Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/415

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
367
1392. Større Raadsmøde i Oslo.

Til Slutning vedføjes Retterboden den udtrykkelige Clausul, „at den blot skulde staa ved Magt, indtil Kongen blev myndig, og at Kongens Ret hermed ikke var bortgiven, men skulde være ubeskaaren i alle Dele“. Man seer heraf, hvor lidet Nordmendene kunne finde sig i at staa under en Kvindes Regjering, hvor dygtig hun end kunde være. Margrete har her maattet finde sig i, hvad hun ikke kunde faa endret eller forebygget, og hendes Opgave maatte nu kun være at sikkre sig saa stor Magt over Kongen selv, at hun dog i Virkeligheden blev den herskende. Retterboden, samtykt og beseglet af de ovennævnte geistlige og verdslige Raadsherrer, er dateret fra Oslo Kærslesøndag eller 5te April 1392[1]. Paa det samme Møde synes det og, som om Dronningen i Kong Eriks Navn har stadfestet endeel Bevillinger og Sysselbreve; idetmindste udstedtes en saadan under 16de April for Benedict Nikolassøn, angaaende hans Forlening med Eker, m. m. H, og da Kongen neppe var tilstede, eller, om han var der, neppe havde kunnet udøve nogen Regjeringshandling paa egen Haand, saasom han endnu ikke var myndig, maa det være Dronningen selv, der udstedte Bekræftelsen og beseglede den i hans Navn.

Efter dette Møde kan det ej paavises, at Dronningen gjorde noget nyt Besøg i Oslo, med mindre det skulde være i .Begyndelsen af det følgende Aar, da Kong Eriks forhen omtalte Almennings-Opbud af 2den Marts 1393 er udstedt paa samme Maade som det nys omtalte Bekræftelsesbrev, i Kongens Navn, men uden at Cantsleren eller overhoved nogen Besegling omtales. Det er i sig selv ikke usandsynligt, at Margrete var personligt oppe i Norge for at paadrive Udrustningen eller idetmindste Ledingens Udredelse, og da vi den 25de Marts, lidt over tre Uger senere, finde hende paa Axevall[2], kan hun da gjerne have været paa Tilbagereisen fra Norge. Men usikkert bliver det altid, saa meget mere som hiint Stevningsbrev fra Kong Erik til Gudbrandsdølerne, dateret fra Akershuus den 16de Januar 1394, ogsaa er affattet paa samme Maade som hine, uagtet Dronningen da neppe kan have været i Oslo, siden vi den 25de, altsaa ni Dage derefter, finde hende i Kalmar, hvor hun endog synes at have været i lengere Tid for at være sin Hær noget nærmere, saa lenge Stockholm belejredes[3]. Saaledes bliver det altid uvist, hvad man i dette Stykke skal antage. I de nærmest paafølgende Aar findes ingen Tegn til, at hun nogensinde har været i Norge.

  1. Dipl. N. I. 539.
  2. Suhm, XIV. S. 308.
  3. Sammesteds S. 322.