Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/409

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
361
1389 fgg. Embedsmend i Norge.

ſom ſagt, hine ovenfor omtalte Begunſtigelſer, der blev Dronningen til Deel, at hendes Anſeelſe og Formaaendhed ved Curien maa have været mere end almindelig. Og ſaavel herved, ſom ved ſin kloge Venlighed mod Geiſtligheden hjemme i ſine Riger, og ſin Gavmildhed mod Kirker og Kloſtre opnaaede hun igjen en Magt over denne Geiſtlighed, ſom faa Fyrſter før hende ſynes at have beſiddet, og ſom igjen maa have.været hende til ſtor Hjelp ved Udførelſen af hendes politiſke Planer.

Vi have allerede ſeet, at Dronningen efter Eriks Udnævnelſe til Konge ſjeldnere beſøgte Norge, da Sveriges Anliggender og Krigen med Mecklenburgerne for Øjeblikket maatte optage det meſte af hendes Tid. De løbende Regjerings-Expeditioner beſørgedes ſom ſedvanligt af Cantſleren, og forreſten maa vel Fehirderne, der nu ſedvanligviis ogſaa tillige vare Hirdſtjorer, have foreſtaaet det Adminiſtrative. Det er i det foregaaende viiſt, hvorledes Haakon Jonsſøn i 1389 eller 1390 afløſte Erlend Philipsſøn i disſe Embeder for Bergens Vedkommende og ved ſin Død 1392 efterfulgtes af Jon Darre, der allerede Aaret efter bortførtes i Fangenſkab af Vitaliebrødrene, ſamt at Otte Rømer, der befriede Bergen for dem, ogſaa blev hans Eftermand, efter at han hidtil i en lang Rekke af Aar havde forvaltet de ſamme Embeder idet Throndhjemſke. Da Jon Darre forflyttedes til Bergen, var han Fehirde i Tunsberg; hvo der fulgte ham i dette Embede, kan af de forhaandenværende Brevſkaber ej tydeligt ſees. Fehirdſlen i Oslo ſynes at have været betroet Biſkop Eyſtein og Høvedsmanden paa Akershuus, Agmund Bolt, i Forening, eller ogſaa maaſkee Biſkopen ſom egentlig Fehirde, med Fogden ved ſin Side ſom Medhjelper. Idetmindſte ſee vi dem tilſammen udføre Forretninger, der ellers ſynes at maatte have paaligget en Fehirde[1]. De fornemſte Raadsherrer og Sysſelmend, der forreſten ſtod ved Dronningens Side i de Aar, vi nu have gjennemgaaet, ere allerede tilforn lejlighedsviis omtalte. Vi have ſeet, hvorledes Mendene fra Kong Magnus’s Dage efterhaanden forſvinde, medens nye trede i deres Sted. Drottſeten, Hr. Agmund Finnsſøn, er den førſte; han døde allerede d. 14de April 1388, ſom det ovenfor er berettet, og med ham uddøde hans Ætt. Han erklærede ſelv oftere før ſin Død og ligeledes paa ſin

  1. Det er ſaaledes ovenfor (S. 327, Not. 3) paapeget, hvorledes Dronningen ved Raadmanden i Oslo, Nisſe Bjørnsſøns, Død overdrog Biſkopen og Agmund Bolt det Hverv at kjøbe den efter ham faldne Arv, hvorfor de ved Brev af 28de Juli 1391 overdrog Hr. Amund haft, Lagmanden i Vermeland, at indkræve hans udeſtaaende Fordringer i dette Landſkab paa deres Vegne. Dipl. N. III. 498. Ligeledes ville vi nedenfor ſee, at da Gudbrandsdølerne undſlog ſig for at yde Visøre, klagedes der herover til hine tvende Herrer, og de tilſkreve de Gjenſtridige det i den Anledning nødvendige Advarſelsbrev.