Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/414

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
366
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

af nye Beſtemmelſer til Udtydning eller nærmere Forklaring af Loven, ſaaledes ſom det ogſaa tidligere havde været ſedvanligt. Disſe Beſtemmelſer vare: a) at naar en Mand, der intet ejede, men derimod var i Gjeld, blev drebt, ſkulde Mandeboden for ham anvendes til Afdrag paa denne Gjeld og ikke gaa til hans Arvinger; b) at den Beſtemmelſe i Loven, at den Mands Gods, der blev utlæg for Brud mod Chriſtenretten, tilfaldt halvt Kongen, halvt Biſkopen, ogſaa ſkulde komme til Anvendelſe med Henſyn til Kronens Tilgodehavende, om endog Angjeldende gik til Skrift og Bod, førend han blev lyſt utlæg, „ſaaſom onde Gjerninger altid ſkulde hades, og Refſtens Mildhed gav Mange fri Tøjle til Synd“; c) at naar nogen, efterat have afſvoret en Kone, med hvem han ſtod i utilladelig Forbindelſe, ſiden brød denne Eed, ſkulde han derfor ſvare Kronen hvad Lovbogen foreſkrev for Meneed, baade Sekt og Utlegd, og Biſkopen kun hvad Chriſtenretten beſtemte for ulovligt Samliv og Eedsbrud; vilde han have Fred tidligere, end Lovbogen angav, da ſkulde han kjøbe den af Kongen; d) naar Nogen feſtede ſig en Kvinde, og uden at oppebie Kirkens Dom, og levede med hende, ſkjønt vidende at hans tidligere Feſtekvinde endnu var i Live, ſkulde dette være Utlegdsverk, og hans Gods være forfaldet til Deling mellem Kongen og Biſkopen, hvis han ej aflod fra hende, førend Dommen faldt; e) Ingen ſkulde have flere Herre-Svene og ingen fordre ſtørre Skerding (Afſlag) i Ledingen, end Lovene tillod; f) med Landkjøb og Strandkjøb ſkulde der forholdes ſom før; g) Ingen ſkulde kjøbe eller ſelge i Kjøbſteder uden paa det rette Torv, og hvis Kongens Foged mistenkte Nogen for at have overtraadt dette Forbud, da ſkulde han verge ſig ved Eed ſelv tredie, eller ogſaa ſtrax overlade Fogden det kjøbte til Indkjøbs Priis, hvis denne ønſker det til Kongens Behov. — De førſte Artikler ſynes at vidne om, at der ved Behandlingen af de kirkelige eller halv kirkelige Sager, for hvilke der ogſaa ſkulde bødes til Kronen, havde indſneget ſig en for denne ufordeelagtig Praxis, idet den geiſtlige Autoritet paa egen Haand eftergav ogſaa Kronens Tilkommende, naar Angjeldende gjorde Bod og Bedring; viſtnok i Medhold af den Beſtemmelſe i Erkebiſkop Jons Chriſtenret s 62, „at naar en Mand begaar en Forbrydelſe, der felder ham til Utlegd efter Chriſtenretten, og gaar til Bod, førend Utlegden er ham paalyſt, da har Kongen intet at fordre“. Her ſeer man ſaaledes et Exempel paa, at Geiſtligheden fremdeles holdt ſig til Jons Chriſtenret, ſkjønt den ikke var udtrykkeligt vedtagen, men man ſeer ogſaa, at Dronningen ikke lod det ſaaledes gaa hen, og at de tilſtedeværende Biſkoper ſelv maatte finde ſig i at erkjende hendes Ret. Den 5te Artikel vidner atter om, at de fornemme Mend omgav ſig med et utilbørligt Antal „Hovmend“ og fordrede en ſtørre Skattefrihed, end Lovene tilſtod dem.