Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/417

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
369
1389 fgg. Tildragelſer paa Island.

tog en alvorlig Character, thi det kom endog til et formeligt Slag mellem dem under Nuup i Dyrafjorden, hvorved to af Bjørns Mend faldt og han ſelv ſaavelſom de fleſte øvrige blev haardt ſaarede, (Thorsdagen den 20de November). Bjørn flygtede med ſine Folk til nærmeſte Kirke og forlod den førſt Dagen efter. Der blev ſiden prøvet Forliig imellem dem, men forgjeves; imidlertid havde flere af Thords Følge og Medkæmpere i Slaget forladt Island (d. 22de November) for at drage i Pilegrimsferd. Bjørn benyttede Vinteren til at reiſe om og ſikkre ſig de megtigſte Mends Biſtand. Det følgende Aar, den 23de Juli, reed Bjørn ifølge med Hirdſtjoren, Lagmanden Thorſtein Eyjulfsſøn, flere Preſter og mange andre, i alt henved nitti Mend, de fleſte i fuld Ruſtning, til Thord Sigmundsſøn, hvilken Hirdſtjoren nu ſtevnede til Mosfell for ſig og Lagmanden til næſte Thorsdag og Fredag, for her at ſvare for hine to faldne Mends Drab. Til den Tid „tog Thord Dag“, ſom det kaldtes, af Hirdſtjoren og Bjørn. Han indfandt ſig med femti Mand, hvoriblandt tyve vel bevæbnede, men dette hindrede ikke Dommen fra at udfalde ſaaledes, at han og fem andre ſkulde være utlæg, og deres Landsviſt afhængig af Kongens Naade. Imidlertid blev der dog bed de bedſte Mends Megling allerede den 23de Auguſt indgaaet eet midlertidigt Forliig mellem begge Hovedmendene, ſaaledes at Bjørn ſkulde have Valget, om han ſelv vilde afſige Opgjøret, eller nævne gode Mend dertil. Han valgte det ſidſte, nævnede Hirdſtjoren, Lagmanden og endeel andre; og Kjendelſen lød, at Thord ſkulde udrede til Bjørn Varer eller Penge til en Verdi af femti Hundreder, ſamt indbyde ham med Huſtru og Svene til et ſømmeligt Gjeſtebud. Dette ſkete, og hermed ſynes Striden at have faaet en Ende[1].

Der berettes fremdeles om ſaa mange Landeplager og voldſomme Naturoptrin, der i disſe Aar hjemſøgte Island, at man næſten maa antage, at dette har været en af de ſtundom tilbagevendende Perioder, hvor de vulkanſke Kræfter i Jordens Indre ere mere end almindeligt virkſomme og Elementerne i uſedvanligt Oprør. I 1389 ſkete der et voldſomt Udbrud af Heklefjeldet, med ſaadan Gny og Døn, at det hørtes over hele Landet. To Gaarde, Skard og Tjaldeſtad, blev ødelagte; der faldt ſaa mange Pimpſtene ned, at en Heſt drebtes deraf, og Aſkefaldet ødelagde en heel Deel Fæ. Der opkom Ild ej alene fra ſelve Fjeldet, men ogſaa i en af de nærmeſte Skovſtrækninger, ovenfor Skarv, og med ſaadan Voldſomhed, at der dannede ſig to Fjelde med en dyb Kløft imellem dem. Om Høſten regnede det ſaa ſterkt og vedholdende paa Nordlandet, at der efter Mortensmesſe blev en Flom, hvis Mage

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 356—366.