under samme Scepter som Norge[1]. De ansaaes fremdeles som Udlendinger. Men vi ville see, at denne ufornuftige Handelspolitik tilsidst netop havde de Følger, at.engelske og andre foretagelseslystne Fremmede, lokkede af den store Fordeel, som Landets Afsperring aabnede dem, begyndte en Snighandel, som altfor meget understøttedes af de Indsødte selv, til fat det kunde lykkes Autoriteterne at forebygge den.
Vi have tidligere viist, at Hirdstjoren paa denne Tid var Vigfuus Ivarssøn, og Lagmend fra 1387 Narve Sveinssøn og Ravn Bjørnssøn. Da Ravn var omkommen ved Ulykken i Langelid, beskikkede Hirdstjoren hans Svigerfader Thorstein Eyjulfssøn endnu engang til Lagmand, og dette Embede beklædte han lige til sin Død, henimod 1402. Denne Thorstein Eyjulfssøn maa nu have været en meget bedaget Mand, da han allerede i 1358 blev Sysselmand, og kort derpaa Lagmand, som tidligere af os berettet[2]. Biskoperne paa Island i 1389, da Erik blev tagen til Konge i Norge, var Michael i Skaalholt og den gamle Jon Skalle paa Hole, som vi ovenfor have seet (s. S. 252). Men Michael var allerede i 1388 dragen til Danmark, hvorfra han i 1390 beskikkede Thorstein Snorressøn, Abbed i Helgafell, til Official i sit Sted. Biskop Jon døde den 24de August 1391. Men imidlertid maa man ved Pavestolen have faaet en falsk Underretning om, at han allerede tidligere skulde være død, thi i Begyndelsen af April 1391, medens Jon endnu levede, beskikkede Paven ved Provision en Efterfølger, „da han“, som det heder, „havde faaet sikker Efterretning om, at Jon var afgaaet ved Døden“[3]. Denne Efterfølger var atter en Predikebroder og pavelig Poenitentiarius, samt dansk af Fødsel, nemlig Broder Peter Nikolassøn, der formodentlig havde fulgt Michael i Pønitentiar-Embedet. Den gamle Einar Havlidessøn forvaltede imidlertid Biskopsstolen som Official. Den nye Biskop ankom om Høsten 1392, med en Deel danske Prester og Tjenere i sit Følge, paa det eneste Skib, som da gik
- ↑ Dette sees af den islandske Almues Skrivelse til Kong Erik af 1431 (Safn til S. Ísl. II. 175), hvor det blandt andet heder, at de paa Althinget „sagde de Danske ud af Landet“, ligesaavel de som de engelske og tydske. Naar dette kunde skee i 1431, maa det end mere have været Tilfeldet 40 Aar tidligere.
- ↑ See o. foreg. B. S. 919, 926.
- ↑ Brev fra Curiens Camerarier af 6te April 1391, Dipl. N. VI. 333. Isl. Ann. Udg. S. 348. Enkelte; Annalhaandskrifter henføre ogsaa Jons Død til 1389 eller 1390, og var det ikke fordi Annalerne udtrykkeligt sige, at Eftermanden Broder Peter beskikkedes, medens Jon endnu levede, og vi med Vished vidste, at denne Beskikkelse skete i April 1391, kunde vi være fristede til at antage, at Dødsfaldet skete 1390; thi det er dog besynderligt, at Brevet af 6te April 1391 udtrykkeligt paaberaaber sig den indløbne „sikkre Efterretning“ om Jons Død. Skulde Annalerne saaledes dog have fejlet?
