tog en alvorlig Character, thi det kom endog til et formeligt Slag mellem dem under Nuup i Dyrafjorden, hvorved to af Bjørns Mend faldt og han selv saavelsom de fleste øvrige blev haardt saarede, (Thorsdagen den 20de November). Bjørn flygtede med sine Folk til nærmeste Kirke og forlod den først Dagen efter. Der blev siden prøvet Forliig imellem dem, men forgjeves; imidlertid havde flere af Thords Følge og Medkæmpere i Slaget forladt Island (d. 22de November) for at drage i Pilegrimsferd. Bjørn benyttede Vinteren til at reise om og sikkre sig de megtigste Mends Bistand. Det følgende Aar, den 23de Juli, reed Bjørn ifølge med Hirdstjoren, Lagmanden Thorstein Eyjulfssøn, flere Prester og mange andre, i alt henved nitti Mend, de fleste i fuld Rustning, til Thord Sigmundssøn, hvilken Hirdstjoren nu stevnede til Mosfell for sig og Lagmanden til næste Thorsdag og Fredag, for her at svare for hine to faldne Mends Drab. Til den Tid „tog Thord Dag“, som det kaldtes, af Hirdstjoren og Bjørn. Han indfandt sig med femti Mand, hvoriblandt tyve vel bevæbnede, men dette hindrede ikke Dommen fra at udfalde saaledes, at han og fem andre skulde være utlæg, og deres Landsvist afhængig af Kongens Naade. Imidlertid blev der dog bed de bedste Mends Megling allerede den 23de August indgaaet eet midlertidigt Forliig mellem begge Hovedmendene, saaledes at Bjørn skulde have Valget, om han selv vilde afsige Opgjøret, eller nævne gode Mend dertil. Han valgte det sidste, nævnede Hirdstjoren, Lagmanden og endeel andre; og Kjendelsen lød, at Thord skulde udrede til Bjørn Varer eller Penge til en Verdi af femti Hundreder, samt indbyde ham med Hustru og Svene til et sømmeligt Gjestebud. Dette skete, og hermed synes Striden at have faaet en Ende[1].
Der berettes fremdeles om saa mange Landeplager og voldsomme Naturoptrin, der i disse Aar hjemsøgte Island, at man næsten maa antage, at dette har været en af de stundom tilbagevendende Perioder, hvor de vulkanske Kræfter i Jordens Indre ere mere end almindeligt virksomme og Elementerne i usedvanligt Oprør. I 1389 skete der et voldsomt Udbrud af Heklefjeldet, med saadan Gny og Døn, at det hørtes over hele Landet. To Gaarde, Skard og Tjaldestad, blev ødelagte; der faldt saa mange Pimpstene ned, at en Hest drebtes deraf, og Askefaldet ødelagde en heel Deel Fæ. Der opkom Ild ej alene fra selve Fjeldet, men ogsaa i en af de nærmeste Skovstrækninger, ovenfor Skarv, og med saadan Voldsomhed, at der dannede sig to Fjelde med en dyb Kløft imellem dem. Om Høsten regnede det saa sterkt og vedholdende paa Nordlandet, at der efter Mortensmesse blev en Flom, hvis Mage
- ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 356–366.
