var det ogsaa slige Pilegrime, der havde medbragt flere af de ovenfor omtalte Breve og Foræringer fra Dronningen til Paven. Dronningen selv havde haft stor Lyst til at drage afsted med sine nærmeste Omgivelser, men da dette naturligviis ikke lod sig gjøre, ansøgte hun om og fik bevilget af Paven (ved Bulle af 9de September 1390), at naar hun og hendes Hoffolk besøgte visse Kirker i hendes egne Riger, paa samme Maade, som de vilde have besøgt hine Kirker, kunde hendes egen Skriftefader meddele dem samme Indulgenser, som de derved vilde have nydt, dog saaledes, at den Møje og Udgift, som Pilegrimsreisen vilde have udfordret, opvejedes ved andre Fromhedsgjerninger, og at det Offer, som de personligt vilde have bragt til de romerske Kirker, ufortøvet og redeligen sendtes derhen[1]. Men da mange andre, der havde gjort Løfte om at drage derhen, heller ikke kom til at reise, gjorde Paven paa Dronning Margretes Anmodning endog for dem den Lettelse (ved Bulle af 1ste April 1394), at alle de Personer af hendes trende Riger, der ikke efter sit Løfte havde kunnet besøge Rom i Jubelaaret, skulde nyde samme Indulgens, naar de besøgte Vadstena, hvortil Biskopen af Linkøping skulde beskikke tredive Prester[2]. Forresten undlod Curien ikke paa sedvanlig Viis at kræve ret betydelige Bidrag fra Norden, hvis Indsamling omkring 1390 var betroet en Frederik Ditmarssøn, Chorsbroder i Roeskilde. Ved Bulle af 18de April 1391 forlængede Pave Bonifacius hans Indkrævningsvirksomhed, og fem Dage derefter beordrede han ham endog til enten selv eller ved Undercollectorer at oppebære paa Curiens Vegne alle Indtægter af ledigblivende geistlige Embeder, indtil disse igjen vare besatte, samt alle afdøde Geistliges Løsøre og udestaaende Fordringer, af hvad Navn nævnes kunde (med Undtagelse af hvad de havde arvet eller ved personlige Arbeider, uafhængige af deres geistlige Embede, havde lagt sig til, hvilket skulde tilfalde deres Arvinger), en Reservation, hvorpaa man idetmindste i Norden hidtil ej havde haft Exempel, og som talende vidner om den Trang, hvori Curien nu under Schismet befandt sig. Siden beskikkede Paven ved Bulle af 26de Februar 1395 Biskop Eystein til Generalcollector i Norge[3], saaat hiin Fuldmagt for Frederik Ditmarssøn derved middelbart tilbagekaldtes. Det viser, at Biskop Eystein maa have været meget anseet ved Curien. Ligeledes vise,
- ↑ Dipl. N. V. 344.
- ↑ Suhm, XIV. S. 331, 332.
- ↑ Dipl. N. IV. 344.
merferd“, gift med en vis Erik, der synes at have hast hjemme i Bergheimshered (Dipl. N. I. 540). Ogsaa den for omtalte islandske Høvding Bjørn Einarssøn og flere andre Islendinger drog afsted og kom tilbage det følgende Aar. (Isl. Annaler, Udg. S. 348, 350).
