Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/407

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
359
1390. Jubilæum i Rom.

(15de October 1389) allerede Dagen efter underrettede hende derom i de ærbødigſte Udtryk, vil endda maaſkee ikke ſige ſaa meget, thi dette var en Høflighed, der viiſtes de fleſte regjerende Fyrſter, ſom ſtod ſig godt med Curien[1]; men langt mere betydningsfuld er den Beredvillighed, hvormed Curien udnævnte de af hende anbefalede Candidater til Biſkopsſtole, og iſær ſees det af et Brev, dateret 15de October 1390, ſom Urbanus’s Eftermand, Bonifacius den 9de, ſendte hende med Erkebiſkop Peder af Lund, der havde været nede i Rom for at hente Pallium. Han takkede hende i dette Brev for de mange Breve og ſtore Foræringer, hun ſaavel med Biſkopen ſom med andre havde ſendt ham, roſte hende for hendes Tro og Fromhed, bad hende at vedblive i denne, og forſikkrede hende om, at han altid var rede til at hedre hende med ſærdeles Yndeſt og Naade, og det endog i højere Grad end hendes Forfedre, idet han herved ſendte hende et Signet, hvis Aftryk han forvarede, for at hun med dette kunde beſegle de Breve, hun tilſkrev ham i ſtørre Fortrolighed[2]. I dette Brev kalder Paven hende „Danmarks, Norges og Sveriges Dronning“, ſkjønt hun jo ikke egentlig var berettiget til den førſte Titel, og ſkjønt Cardinalerne i hiint føromtalte Brev alene kaldte hende „Norges Dronning“. I 1388 havde Pave Urbanus udſkrevet et Jubilæum, der ſkulde holdes i Rom 1390, og ſiden hvert 33te Aar (til Erindring om at Chriſtus havde naaet denne Alder), men han oplevede det ikke, ſaaledes at det blev hans Efterfølger Bonifacius, der fik Æren og Glæden af at holde det og gav rigelige Indulgenſer for dem, der i dette Aar beſøgte Roms Hovedkirker. Der ſtrømmede ogſaa mange Pilegrime til fra alle Kanter, Norden iberegnet, og navnlig berettes det, at flere Raadmend fra Bergen ſkulle være omkomne i nogle Uroligheder, der ſynes at have fundet Sted mellem de Fremmede og Stadens Indbyggere[3]. Formodentlig

  1. Dipl. N. VI. 328.
  2. Suhm, XIV. 555.
  3. Isl. Annaler, Udg. S. 340. Jubilæet er her urigtigt henført til 1387 eller 1388, maaſkee fordi det paabødes i dette Aar. Annalerne udtrykke ſig ſaaledes: „I Rom var der ſtor Ufred for Pilegrimene; der omkom mange Raadmend fra Bergen“. Ogſaa Detmar ſiger (S. 349), „at der var ſtor Tilſtrømning til Rom, ſaa at ogſaa mange Folk døde der“. Blandt Worm„ der ved denne Lejlighed drog til Rom, nævnes en Huſtru Margrete Brynjulfsdatter, Enke efter en Ketil Einarsſøn, der før ſin Afreiſe, den 20de April 1390, gjorde ſit Teſtament, og for det Tilfelde, at hun døde paa Reiſen, ſkjenkede Mariekirken i Oslo hele den nordlige Deel af den ſaakaldte Brandsgaard i denne Stad, dog ſaaledes at en Sigrid Bjarnedatter, der formodentlig har i Slegt med hende, ſkulde beholde en Sine m. m. deri, ſaa lenge hun levede. Da Margrete allerede den 20de September ſ. A. omtales ſom død, maa hun altſaa høre til deres Tal, der døde paa Pilegrimsferden (Dipl. N. VI. 579, 583). Der omtales ogſaa en Sigrid Jonsdatter, der i 1390 døde „paa Ro-