fra Lindholm til Falſterbod, erklærede Dronningen, at hun ej kunde indlade ſig derpaa, uden at have indhentet det norſke og det ſvenſke Raads Samtykke. Ved Forhandlingerne paa Skanør, Falſterbod og Lindholm i 1395 var derfor ogſaa alle trende Rigers Raad tilſtede; Raadsherrer og anſeede Mend fra alle tre Riger maatte beſegle Dronningens Fredsbreve ſom Løſtesmend, og betydningsfuld bliver iſær Slutningsartiklen i de ſyv Stæders Forſikkringsbrev til Dronningen om i de ovenfor anførte Tilfelde enten at ville tilbageſende Kong Albrecht eller overgive Stockholm: „at hvis Dronningen inden den beſtemte Tid af tre Aar døde, eller ikke var inden ſine tre Riger, ſaa ſkulde Kong Erik af Norge ganſke træde i hendes .Sted ſom den, til hvem disſe Forpligtelſer ſkulde efterkommes, eller hvis han ogſaa døde, ſkulde dette ſkee til „ſamme Konges og Dronnings og Arvingers troe Haand, nemlig hendes Riges efterſkrevne Raad og Tjenere“; herefter opregnes Raadsherrerne og Høvdingerne fra alle tre Riger ved Navn. Dette viſer nokſom, at Erik, uagtet han endnu kun var Norges Konge, dog allerede betragtedes ſom Tronfølger i de tvende øvrige Riger, og at de tre Rigers Raad tilſammen lige over for Stæderne og det øvrige Udland betragtedes ſom et eneſte Felles-Rigsraad. Unionen var ſaaledes allerede i Virkeligheden anerkjendt og gaaet ind idetmindſte i Raadsherrernes Bevidſthed. Der manglede kun, at Erik