Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/422

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
374
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

til omkring 1405, hvorpaa han vendte tilbage til Italien. Efter hans Breve og Meddelelſer er Beretningen om Brødrenes Reiſer ſenere ført i Pennen af hans Ætling i 5te Led, Niccolo Zeno den yngre. Det er vel muligt, ja endog højſt rimeligt, at der i denne Beretning efter ſaa mange Aars Forløb kan have indſneget ſig mange Fejl, og at iſær Navnene ere blevne end mere forvanſkede, end de oprindeligt var; men den er dog altid heel merkelig, idet den vidner om krigerſke Foretagender og Opdagelſesreiſer fra Færøerne af, om hvilke vore egne Kilder ganſke tie ſtille[1]. Man kan vanſkeligt-tilbageholde den Formodning, at efter 1395 ogſaa Vitaliebrødre, af dem, der vare dragne veſtover, have taget Deel i disſe Foretagender, og at det er hertil, Detmar kan have ſigtet, naar han forteller om deres eventyrlige Ferd til de fjerne Farvande ved „Caſpien“.

26. Erik af Pomern tages til Konge i Danmark og Sverige og krones i Kalmar under eet for alle tre Riger. De trende Rigers Forening.


Efter ſaaledes at have betragtet de i ſig ſelv ikke ſynderlig vigtige Tildragelſer, ſom i disſe ſidſte Aar forefaldt i Norge og Skatlandene, fjernt fra Hovedbegivenhedernes Skueplads, vende vi atter tilbage til Dronningen for at iagttage, hvorledes hun nu, befriet fra Krigens meſt trykkende Sorger, fuldførte ſin Unions-Plan. Vi have allerede ſeet, hvorledes hun ligefra det førſte Øjeblik, da hun fik Magten i Hende efter Kong Haakons Død, ſtadigt arbeidede til dette Maal, og at ikke engang Kong Olafs pludſelige Dødsfald kunde afſkrække hende derfra, om det end rimeligviis voldte nogen Forhaling, ſom ellers ikke vilde have opſtaaet. Men hun vidſte at overvinde alle Hindringer, ſaa misligt det end i Førſtningen ſaa ud. Hun havde dog nu faaet ſig ſelv Regjeringsmyndigheden overdraget i alle tre Riger; hun havde faaet en Tronfølger opſtillet, ſom i Norge endog allerede var antagen til Konge, medens man i Sverige paa Forhaand havde lovet at velge den til Konge, ſom hun maatte foreſlaa; og Mecklenburgernes Fodfeſte og Indflydelſe i Sverige havde hiin ſaa fuldſtændigt vidſt at tilintetgjøre, at der heller ikke fra denne Kant kunde øjnes nogen Hindring. Hiin ſtod-altſaa nu paa det nærmeſte ved Maalet og havde alene tilbage at legge den ſidſte Haand paa Verket.

Margrete havde ingenſinde lagt Skjul paa denne ſin Henſigt, at forbinde de tre Riger nærmere og varigere ſammen, end en blot og bar

  1. Nærmere Meddelelſer herom findes i Bredsdorffs Afhandling om Brødrene Zeno’s Reiſer, i „Grønlands hiſt. Mindesmerker“, III. S. 529—624.