Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/418

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
370
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

man ikke i Mands Minde havde ſeet. En Mengde Sauder omkom, og voldſomme Jordſkreder ødelagde Skove og Græsgange. Hele Gaarden Hjalleland i Vatnsdal blev borttagen af en ſaadan Jordſkrede, og ſex Menneſker omkom derved, ligeledes Gaarden Budarnes med tolv Mand; men den ſtørſte Ulykke ſkete paa Langelid i Hørgaardal den 18de November (ſee o. S. 246), hvor Lagmanden Ravn Botulfsſøn, hans Kone Ingeborg Thorſteinsdatter, deres to Børn og flere andre, i alt ſexten Menneſker, miſtede Livet. Jorden, ſiges der, ſprak under ſelve Huſet, ſaa at der løb Vand op i Stuen, og Gaarden med tilhørende Kirke, ſamt to andre Gaarde, ſank ned. Der blev ſtrax ſat over hundrede Mand til at lede efter de drebte og deres Gods; man fandt ogſaa nogle af dem, hvoriblandt Huusfruen, men næſten intet af Godſet. I det følgende Aar (1390) var der ſaa heftigt et Jordſkjelv paa Sønderlandet i Egnen om Grimsnes, Floen og Ølvus, at fjorten Gaarde nær vare ramlede ned, tre gik ganſke til Grunde, og Jorden ſprak paa flere Steder, hvor der ſiden kom Vand op. Ogſaa Havet var uroligt, og der tales om flere Skibbrud. Dette var maaſkee Aarſagen til, at der i 1389 ikke kom noget Skib fra Norge til Island, medens derimod ſyv blev liggende over[1]. Derved maatte Tilførſelen og Handelen lide betydeligt og Tilſtanden end mere forverres. Og desuagtet ſynes det, ſom om Autoriteterne i Norge nu med fordobblet Strenghed ſøgte at hevde de ufornuftige Beſtemmelſer, der forbød Fremmede at handle paa Landet. Skibsfarten paa Island fra Norge ſynes nu ene at have været i Henderne paa enkelte fornemme og rige Folk eller geiſtlige Stiftelſer i Norge, der ejede ſine egne Skibe, ſom disſes Navne viſe, f. Ex. Reymars- eller Rømers-Suden, Sunniveſuden (formodentligt tilhørende Bergens Domkirke), Kane-Baaden, Haakon Jonsſøns Skib, Huſtru Margretes Skib[2], o. ſ. v., og deſto ſtørre Interesſe havde derfor Magthaverne i Norge af at ſikkre ſig Monopolet. De ſynes endog ikke ſjelden at have gaaet videre, end Retten hjemlede dem, og ofte ej engang at have villet tillade Islendingerne ſelv at udføre ſine egne Varer. Der berettes ſaaledes, at Haakon Jonsſøn kverſatte eller lagde Beſlag paa det Gods, den islandſke Preſt Sira Paal Thorſteinsſøn havde med ſig, da denne i 1391 kom over til Norge, men at han rigtignok ogſaa maatte høre ilde derfor[3]. Ikke engang Danſke og Svenſke taaltes, uagtet de nu lød

  1. Sammeſteds, S. 342—648.
  2. Rømersbaaden omtales ved 1370 (Ann. S. 320), Sunniveſuden ved 1375, (S. 326), Kanebaaden ved 1402 (S. 372), Haakon Jonsſøns og Huſtru Margretes Skibe 1384 og 1385 (S. 336).
  3. Isl. Ann. Udg. S. 350.