Birgitte Knutsdatter døde endnu tidligere, men Aaret vides ikke; man erfarer kun, at hun døde før sin Mand paa Gaarden Huseby i Onse, og at hun ved sin Død testamenterede betydelige Gaver til Mariekirken i Oslo, hvor hun og hendes Mand vilde begraves, og hvor der skulde opføres et Altar over deres Gravsted[1]. Hr. Sigurd Hafthorssøns Dødsaar er ligeledes ubekjendt, men man har dog al Grund til at antage, at det var 1393, thi da Biskop Eystein i December 1393 visiterede paa Sudreim, havde hans Svigersøn og Arving til Sudreimsgodset, Jon Martinssøn, just skødet til Sudreims Kirke Godset Nordre Vestby, som Sigurd havde skjenket dertil[2]. Jon Martinssøn arvede formodentlig de fleste af hans oplandske Besiddelser; Giske- og Bjarkø-Godset derimod eller Arnungestammens egentlige Ættegods, saavelsom de øvrige Ejendomme, som Sigurds Hustru Ingeborg Erlingsdatter havde arvet efter sin Fader, fik Sønnen Haakon Sigurdssøn, der formodentlig ogsaa fik Syssel paa Søndmøre, og efter 1397 for en kort Tid nævnes som Medlem af Rigsraadet. At han var gift med Sigrid, Datter af Erlend Philipssøn paa Losna, er tidligere omtalt. Forresten spillede han ingen fremragende Rolle og berømmes endog udtrykkeligt for sin Nøjsomhed og Uegennyttighed. Han maa derfor saavidt muligt have holdt sig borte fra det offentlige Liv og offret sin Virksomhed paa Bestyrelsen af sine store Godser. Heri fulgte han Svigerfaderen Erlend Philipssøns Exempel, som nu ganske havde trukket sig tilbage, overladende det til sin Søn Eindride at indtage sin Plads i Raadet, af hvilke vi finde ham som Medlem allerede i 1397[3].
Blandt Dødsfald i denne Tid, der middelbart vedkom Norge, maa vi ogsaa nævne Titulær-Jarlen af Orknø, Hr. Erngisl Sunessøns Død i Aaret 1392, den 2den August. Hans sidste Hustru Ingeborg Magnusdatter var død to Aar forud, og de bleve begge begravede ved Vadstena, der ligesaavel som andre geistlige Stiftelser betænktes rigeligt af ham med Gaver[4]. Fire Aar efter, om Sommeren 1396, døde den for-
- ↑ Dipl. N. IV. 649, 657.
- ↑ Biskop Eysteins Register, fol. 97 b.
- ↑ See ovenfor S. 323, Not. 2
- ↑ Vadstena-Diariet, S. 104, 107. Allerede i 1360 skjenkede han Gods paa Øland til Nonneklostret i Kalmar til Sjælebod for sine to Hustruer Mæreta og Annot. Sit egentlige Testament gjorde han i 1378, og endelig bekjendtgjorde han ved Brev af 19de Januar 1392 sin sidste Vilje, hvorved han til Guds, Jfr. Marias, St. Sigfrids, St. Andreas’s og Allehelgeners Ære, samt til Sjælebod for sin Fader, Hr. Sune Jonssøn, sin Moder Fru Katharina, sin Syster Fru Margrete, sin Broder Hr. Peter Jonssøn og sine tre Hustruer samt andre Frænder, og endelig for sig selv, skjenkede endeel Jordegods i Østergøtland til St. Andreas-Capellet i Vegsjø Domkirke. Breve i det sv. Rigsarchiv.
