Personal-Union, tilfeldigt opstaaet, formaaede. Vi have allerede ovenfor (S. 125) omtalt, hvorledes der endog er al Sandsynlighed for, at der efter Kong Haakons Død i 1380 oprettedes en Unions-Act mellem Norge og Danmark i Liighed med den forrige mellem Norge og Sverige, og at dens Artikler maaskee endog have været de selvsamme, der liden optoges i den større Unions-Act, hvorom vi her komme til at handle. I sine vigtigere Regjeringshandlinger og i sin hele politiske Virksomhed synes Margrete med Flid at have lagt an paa at bibringe sine Undersaatter i de tre Riger den bestemte Forestilling, at disse herefter lige over for Udlandet skulde udgjøre eet, deres politiske Anliggender betragtes som felles, og afgjøres ved felles Raadslagning og under gjensidigt Ansvar. Hendes Hensigt var aabenbart endog den, med Tiden at drive det dertil, at alle tre Riger kun kom til at danne et eneste Rige, og Indbyggerne i dem alle et eneste Folk: deraf formodentlig hendes endog tildeels forhastede Bestræbelser for at faa danske Mend ind i vigtige norske geistlige og verdslige Embeder, og – hvo veed om ikke ogsaa enkelte Nordmend anvendte i Danmark. Under hele Krigen og de sidste Fredsunderhandlinger var Unionsprincipet allerede saaledes anerkjendt endog af de meglende tydske Stæder, at man endog kan sige, at det dannede Grundlaget for Underhandlingerne. Vi have seet, at da der i 1393 var Tale om at give Kong Albrecht fri, ja endog blot om at bringe ham fra Lindholm til Falsterbod, erklærede Dronningen, at hun ej kunde indlade sig derpaa, uden at have indhentet det norske og det svenske Raads Samtykke. Ved Forhandlingerne paa Skanør, Falsterbod og Lindholm i 1395 var derfor ogsaa alle trende Rigers Raad tilstede; Raadsherrer og anseede Mend fra alle tre Riger maatte besegle Dronningens Fredsbreve som Løstesmend, og betydningsfuld bliver især Slutningsartiklen i de syv Stæders Forsikkringsbrev til Dronningen om i de ovenfor anførte Tilfelde enten at ville tilbagesende Kong Albrecht eller overgive Stockholm: „at hvis Dronningen inden den bestemte Tid af tre Aar døde, eller ikke var inden sine tre Riger, saa skulde Kong Erik af Norge ganske træde i hendes .Sted som den, til hvem disse Forpligtelser skulde efterkommes, eller hvis han ogsaa døde, skulde dette skee til „samme Konges og Dronnings og Arvingers troe Haand, nemlig hendes Riges efterskrevne Raad og Tjenere“; herefter opregnes Raadsherrerne og Høvdingerne fra alle tre Riger ved Navn. Dette viser noksom, at Erik, uagtet han endnu kun var Norges Konge, dog allerede betragtedes som Tronfølger i de tvende øvrige Riger, og at de tre Rigers Raad tilsammen lige over for Stæderne og det øvrige Udland betragtedes som et eneste Felles-Rigsraad. Unionen var saaledes allerede i Virkeligheden anerkjendt og gaaet ind idetmindste i Raadsherrernes Bevidsthed. Der manglede kun, at Erik
