Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/411

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
363
1393. Hr. Sigurd Hafthorsſøns Død.

Birgitte Knutsdatter døde endnu tidligere, men Aaret vides ikke; man erfarer kun, at hun døde før ſin Mand paa Gaarden Huſeby i Onſe, og at hun ved ſin Død teſtamenterede betydelige Gaver til Mariekirken i Oslo, hvor hun og hendes Mand vilde begraves, og hvor der ſkulde opføres et Altar over deres Gravſted[1]. Hr. Sigurd Hafthorsſøns Dødsaar er ligeledes ubekjendt, men man har dog al Grund til at antage, at det var 1393, thi da Biſkop Eyſtein i December 1393 viſiterede paa Sudreim, havde hans Svigerſøn og Arving til Sudreimsgodſet, Jon Martinsſøn, juſt ſkødet til Sudreims Kirke Godſet Nordre Veſtby, ſom Sigurd havde ſkjenket dertil[2]. Jon Martinsſøn arvede formodentlig de fleſte af hans oplandſke Beſiddelſer; Giſke- og Bjarkø-Godſet derimod eller Arnungeſtammens egentlige Ættegods, ſaavelſom de øvrige Ejendomme, ſom Sigurds Huſtru Ingeborg Erlingsdatter havde arvet efter ſin Fader, fik Sønnen Haakon Sigurdsſøn, der formodentlig ogſaa fik Sysſel paa Søndmøre, og efter 1397 for en kort Tid nævnes ſom Medlem af Rigsraadet. At han var gift med Sigrid, Datter af Erlend Philipsſøn paa Losna, er tidligere omtalt. Forreſten ſpillede han ingen fremragende Rolle og berømmes endog udtrykkeligt for ſin Nøjſomhed og Uegennyttighed. Han maa derfor ſaavidt muligt have holdt ſig borte fra det offentlige Liv og offret ſin Virkſomhed paa Beſtyrelſen af ſine ſtore Godſer. Heri fulgte han Svigerfaderen Erlend Philipsſøns Exempel, ſom nu ganſke havde trukket ſig tilbage, overladende det til ſin Søn Eindride at indtage ſin Plads i Raadet, af hvilke vi finde ham ſom Medlem allerede i 1397[3].

Blandt Dødsfald i denne Tid, der middelbart vedkom Norge, maa vi ogſaa nævne Titulær-Jarlen af Orknø, Hr. Erngiſl Sunesſøns Død i Aaret 1392, den 2den Auguſt. Hans ſidſte Huſtru Ingeborg Magnusdatter var død to Aar forud, og de bleve begge begravede ved Vadſtena, der ligeſaavel ſom andre geiſtlige Stiftelſer betænktes rigeligt af ham med Gaver[4]. Fire Aar efter, om Sommeren 1396, døde den for-

  1. Dipl. N. IV. 649, 657.
  2. Biſkop Eyſteins Regiſter, fol. 97 b.
  3. See ovenfor S. 323, Not. 2
  4. Vadſtena-Diariet, S. 104, 107. Allerede i 1360 ſkjenkede han Gods paa Øland til Nonnekloſtret i Kalmar til Sjælebod for ſine to Huſtruer Mæreta og Annot. Sit egentlige Teſtament gjorde han i 1378, og endelig bekjendtgjorde han ved Brev af 19de Januar 1392 ſin ſidſte Vilje, hvorved han til Guds, Jfr. Marias, St. Sigfrids, St. Andreas’s og Allehelgeners Ære, ſamt til Sjælebod for ſin Fader, Hr. Sune Jonsſøn, ſin Moder Fru Katharina, ſin Syſter Fru Margrete, ſin Broder Hr. Peter Jonsſøn og ſine tre Huſtruer ſamt andre Frænder, og endelig for ſig ſelv, ſkjenkede endeel Jordegods i Øſtergøtland til St. Andreas-Capellet i Vegſjø Domkirke. Breve i det ſv. Rigsarchiv.