som sagt, hine ovenfor omtalte Begunstigelser, der blev Dronningen til Deel, at hendes Anseelse og Formaaendhed ved Curien maa have været mere end almindelig. Og saavel herved, som ved sin kloge Venlighed mod Geistligheden hjemme i sine Riger, og sin Gavmildhed mod Kirker og Klostre opnaaede hun igjen en Magt over denne Geistlighed, som faa Fyrster før hende synes at have besiddet, og som igjen maa have.været hende til stor Hjelp ved Udførelsen af hendes politiske Planer.
Vi have allerede seet, at Dronningen efter Eriks Udnævnelse til Konge sjeldnere besøgte Norge, da Sveriges Anliggender og Krigen med Mecklenburgerne for Øjeblikket maatte optage det meste af hendes Tid. De løbende Regjerings-Expeditioner besørgedes som sedvanligt af Cantsleren, og forresten maa vel Fehirderne, der nu sedvanligviis ogsaa tillige vare Hirdstjorer, have forestaaet det Administrative. Det er i det foregaaende viist, hvorledes Haakon Jonssøn i 1389 eller 1390 afløste Erlend Philipssøn i disse Embeder for Bergens Vedkommende og ved sin Død 1392 efterfulgtes af Jon Darre, der allerede Aaret efter bortførtes i Fangenskab af Vitaliebrødrene, samt at Otte Rømer, der befriede Bergen for dem, ogsaa blev hans Eftermand, efter at han hidtil i en lang Rekke af Aar havde forvaltet de samme Embeder idet Throndhjemske. Da Jon Darre forflyttedes til Bergen, var han Fehirde i Tunsberg; hvo der fulgte ham i dette Embede, kan af de forhaandenværende Brevskaber ej tydeligt sees. Fehirdslen i Oslo synes at have været betroet Biskop Eystein og Høvedsmanden paa Akershuus, Agmund Bolt, i Forening, eller ogsaa maaskee Biskopen som egentlig Fehirde, med Fogden ved sin Side som Medhjelper. Idetmindste see vi dem tilsammen udføre Forretninger, der ellers synes at maatte have paaligget en Fehirde[1]. De fornemste Raadsherrer og Sysselmend, der forresten stod ved Dronningens Side i de Aar, vi nu have gjennemgaaet, ere allerede tilforn lejlighedsviis omtalte. Vi have seet, hvorledes Mendene fra Kong Magnus’s Dage efterhaanden forsvinde, medens nye trede i deres Sted. Drottseten, Hr. Agmund Finnssøn, er den første; han døde allerede d. 14de April 1388, som det ovenfor er berettet, og med ham uddøde hans Ætt. Han erklærede selv oftere før sin Død og ligeledes paa sin
- ↑ Det er saaledes ovenfor (S. 327, Not. 3) paapeget, hvorledes Dronningen ved Raadmanden i Oslo, Nisse Bjørnssøns, Død overdrog Biskopen og Agmund Bolt det Hverv at kjøbe den efter ham faldne Arv, hvorfor de ved Brev af 28de Juli 1391 overdrog Hr. Amund haft, Lagmanden i Vermeland, at indkræve hans udestaaende Fordringer i dette Landskab paa deres Vegne. Dipl. N. III. 498. Ligeledes ville vi nedenfor see, at da Gudbrandsdølerne undslog sig for at yde Visøre, klagedes der herover til hine tvende Herrer, og de tilskreve de Gjenstridige det i den Anledning nødvendige Advarselsbrev.
