Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/415

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
367
1392. Større Raadsmøde i Oslo.

Til Slutning vedføjes Retterboden den udtrykkelige Clauſul, „at den blot ſkulde ſtaa ved Magt, indtil Kongen blev myndig, og at Kongens Ret hermed ikke var bortgiven, men ſkulde være ubeſkaaren i alle Dele“. Man ſeer heraf, hvor lidet Nordmendene kunne finde ſig i at ſtaa under en Kvindes Regjering, hvor dygtig hun end kunde være. Margrete har her maattet finde ſig i, hvad hun ikke kunde faa endret eller forebygget, og hendes Opgave maatte nu kun være at ſikkre ſig ſaa ſtor Magt over Kongen ſelv, at hun dog i Virkeligheden blev den herſkende. Retterboden, ſamtykt og beſeglet af de ovennævnte geiſtlige og verdslige Raadsherrer, er dateret fra Oslo Kærſleſøndag eller 5te April 1392[1]. Paa det ſamme Møde ſynes det og, ſom om Dronningen i Kong Eriks Navn har ſtadfeſtet endeel Bevillinger og Sysſelbreve; idetmindſte udſtedtes en ſaadan under 16de April for Benedict Nikolasſøn, angaaende hans Forlening med Eker, m. m. H, og da Kongen neppe var tilſtede, eller, om han var der, neppe havde kunnet udøve nogen Regjeringshandling paa egen Haand, ſaaſom han endnu ikke var myndig, maa det være Dronningen ſelv, der udſtedte Bekræftelſen og beſeglede den i hans Navn.

Efter dette Møde kan det ej paaviſes, at Dronningen gjorde noget nyt Beſøg i Oslo, med mindre det ſkulde være i .Begyndelſen af det følgende Aar, da Kong Eriks forhen omtalte Almennings-Opbud af 2den Marts 1393 er udſtedt paa ſamme Maade ſom det nys omtalte Bekræftelſesbrev, i Kongens Navn, men uden at Cantſleren eller overhoved nogen Beſegling omtales. Det er i ſig ſelv ikke uſandſynligt, at Margrete var perſonligt oppe i Norge for at paadrive Udruſtningen eller idetmindſte Ledingens Udredelſe, og da vi den 25de Marts, lidt over tre Uger ſenere, finde hende paa Axevall[2], kan hun da gjerne have været paa Tilbagereiſen fra Norge. Men uſikkert bliver det altid, ſaa meget mere ſom hiint Stevningsbrev fra Kong Erik til Gudbrandsdølerne, dateret fra Akershuus den 16de Januar 1394, ogſaa er affattet paa ſamme Maade ſom hine, uagtet Dronningen da neppe kan have været i Oslo, ſiden vi den 25de, altſaa ni Dage derefter, finde hende i Kalmar, hvor hun endog ſynes at have været i lengere Tid for at være ſin Hær noget nærmere, ſaa lenge Stockholm belejredes[3]. Saaledes bliver det altid uviſt, hvad man i dette Stykke ſkal antage. I de nærmeſt paafølgende Aar findes ingen Tegn til, at hun nogenſinde har været i Norge.

  1. Dipl. N. I. 539.
  2. Suhm, XIV. S. 308.
  3. Sammeſteds S. 322.