tjente og ved sin virkelige Troskab mod Kongehuset hederverdige Hr. Erik Ketilssøn, Marsk, Sejerherren ved Falkøping, i sin Tid Medlem ogsaa af Norges Riges Raad, og Indehaver af flere Forleninger i Norge. Han blev begraven i Vadstena strax efter den 21de September, og da blev ogsaa hans tidligere afdøde Hustru Fru Ingerid Magnusdatters Liig flyttet did[1]. Endnu ved sin Død havde han endeel Besiddelser i Ranrikes Syssel, hvoraf noget tilfaldt det kongelige Capell, St. Michaels-Kirken i Tunsberg, eller maaskee egentlig hevdedes for det af Kongedømmet. Til Bru Kirke i hiin Syssel havde han med sin Hustrus Samtykke givet Gaarden Bru sammesteds, 3 Mk. Bool, paa den Betingelse, at der hver Uge skulde læses en Messe for dem[2].
Vi have allerede seet, at Dronningen efter Rigsmødet i Oslo 1388 kun sjeldent gjestede Norge, naar man ikke hertil regner de Tider, da hun opholdt sig paa Baagahuus, hvilket formodentligt indtraf temmelig ofte, men her ej kan komme synderlig i Betragtning, hvor der er Tale om at optrede i Hjertet af Landet, og i Spidsen for Regjeringen. De svenske Anliggender og Krigen optog hende næsten udelukkende, og saaledes maatte hun den meste Tid opholde sig enten i Sverige, eller ej langt derfra. Derfor see vi ogsaa, hvorledes især det vestlige Skaane blev etslags Middelpunct for alle tre Riger, hvor Raadsmøder holdtes og felles Anliggender afgjordes. Man kan ej med Bestemthed paavise, at Dronningen siden hiint Mødet 1388 var i Oslo og personligt beskjeftigede sig med Regjerings-Anliggender, førend i April 1392, da hun her holdt det ovenfor berørte større Raadsmøde, ved hvilket Erkebiskopen, Biskop Jakob af Bergen, Biskop Eystein af Oslo, Biskop Sigurd af Hamar, Titulærbiskopen Hallgeir, der nu kaldte sig Biskop af Færøerne, Gaute Erikssøn, Jon Martinssøn, Otte Rømer, Benedict Nikolassøn, Alf Haraldssøn, Agmund Bergthorssøn, Brynjulf Jonssøn, Jon Darre, Haakon Stumpe, Jappe Fastulfssøn, Nikolas Galle, Finn Gyrdssøn og Herleik Aasulfssøn nævnes som tilstedeværende. Hovedøjemedet med dette Raadsmøde var vistnok at anholde om Hjelp til Krigen, thi det var strax derefter, at der, saaledes som det allerede ovenfor er berettet, sendtes Brev til Island med hiin Anmodning om overordentligt Bidrag, der først mødte saa megen Modstand. Heraf skulde man maaskee kunne slutte, at noget lignende har været vedtaget for Norges Vedkommende, især da vi have seet, at der, i Kongens Navn udgik Opbud af fuld Almenning, en Foranstaltning, hvortil nok Raadets Samtykke kunde synes nødvendigt, da Vitaliebrødrenes Angreb paa Bergen endnu ikke havde fundet Sted,
