Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/408

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
360
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

var det ogſaa ſlige Pilegrime, der havde medbragt flere af de ovenfor omtalte Breve og Foræringer fra Dronningen til Paven. Dronningen ſelv havde haft ſtor Lyſt til at drage afſted med ſine nærmeſte Omgivelſer, men da dette naturligviis ikke lod ſig gjøre, anſøgte hun om og fik bevilget af Paven (ved Bulle af 9de September 1390), at naar hun og hendes Hoffolk beſøgte visſe Kirker i hendes egne Riger, paa ſamme Maade, ſom de vilde have beſøgt hine Kirker, kunde hendes egen Skriftefader meddele dem ſamme Indulgenſer, ſom de derved vilde have nydt, dog ſaaledes, at den Møje og Udgift, ſom Pilegrimsreiſen vilde have udfordret, opvejedes ved andre Fromhedsgjerninger, og at det Offer, ſom de perſonligt vilde have bragt til de romerſke Kirker, ufortøvet og redeligen ſendtes derhen[1]. Men da mange andre, der havde gjort Løfte om at drage derhen, heller ikke kom til at reiſe, gjorde Paven paa Dronning Margretes Anmodning endog for dem den Lettelſe (ved Bulle af 1ſte April 1394), at alle de Perſoner af hendes trende Riger, der ikke efter ſit Løfte havde kunnet beſøge Rom i Jubelaaret, ſkulde nyde ſamme Indulgens, naar de beſøgte Vadſtena, hvortil Biſkopen af Linkøping ſkulde beſkikke tredive Preſter[2]. Forreſten undlod Curien ikke paa ſedvanlig Viis at kræve ret betydelige Bidrag fra Norden, hvis Indſamling omkring 1390 var betroet en Frederik Ditmarsſøn, Chorsbroder i Roeskilde. Ved Bulle af 18de April 1391 forlængede Pave Bonifacius hans Indkrævningsvirkſomhed, og fem Dage derefter beordrede han ham endog til enten ſelv eller ved Undercollectorer at oppebære paa Curiens Vegne alle Indtægter af ledigblivende geiſtlige Embeder, indtil disſe igjen vare beſatte, ſamt alle afdøde Geiſtliges Løsøre og udeſtaaende Fordringer, af hvad Navn nævnes kunde (med Undtagelſe af hvad de havde arvet eller ved perſonlige Arbeider, uafhængige af deres geiſtlige Embede, havde lagt ſig til, hvilket ſkulde tilfalde deres Arvinger), en Reſervation, hvorpaa man idetmindſte i Norden hidtil ej havde haft Exempel, og ſom talende vidner om den Trang, hvori Curien nu under Schismet befandt ſig. Siden beſkikkede Paven ved Bulle af 26de Februar 1395 Biſkop Eyſtein til Generalcollector i Norge[3], ſaaat hiin Fuldmagt for Frederik Ditmarsſøn derved middelbart tilbagekaldtes. Det viſer, at Biſkop Eyſtein maa have været meget anſeet ved Curien. Ligeledes viſe,

    merferd“, gift med en vis Erik, der ſynes at have haſt hjemme i Bergheimshered (Dipl. N. I. 540). Ogſaa den for omtalte islandſke Høvding Bjørn Einarsſøn og flere andre Islendinger drog afſted og kom tilbage det følgende Aar. (Isl. Annaler, Udg. S. 348, 350).

  1. Dipl. N. V. 344.
  2. Suhm, XIV. S. 331, 332.
  3. Dipl. N. IV. 344.